Læsetid: 4 min.

Klangen af Lang Lang

Den 27-årige kineser Lang Lang er vor tids mest dyrkede pianist med en stjernestatus, der slår selv Britney Spears. Tirsdag aften i Tivoli kunne man høre hvorfor
Lang Lang forløser musikken ved at insistere med sin blødhed i klangen, så alle knuder løses, og der står åbent lige ind i hjertekulen.

Lang Lang forløser musikken ved at insistere med sin blødhed i klangen, så alle knuder løses, og der står åbent lige ind i hjertekulen.

Marcus Brandt

18. juni 2009

Jeg tror aldrig, jeg har hørt nogen spille smukkere. Man kunne jo ellers blive lidt skeptisk over for masse- hysteriet og alt det, man har hørt om Lang Lang. Om hans manerer og outrerede spillestil og Adidas-skoene, der er opkaldt efter ham, og alt det andet hype, der følger i kølvandet på en stjerne.

Lang-Lang er historien om et barn, der blev sat ved klaveret som tre-årig. Hans forældre satte fra starten alt ind på at gøre ham til verdens bedste pianist, så faren drog med otte-årige Lang til Beijing for at studere, mens moren blev hjemme og tjente pengene til dem alle. Altså kunne man tro, at man skulle ind at høre en spillemaskine, endnu en halvautistisk Kissin og en imponerende, men småsørgelig stjerne uden barndom.

Men Lang Lang er et meget raffineret kunstprodukt. Så fint, at man overvejer, om den absolutte skønhed ganske enkelt ikke er noget, der kan opdyrkes. På en eller anden kinesisk måde er Lang Langs klang blevet så forædlet, at det er guddommeligt og griber alle, der hører ham. Derudover besøger Lang Lang troldmanden Daniel Barenboim hver måned til intens oplæring. Syntesen mellem kinesisk forædling og europæisk musikforståelse er eksplosiv.

Næsten for lækkert

I tirsdags spillede Lang Lang i Tivoli ved en koncert i Tivolis koncertrække Pianoforte! Der var fuldt hus og et rend af både unge og gamle. Fra børn i søndagstøj til handicappede i forskellige vehikler, kinesiske fans, danske fans og nysgerrige. Og kors, hvor sådan en menneskemængde har lyde! Det var måske ikke de mest garvede koncertgængere denne aften. I hvert fald har jeg aldrig hørt så mange bump og trut og host og andre lyde, og indimellem var det meget skæmmende for oplevelsen.

Som første programpunkt spillede Lang Lang Schuberts Sonate nr. 20 i A-dur fra Schuberts sidste leveår. Det lød næsten for lækkert fra starten af, og umiddelbart var jeg parat til at synes, det ikke lød gammelt nok, ikke syfilis nok. Schuberts lykke er jo til for at overleve - ikke bare sådan happy, vel Der var også en påfaldende udeladelse af germanske artikulationer og i stedet en asia- tisk glat accent og en ungdommelig urolig hast, der hverken dyrker sorgen eller ondskaben eller lader mol- akkorderne være et eksistensielt omdrejningspunkt.

Blødheden

I Lang Langs spillestil sidder skønheden og blødheden i uvant grad i højsædet. Det vil sige lige ind til 2. sats, der blev slået an i en statiskhed, som om nogen var død, hvad der måske også burde være. For her er det, jeg bliver mindet om, at man skulle uddele stryknin-bolcher til folk, der går til koncert med hoste. Og når de så også klapper mellem satserne og ødelægger en af musikhistoriens smukkeste begyndelser på en andantino, så græmmer jeg mig dybt i mit ler. Det nytter selvfølgelig heller ikke noget at sukke højlydt over de andre eller sidde som en sammenknudret Kaj-dukke og rase over larmen, for øjeblikket er uforglemmeligt og må opleves på trods.

Lige ind i hjertekulen

Det Lang Lang kan, som jeg slet ikke har hørt mage til før, er at låse op med blød- heden. Hele tiden forløser han musikken ved at insistere med sin blødhed i klangen, så alle knuder løses, og der står åbent lige ind i hjertekulen. Det er hård terapi, der kan omvænne én fra romantisk smertesøger til lykkelig skønhedsdiscipel. Det trioliserede gentagne cis, som jeg ellers hører som en Parkinsonsørgelighed i Schuberts selvciterende impromptu-agtige indskud, gjorde Lang Lang til en næsten uhørlig tonegentagelse, der bare fik cis-et til at vibrere med liv og nænsom lykke.

Prestoen præsenterede Lang Lang fra sin heroiske side med samme virile ukue- lighed og uovervindelighed, som man skulle opleve senere i Chopins Polonaise, og sidste sats- sangbare tema blev forløst igen og igen, hver gang mere fortryllet.

Måske larmer folk så meget, fordi det kan være helt svært at kapere al den skønhed Måske fordi Lang Lang hele tiden opererer på kanten af det uhørlige og på den måde krævende. I hvert fald lod Lang Lang til at være dejligt upåvirket og vant med situationen og i det hele taget bare indstillet på at dele sin musik med alle. Efter pausen serverede han et epileptisk anfald af en Bartok-sonate, der var som at have indtaget noget mærkeligt slik, der bobler på tungen, og som man ikke helt kan overskue effekten af. Helt igennem eksplosivt, velafleveret og rock til folket. Og fra Bartoks pentatonik til Debussys, hvor alle efterhånden var overmættede, men alligevel fik en ordentlig dosis fransk impressionisme i sin yderste kinesiske konsekvens.

Når Lang Langs klang først har fået hjertegrebet på én, står man ikke af igen. Men jeg vil have svært ved at forestille mig, at det vil være den samme oplevelse på cd. Man filmer jo heller ikke en solopgang.

Så kære Tivoli, håber I har kontrakten hjemme for et fremtidigt genhør.

Tivolis Koncertsal 16. juni kl. 19.30. Solist: Lang Lang. Franz Schubert: Sonate nr. 20, A-dur, D 959. Béla Bartok: Sonate, BB 88, Sz. 80. Claude Debussy: Præludier, uddrag. Frédéric Chopin: Polonaise, As-dur, op. 53

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu