Læsetid: 3 min.

Hvor lækkert det end måtte klinge

Canadiske Junior Boys serverer en flok helstøbte og tilbagelænede electrovuggeviser, der hele tiden bruger stilstand som afsæt til nye groove-eskapader. I længden er det dog mere søvndyssende, end godt er
Canadiske Junior Boys serverer en flok helstøbte og tilbagelænede electrovuggeviser, der hele tiden bruger stilstand som afsæt til nye groove-eskapader. I længden er det dog mere søvndyssende, end godt er
4. juni 2009

Det var et af de helt store og helt svære valg, der skulle træffes sidste onsdag. Pyh! Champions League-finale foran fladskærmen hos en af drengene eller koncert med Junior Boys.

Talrige overvejelser dummere endte jeg med at ofre Lille Vega og den canadiske electropopduo og satte min lid til, at Barcelona lammetævede Manchester United. Et nederlag ville hermed gøre dobbelt så ondt som normalt.

Det endte 2-0 til det rigtige hold og så langt, så godt. Men selv om sejrens sødme smagte, spøgte den oplevelse, jeg gik glip af, gennem det meste af fodboldkampen. For jeg missede formentlig en årets koncerter i Danmarks vel sagtens bedste rum beregnet for rytmiske udfoldelser. Rygtet vil da også vide, at Junior Boys optrådte, som Barcelona spillede. De første tre minutter var skandaløst rodede, og det lykkedes eksempelvis keyboardbestyrer Matt Didemus at sætte åbningsnummeret i gang uden at plugge sit instrument i forstærkeren, hvorfor det naturligvis kaldte på et dacapo, da han endelig opdagede svipseren.

Ligesom Lionel Messi og kompagni kom sig over Manchester Uniteds chokstart på det olympiske stadion i Rom, rejste Junior Boys sig lynsnart og gav en prægtig og fugtig optræden for de 400 fremmødte, der på det nærmeste dansede sig igennem de fem kvarters stadig mere koncentrerede koncert.

Godt for benpladsen, at der ikke var helt udsolgt - og godt for fodboldtosser som undertegnede, at det gode festskib M/S Stubnitz byder canadierne tilbage den 8. august i Københavns Havn.

Dirrende disciplin

Nøjagtig som ved duoens koncert på Barcelonas elektroniske Sónar-festival i 2007 står Junior Boys og orkester for en langt mere organisk lyd live, end tilfældet er på plade.

Der er således ikke meget nyt under månen med album nummer tre, Begone Dull Care. Det er måske et vel fattigt udgangspunkt, men det virker velovervejet.

Junior Boys perfektionerer og beriger i stedet den selvopfundne subgenre, der ligger i direkte forlængelse af 2006's So This Is Goodbye, hvor duoens labre univers funderet på sval, tilbagelænet, jazzet, funket og mådeholden electro for alvor grundfæstede sig. Sangene dirrer disciplineret derudad, og de homogent tænkte variationer kommer næsten konstant til deres ret, inden et nyt element - en samplet reallyd, snerten af en koldt loopet melodi, et opbremsende break eller en kortvarigt pumpende bas - melder sig til og overtager depechen det næste stykke vej. Hele tiden holdt i en produktion, der emmer af sans for detaljen.

Paradoksal melankoli

Personligt faldt jeg pladask for Junior Boys, da jeg første gang gled ind i den helt og aldeles fænomenale "In The Morning" fra So This Is Goodbye. Sangen indkapsler denne særegent sorgløse og funkede electro, som også trækker tråde tilbage til 1980'ernes new romantics-scene. Konstant lurer de analogt brusende og trippende synthesizere på at stikke af, men holdes tilbage af forsanger Jeremy Greenspans paradoksale melankoli, der gennemsyrer såvel lyrik som vokal. Han er trist til mode og alligevel i humør til at danse.

Det kræver mange gennemlytninger, før de blot otte, men lange, numre for alvor kommer til deres ret som helstøbte, futuristiske vuggeviser med en gennemarbejdet og perfektionistisk indre dynamik, der hele tiden bruger stilstand som afsæt til nye groove-eskapader.

Man kan indvende, at Begone Dull Care ved første, andet og tredje ørekast netop minder om en kedsommelig affære, men tag så lige og lyt én gang eller flere mere til skæringer som "Parallel Lines" og albummets stærkeste indslag "Bits & Pieces".

Over et øjeblikkeligt fængende og hypersyntetisk anslag får bittesmå copy-paste-ingredienser doseret i linde strømme og ultimativt ender med at hylde den genopdagede italo disco, som vel bedst kendetegnes ved en galopperende og sulten basgang.

"Bits & Pieces" er nærmest lige så begivenhedsrig som resten af albummet tilsammen, og den ligner en vej ud af det behagelige dødvande, Junior Boys tilsyneladende befinder sig i anno 2009. Det er ret utroligt, hvad duoen formår at blære sig med af finurligheder på pladens, tankevækkende nok, korteste indslag.

Man ønsker sig uvægerligt mere fra samme skuffedarium, og det duer i hvert ikke med endnu et udspil fra canadierne, der undgår at udfordre Junior Boys-skabelonen og svælger så massivt i egen behagesyge. Så bliver det for alvor søvndyssende. Hvor lækkert det end måtte klinge.

Junior Boys: Begone Dull Care (Domino/Playground). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu