Læsetid: 6 min.

Kontinentet der knejser

Sandblæst tuareg-blues, afrobeat-evolution og moderniseret etiopisk jazz. Afrikanske musikere lever i en frodig vekselvirkning med amerikanske inspirationskilder – og betaler tilbage med både rå poesi og liflig kropslighed
Tinariwens leder og primære forsanger Ibrahim Ag Alhabib (nr. tre fra højre med guitar) voksede op i flygtningelejre i Algeriet ved grænsen til Mali og senere ved den algeriske by Tamanrasset i ørkenen mod syd. Bandet blev dannet i slut-70 erne. De excellerer i en  rytmisk hypnotisk ørkenblues, gruset beåndet, smukt melodisk svunget.

Tinariwens leder og primære forsanger Ibrahim Ag Alhabib (nr. tre fra højre med guitar) voksede op i flygtningelejre i Algeriet ved grænsen til Mali og senere ved den algeriske by Tamanrasset i ørkenen mod syd. Bandet blev dannet i slut-70 erne. De excellerer i en rytmisk hypnotisk ørkenblues, gruset beåndet, smukt melodisk svunget.

Thomas dorn

20. juni 2009

Afrika. Det tabte kontinent. ngo'ernes mekka. Alle velgørenhedsarrangementers inspirationskilde. Fortabt i korruption, nedsunket i amerikansk, europæisk, kinesisk udnyttelse.

Vent, lad mig prøve igen:

Afrika. Et rigt og vidt forgrenende kontinent af musikalsk rigdom, evolution og tradition. Vugge og hjemsted for afrobeat, jùjú, highlife, raï, kuduro, ethio-jazz, gnawa og så videre. Og en uudtømmelig inspirationskilde for et utal af musikere på den nordlige halvkugle, i Vesten. Bare spørg Rolling Stones' Brian Jones, Joni Mitchell, Paul Simon, Steve Reich, Brian Eno, David Byrne/ Talking Heads, Damon Albarn. Og i disse dage navne som Dirty Projectors, Vampire Weekend, Deradoorian, High Places, Highlife, Gang Gang Dance ' ja, gudhjælpemig også de britiske blockbustere i Coldplay.

Afrika gør sig stærkt gældende med både melodiske forsiringer og harmoniske ombygninger af vers og omkvæd, med strukturelle og rytmiske omvæltninger af rocksignaturen især i den nye strømning af alternative rocknavne og freak folk -musikere fra USA.

Men lad os for en stund glemme alt om Brooklyn og andre halv- eller helhippe vestlige lokaliteter, lad os vende os mod moderlandet. Lad os drikke direkte fra hanen.

Blå Tuareg-rock

Eller i bandet Tinariwens tilfælde: Lad os indhylle i sand. Lad os indhylle i tuareg-bandets betagende og meditative og alligevel råt nærværende musik. Aman Iman eller Water Is Life hed deres forrige, brillante album, og deres nye, fjerde album Imidiwan : Companions er et lige så blidt hvirvlende, smukt svunget melodisk og overdådigt harmonisk album. Det er enkle strukturer gentaget med saliggørende effekt. Sange kollektivt løftet op i en højere spirituel, fuldtonende skønhed og overlevelseskraft. Her er f.eks. en sang om ørkenlivets genvordigheder. I hvert fald hvis man kan stole på pressemeddelelsen, for denne anmelder forstår ikke berbernes sprog. Men noget i ham forstår åbenbart musik fra Nordafrika. Måske fordi han i musikken kan fornemme at, der både findes udfrielse fra og adressering af et folks svære trængsler.

Tinariwen tilhører tuareg-folket fra det nordvestlige Afrika i ørkenområder, der er en del af Niger, Mali, Algeriet, Libyen, Burkina Faso. Altså et nomadisk folk, der er kommet i klemme under regionens grænsedragninger, fordi det er naturligt for dem at bevæge sig uden smålig skelen til linealrette streger i sandet ' konstant på udkig efter nye steder for deres kvæg at hente næring.

Beåndet ørkenblues

Tinariwens leder og primære forsanger Ibrahim Ag Alhabib voksede op i flygtningelejre i Algeriet ved grænsen til Mali og senere opad den sydalgeriske by Tamanrasset. Bandet blev dannet i slut-70'erne i en af Gaddafis libyske fangelejre for tuareg-oprørere, og flere medlemmer var en del af hans ørkenhær såvel som af tuareg-modstandshæren Mouvement Populaire de l'Awazad.

De siges at være det første tuareg-band, der brugte elguitarer, og de mødtes om en passion for Hendrix, Led Zeppelin, Santana og Bob Marley. Og selv om også Imidiwan : Companion s er rig på nordafrikanske sungne og håndspillede harmonier og melodier og håndklappede, raslede, slåede rytmer, så er der dermed også visse for vesterlændingen genkendelige rockmusikalske afsmitninger.

Tishoumaren kaldes genren, de excellerer i, og det er en helt forrygende, rytmisk hypnotisk ørkenblues, gruset beåndet, smukt melodisk svunget og overdådigt harmonisk. Både berusende og gribende. En usleben ædelsten.

Nigeriansk festabe

Afrika er selvfølgelig et vidt og uudtømmeligt begreb. Og springet fra tuaregerne i Tinariwen til den nigerianske trommeslager Tony Allen er betragteligt. Hans nye album Secret Agent er en dynamisk og sitrende festmusik.

Men Allen markerer lige som Tinariwen vekselvirkningen mellem det afrikanske og det amerikanske kontintent. Han var nemlig sammen sammen med den navnkundige Fela Kuti med til at skabe afrobeat'en tilbage i 70'ernes Nigeria.

En fusion af regional traditionel sang og rytmik, jazz og funk, som den blev affyret af bl.a. James Brown på den anden side af dammen, hvor Kuti havde været på dannelsesrejse i '69.

Og som hos Brown spillede trommeslageren også i Nigeria en central rolle for udviklingen af en ny genre. I sidstnævntes tilfælde Tony Allens kattepoter, der synes at finde uopdagede og helt naturligt flydende synkoperinger i musikken. Det er rislende og lifligt håndværk, og en helt urimelig sensuel og fjerlet funk var og er afgørende for Allens mesterskab og for afrobeat.

Afrobeat var modstandsmusik, og Fela Kuti var i sin tid i åben opposition til diktaturet i Nigeria, der endda stormede og nedbrændte hans selvudnævnte Kalakuta Republic i Lagos. I dag er Kuti død, men Tony Allen lever og er blevet en stjerne. Han er i en alder af 68 trommeslager i Blur-frontfiguren Damon Albarns brillante band The Good, The Bad and The Queen, og så har han netop udsendt det fremragende soloalbum Secret Agent .

»It's so hard to resist, it's so hard to forget () Afrobeat is the rhythm of pleasure, full of history of our world« , synger en af de fire Lagos-baserede sangerinder på Secret Agent , og, ja, afrobeat er både mental og kropslig bevidstgørelse.

Forsøg at stå stille til en afrobeat-koncert, når blæserne eller koret eller begge sætter ind efter de mere masserende passager, hvor der er blevet spillet solo eller forsangeren har messet og anråbt og lokket og indpisket. Prøv at stå stille. Og fejl på ynkeligste vis.

Secret Agent er fuldfed afrobeat med alt, hvad det indebærer af blidt forførende rytmik, massive blæser- og korklimakser og inciterende frontvokaler ' men også med labre detaljer som sitrende sammenflettede guitarmelodier, hakkende klaver, elastisk bas og lidt elektronisk glitren strøet ud over albummet.

Jeg får ikke fornemmelsen af arkæologi eller nostalgi, men af en ungdommeligt fyrig genre opdraget yderligere af dens ophav. Musik som ' på trods af sit kor af instrumenter og stemmer i kærlig infight med hinanden >' >finder en fælles fremdrift; gør festen til en kollektiv kurs mod klimaks, men samtidig til en demokratisk mangfoldighed.

» Free your ass and your mind will follow« , som George Clinton synger på den anden side af Atlanten.

Saftig ethio-jazz

Ude østpå, i Etiopien, er en anden ærværdig herre blevet opdaget af vestlige musikere og musikelskere. Måske især takket være Jim Jarmuschs film Broken Flowers, hvor de fleste for første gang opdagede Mulatu Astatkes elegante ethio-jazz.

Han er født i 1943, og her midt i sine 60'ere er han albumaktuel med et samarbejde med det unge, britiske kollektiv The Heliocentrics. Det sker i musikselskabet Strut Records' Information Inspiration-serie, hvor musikere sættes stævne for i løbet af kort tid at indspille nyt materiale. I det her tilfælde primært den 8. til 14. september sidste år.

Resultatet En muskuløs og funky opdatering af Astatkes smukt buklende, frækt dolkende, overrumplende zigzag-syede blæsermelodier, af hans sans for overrumplende og eksperimenterende komposition.

En saftig og til tider grænsesøgende fusion mellem moderne funk og afrikansk tradition, der er til stede helt fysisk ud i brugen af traditionelle instrumenter helt tilbage fra det 15. århundrede.

Det er ikke på højde med Astatkes egne, bedste udladninger og nogle gange lidt for lounge-labert til denne anmelders smag. Der går simpelthen noget rå poesi tabt.

Det sendes tilbage til os

Men denne Information Inspiration-udgivelse har flere brillante øjeblikke og skal roses for en sikker blodblanding generationer og verdensdele imellem. Heliocentrics og Mulatu Astatke og hans etiopiske gæstemusikere indgår et saftigt ægteskab og rammer ofte balancen mellem ungdommelig kraft og ærværdig nerve. Og her opstår fyrige kryds mellem eksperimenterende funk og visionær etiopisk jazz revitaliseret.

Astatke studerede musik i London, New York City og Boston, og han blandede sine påvirkninger fra jazz, funk og latin med etiopisk folkemusik og koptisk kirkemusik.

Alle denne anmeldelses hovedpersoner er således blevet inspireret af især amerikansk musik, og nu transmitterer de tilbage igen til både Europa og til det Amerika, som i sin tid importerede afrikansk musik på slaveskibene.

Så Afrika synker ikke. Afrikanerne er ikke (kun) ofre. Men vi er lyksalige ofre for deres liflige invasionshær af nye og vel modnede udtryk. Med kærlig hilsen fra et kontinent, der ' rent musikalsk i hvert fald ' knejser.

Tinariwen: Imidiwan : Companions (Independiente/VME)

Tony Allen: Secret Agent (World Circuit Records/Playground). Tony Allen spiller på årets Roskilde Festival.

Mulatu Astatke/The Heliocentrics: Inspiration Information (Strut Records/VME)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeanette Schou

Tillad mig en lille annonce - jeg er nemlig osse vild med ørkenblues:
"Visite au Mali"
PIXEL - H.C.Ørstedsvej 66 - København
Sidste dag imorgen kl 14 - 17
Foto og video fra Mali og "Festival au Desert #9"
www.jeanettelandschou.dk

Søren Rehhoff

» Free your ass and your mind will follow« , som George Clinton synger på den anden side af Atlanten."

Tror du George Clinton ville have folk til, at tænke med røven. Det er faktisk lige omvendt " Free your mind and your ass will follow", men okay det er et frit land og der er sikkert mange strategier til at befri sit sind, jeg er sikker på, at George Clinton vil stille sig forstående.
Nu hvor min røv tænker over det, så synes jeg at meget af det afrikanske musik, jeg har hørt mere handler om, at befri sindet, med alle de melodiske forsiringer og broderende lyde, der skaber en mere flimrende lyd, fremfor den mere hårdtslående afro-amerikanske variant