Læsetid: 5 min.

Konsekvens, kontrol og kakofoni

Filmskolens syvende årgang af tv-tilrettelæggere stritter klædeligt i alle retninger og afspejler dermed dokumentargenrens aktuelle mangfoldighed
Filmskolens syvende årgang af tv-tilrettelæggere stritter klædeligt i alle retninger og afspejler dermed dokumentargenrens aktuelle mangfoldighed
13. juni 2009

Der sidder tre mænd på en tømmerflåde. Nej, det gør der selvfølgelig ikke. Det gjorde der ikke i Dirch Passer og Kjeld Petersens sketch fra 1955 (der sad fire, indtil den ene blev ædt af en haj). Og det gør der heller ikke i The Gentlemen, Janus Bragi Jakobssons afgangsfilm fra tv-uddannelsen på Den Danske Filmskole. Ganske vist kunne det umiddelbart se sådan ud, men ser man efter, viser filmens location sig snarere at være en havnemole. Og ser man endnu nøjere efter, er der faktisk tale om en kulisse opbygget i et studie.

Ikke desto mindre handler filmen om tre mænd. Mere præcist tre islandske ungersvende, som i en konstrueret situation slipper den indre drengerøv løs, mens instruktøren og vi andre får lov til at kigge på. Indhyllet i teatertåge ryger de smøger og drikker dåseøl og Jägermeister, mens de udveksler anekdoter om forbilleder fra heavy metal-grupper som Slayer og Motörhead eller fortæller høje historier om druk og black-outs. Det antydes, at de har planer om at danne deres eget band, men det bliver stort set ved snakken, og filmens ærinde ligger vist snarere i sprogtonen, omgangformen, livssynet og referencerammerne. Et generationsportræt foldet ud i antydninger.

Kan dokumentarfilm også se sådan ud anno 2009? Ja, åbenbart. Det er iscenesat og kontrolleret, mennesket under lup, og der er pokkers langt til den gode gamle observerende dokumentarisme. Men om ikke andet er det konsekvent.

Hvilket lige præcis kunne være et kodeord for de ni meget forskellige film, der tegner den aktuelle årgang. For dem alle gælder det, at der er truffet skarpe valg, og at de regler eller vilkår, instruktørerne har stillet op for sig selv, overholdes. Virkeligheden rammes ind, underkastes en form, undersøges. Påfaldende mange steder føles den information, der ikke gives, mere påtrængende end den, der gives. Nogle gange er det pirrende, andre gange frustrerende. Men altid konsekvent.

Virkeligheden i vold

Okay, et par af filmene nærmer sig den klassiske observerende metode. For eksempel Andreas Koefoeds Alberts vinter, et portræt af en dreng i en svær periode, hvor hans kræftsyge mor er i kemoterapi; eller Simon Lereng Wilmonts Før ferien, hvor man møder Niels Christian Koefoed, en såkaldt sovesalslærer på Herlufholms Kostskole, i dagene op til en sommerferie.

Begge film giver sig i nogen grad virkeligheden i vold og følger i hovedpersonernes fodspor, men begge gør samtidig en dyd ud af at afgrænse synsvinklen i markant grad. I den første af de to kender man kun alt for godt drengens angst og afmagt, og beskuerens egne følelser kan derfor uden større besvær svømme ind og udfylde de blanke felter. Mens den anden, hvor kostskolelivets evige penduleren mellem fyldning og tømning - så kommer der en ny årgang, og så forsvinder de igen - skildres så rigidt inden for rammerne af de korridorer, kontorer og sovesale, der udgør protagonistens daglige geografi, at den potentielle historie er tæt på at dø af iltsvind. Alligevel - eller måske netop derfor - glemmer man ikke lige med det samme den ensomme lærer, som synes at kunne alle sine elevers liv på fingrene.

Lidt i samme kategori befinder Kristoffer Kiørboes usædvanlig billedsmukke Nordlys sig. Her handler det om Simon og hans hjerneskadede storebror, Samuel, som sammen er sat ud på en rejse op til det nordligste nord, angiveligt for at se nordlyset, men reelt for at fylde ord ind i den tavshed, som er vokset frem mellem dem. De jomfruelige hvide snelandskaber bliver et ydre billede på deres projekt og mentale tilstand, det er banalt nok, men mere overraskende er det at mærke, hvordan en påtrængende intimitet - primært via lydsidens ordknappe dialog - vokser ud af sprækkerne i et filmisk univers, der ellers er kontrolleret ned til mindste detalje.

Kaos og konstruktion

Som en antitese til den tyste og prægnante renhed i Nordlys findes det kakofoniske kaos i Malina Terkelsens Bolsjefabrikken, et indblik i et anarkistisk og kreativ miljø, som på lånt tid har fundet sig til rette i en gammel fabriksbygning. Her får stedets præg af at være en levende og mangfoldig organisme lov til at smitte af på filmen i form af en ikke-lineær og collagepræget fortælleform.

En lignende sprængthed gør sig gældende i Katrine Philps Book of Miri, et portræt af en ung koreansk-adopteret kvinde i en svensk forstad, der går længere end de fleste, hvad angår tidens løsen om at leve i cyberspace. Miri iscenesætter sig selv i talrige versioner på sin hjemmeside og blogger dagligt om stort og småt i sit relativt begivenhedsløse liv som bibliotikar. Men snarere end at problematisere hendes livsstil eller at se hende som et symptom på noget generelt i tiden lægger filmen en fintfølende sonde ind i den sprække, der ikke overraskende viser sig at være mellem hovedpersonens selvfremstilling og hendes reelle livssituation.

Endelig er der tre værker, som på forskellige måder anvender filmmediets redskaber til at undersøge temaer af mere abstrakt art. Den poetiske i flokken er Corine Shawi, som i Film of Welcome and Farewells synes at gribe ud efter selve livets substans via en mosaik af situationer og tableauer af mere eller mindre iscenesat karakter, som alle har at gøre med afsked. Den sanselige er Marie Lærke Wedel, som i Kunsten At Blive Set på sin egen forsigtigt prøvende facon sætter sig selv på spil i en ren studieproduktion, hvor forskellige sider af den kvindelige seksualitet belyses i et dunkelt og antydende univers. Og den bramfrit nysgerrige er Mette Carla T. Albrecthsen, som i XY Anatomy of a Boy sætter fuld spot på homoseksualitet via seks unge bøssers særdeles åbenhjertige statements og dialoger, alt sammen iscenesat i en kridhvid badstuekulisse.

Som det fremgår, er afgangsholdet fra tv-uddannelsen anno 2009 en broget flok, hvor det kan være svært at få øje på andre fælles træk end en stærk individualitet, en forfriskende risikovillighed i forhold til at udfordre dokumentarfilmens konventioner og en demonstrativ formbevidsthed. Og så - nå ja, konsekvens.

Tv-uddannelsens afgangsfilm vil kunne ses i Cinemateket, Kbh., 21.-23. august

I Katrine Philps Book of Miri iscenesætter ung koreansk-adopteret kvinde i en svensk forstad sig selv i talrige versioner på sin hjemmeside og blogger dagligt om stort og småt i sit relativt begivenhedsløse liv som bibliotikar. Årets dokumentar-afgangsfilm fra filmskolen er i det hele taget præget af - konsekvent - iscenesættelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu