Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Mr. Hyde erobrer Dr. Jekyll

Robert L. Stevensons nybrydende roman om det spaltede sind kan stadig vække frydefuld rædsel - nu i stemningsmættet dansk nyoversættelse
Kultur
13. juni 2009
Robert L. Stevensons nybrydende roman om det spaltede sind kan stadig vække frydefuld rædsel - nu i stemningsmættet dansk nyoversættelse

"Fri os fra det onde." Sådan lyder bønnen i Fadervor. Men hvor kommer det onde fra? Tidligere tiders fortællinger har været tilbøjelige til at fremstille det onde som en udefra kommende kraft.

I komedierne får det rigtigt onde slet ikke lov til at vise sig. Karaktersvaghederne er mestendels naragtige og kan helbredes af en tjenestepiges sunde fornuft.

I tragedierne kan ondskaben selvsagt ikke holdes fra døren. Men selv hos en menneskekender som William Shakespeare er der en hældning mod sort og hvidt. Nok kan heltene have deres skavanker, men renfærdige er de alligevel. Lige som skurkene måske viser enkelte forsonende træk, men dog er og bliver kæltringer.

Først fra slutningen af 1800-tallet udkom bogværker med den pointe, at der i selvsamme menneskesind bor det ophøjede og det nedrige, og at de to næres af hinanden.

Hvem kom først med den indsigt? Mange vil gætte på wienerlægen Sigmund Freud. Fra 1880'erne gav han sig til at lægge sine mentalt plagede patienter på sin sofa, mens han udspurgte dem til deres indre. Dog var det først fra år 1900, at Freud begyndte at udgive værker om de modsigelser, han havde fundet i sjælenes dyb. Og det var så sent som 1930, at Freud udgav sin bog om "kulturleden" - om pæne menneskers trang til at bryde ud af lovenes og paragraffernes borgerlige verden og lade de urgamle blodets instinkter rase.

Sygdomsplaget geni

Nej, det var en anden, der var den første til at anskueliggøre menneskets indre oprør mod civilisationens pålagte pænhed. Navnet var Stevenson. Robert Louis Stevenson (1850-1894) - et skotskfødt forfattergeni og multi-talent, der i sit korte sygdomsplagede liv udfoldede sig i vidt forskellige litterære genrer. Han skrev musik og sange, digte og essays, og han åbnede hidtil ukendte verdener for sine læsere gennem rejseskildringer fra det franske centralmassiv, det vestlige USA og det sydlige Stillehav. Fra sidstnævnte sted hentede han også inspiration til den drabeligt spændende sørøverroman Skatteøen (1883).

Stevenson var optaget af menneskesindets sammenvævning af godt og ondt, og han havde længe grublet over at fremstille emnet i en spændingsroman. Hans amerikanskfødte hustru fortalte sidenhen, at han en nat i slutningen af september måned 1885 i sin søvn begyndte at råbe op og slå om sig. Hustruen vækkede ham fra mareridtet, og det tog han fortrydeligt op, for han svar i gang med at drømme handlingen til sin planlagte bogey tale - monstergyser.

Med udgangspunkt i drømmen gav Stevenson sig til at skrive som en rasende, og han skrev, og han rettede, og han skrev, og allerede 5. januar 1886 kunne bogen udkomme. Den fik titlen Den ejendommelige sag om Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Stevensons konstant vakkelvorne helbred var mærkeligt nok blevet styrket undervejs. Det var, som om han havde skrevet en dæmon ud af sin krop.

Bogen blev en umiddelbar publikumssucces og har været det lige siden. Den er filmatiseret 10 gange, nok mest mindeværdigt i 1941-udgaven med karakterskue-spilleren Spencer Tracy i hovedrollen.

Filmudgaverne har alle byttet rundt på bogens handlingsgang, for den er så snedig, at ingen filmmager har turdet forsøge den: Det er først sent i den ægte historie, at Dr. Jekyll og Mr. Hyde kommer tæt på.

En del af gyset består faktisk i, at læseren længe bliver holdt i uvished om, hvordan det egentlig forholder sig.

Her er, hvordan Stevenson sniger sig ind på sit bytte: To mænd af det bedre londonske borgerskab, ungkarl og advokat Utterson og hans fætter, selskabsmanden Enfield, har for vane sammen at fordrive søndagen med spadsereture i den indre del af hovedstaden. Enfield fortæller en dag Utterson, at Enfield under en natlig enevandring har været vidne til, at en modbydeligt udseende mandsling nedtrampede en uskyldig lille pige. Det lykkedes Enfield og andre forfærdede tilskuere at pågribe mandslingen og aftvinge ham et løfte om en check på 100 pund til pigen og hendes familie.

Mandslingen, der præsenterer sig som Mr. Hyde, går ind i et hus og kommer bagefter ud med en check underskrevet af den anerkendte læge, Dr. Jekyll. Den tror Mr. Hydes pågribere ikke på, og de holder ham i forvaring, indtil banken åbner næste morgen. Forbløffende nok er checken ægte.

Unævneligste affærer

Den beretning giver Utterson kuldegysninger, for han er advokat for Dr. Jekyll og har undret sig over, at Jekyll i sit testamente i tilfælde af sin død eller "forsvinden" efterlader sin formue til den i øvrigt ukendte Mr. Hyde. Hvad er forholdet mellem de to? Utterson frygter, at Mr. Hyde presser penge af Dr. Jekyll under trusler om afsløring af de unævneligste affærer. Handlingen foregår jo i Victoria-tiden, hvor sligt var gængs indtægtsgivende virksomhed.

Uttersons bekymringer får ham til jævnligt at belure det hus, hvor Mr. Hyde angiveligt gik ind. En dag lykkes det Utterson at passe Mr. Hyde op. Mr. Hyde indgyder Utterson frygtelige anelser. Da Utterson nævner Dr. Jekyll som en fælles ven, råber Mr. Hyde vredt:

"Det har han aldrig fortalt Dem om. Jeg troede ikke, De ville lyve for mig."

Mr. Hyde ler en snerrende latter og forsvinder ind i huset.

Den foruroligede Utterson skynder sig rundt om karreen og hen til det fine hus, hvor Dr. Jekyll har sit domicil, men butleren meddeler, at Dr. Jekyll ikke er hjemme.

Hvordan kan det så være, at Mr. Hyde kunne gå ind ad den bagindgang, der fører til Dr. Jekylls gamle forfaldne laboratorium, spørger Utterson butleren.

Butleren indrømmer, at Mr. Hyde har en nøgle, men tilføjer, at Mr. Hyde ikke har en sådan status, at han nogensinde spiser middag med Dr. Jekyll. Disse oplysninger gør ikke advokat Utterson mindre utryg. Om Uttersons videre bestræbelser på at trænge til bunds i mysteriet handler det meste af bogen.

Med sine skildringer af de snævre London-gyder hyllet i forurenet tåge har fortællingen en kolorit, der vækker mindelser om de bedste af Conan Doyles historier om Sherlock Holmes. Men igen: Hvem kom først?

Og igen er svaret: Det gjorde Stevenson. Conan Doyle, der var ivrig Stevenson-læser, udgav sin første historie om Holmes i 1887 - året efter, at Stevenson sendte Jekyll & Hyde på gaden.

I den stemningsmættede danske nyoversættelse, som Henrik G. Poulsen har foretaget, er Stevensons historie så dragende som nogensinde. Prøv selv at følge sporet til den frygtelige sandhed om forholdet mellem Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

titelrollen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Madsen

jeg vil til enhver tid foretrække en anden filmversion en Specer Taceys -- han fylder simpelthen for meget og er for meget Tracey og for lidt Hyde/ Jekyll.