Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Når ungdommen er klogest

’Den unge Victoria’ nuancerer livfuldt billedet af 1800-tallets engelske regent, men er samtidig lidt af en forloren idealisering
’Den unge Victoria’ nuancerer livfuldt billedet af 1800-tallets engelske regent, men er samtidig lidt af en forloren idealisering
Kultur
5. juni 2009

Jeg må indrømme, at jeg blev charmeret af denne engelske arvesølvsfilm om det længst regerende statsoverhovede i britisk historie - den legendariske dronning Victoria, der besteg tronen i 1838 som 19-årig og sad der til sin død i 1901.

Tømmermændene indfinder sig først bagefter, når man sammenligner, hvad filmen prøver at bilde én ind med de faktiske forhold i Victorias liv og tid - og opdager, at filmen tager sig nogle tillidsnedbrydende friheder.

Flyvefærdig guldfugl

Historisk sandhed eller ej - det lykkes The Young Victoria at fortælle en indtagende beretning om ung sejrrrig kærlighed i forgyldte, men klaustrofobiske omgivelser, der let kunne forkrøble sådanne følelser.

Den unge Victoria var 21 år gammel og hendes tyske fætter prins Albert kun 20 år, da de indgik et ægteskab, som efter alt at dømme blev meget lykkeligt og varede 21 år, inden Albert døde af tyfus.

Pointen er, at teenageren Victoria, der allerede da udtalte berømte ord: I will be good, har så livsbekræftende instinkter og en så god portion sund fornuft, at hun formår at overvinde hofetikettens og magtmisbrugernes snærende bånd og sætte sin egen vilje igennem. Også overfor en mor, som konspirerer imod hende.

Fuglen i guldburet kan ikke gå ned ad en trappe uden at blive holdt i hånd, og hun manipuleres skamløst som en skakbrik af politikere og hofsnoge. Men hun kan flyve selv - med hjælp fra den mere idealistisk indstillede Albert, der respekterer hende for hvad hun er som person og ikke som magtsymbol.

Det er ungdommens friske blik, der sætter sig igennem og fejer gustne overlæg og politiske rævekager til side. Emily Blunt og Rupert Friend er vel ikke overvældende karismatiske i de to roller, men især Blunt får godt fat i den blanding af medfødt karakterstyrke og åbenhed for nye indtryk, der baner vejen frem for den purunge Victoria.

Scorsese og hertuginden

Sin anden store styrke har filmen som historisk sædeskildring. Ingen anden end Martin Scorsese er en af filmens hele fire producere, og en fremtrædende engelsk kritiker (Guardians Peter Bradshaw) har gjort sig lystig over at se amerikaneren fra New Yorks beskedne Little Italy gnide skuldre med den engelske kongehusekspert Sarah -Fergie- Ferguson, hertuginde af York - en anden af producerne.

Men Scorsese færdedes jo allerede i overklasseskildringen Uskyldens år hjemmevant på bonede gulve, og også her skabes der et livfuldt tidsbillede, hvor de mange pragtstykker af opulent kostumiering og indendørsdekoration ikke får lov til at presse spontaniteten ud af de mange kvikt afviklede scener.

Æren herfor tilkommer den begavede manuskriptforfatter Julian Fellows (Godford Park), men især den canadiske instruktør Jean-Marc Vallée, kendt for det energiske coming of age-familie-drama C.R.A.Z.Y. Vallée har et skarpt blik for den royale skørhed og absurditet, når han adræt bevæger sig ind og ud af de kongelige gemakker og forsyner sine billeder med et dynamisk spil mellem forgrund og baggrund.

Og spillet er britisk suverænt helt ned til de mindste roller, med Jim Broadbent i særlig hopla som en Kong William i bralrende alkoholisk opløsning. Danske Jesper Christensen dukker også op som prins Alberts alvorsfulde tyske rådgiver, ikke den mest taknemmelige rolle.

Social velgører?

Men så er der tømmermændene! Filmen prøver at skabe erotisk spænding ved at gøre Victorias første fortrolige politiske rådgiver, Lord Melbourne, langt yngre, end han var i virkeligheden og dermed en oplagt konkurrent til prins Albert om Victorias gunst.

Som fremstillet af en i øvrigt udmærket Paul Bettany virker han nærmest som Victorias jævnaldrende, og det føles voldsomt urimeligt.

Men alvorligere: forsøgene på, også i efterteksterne, at fremstille Victoria og Albert som fremsynede sociale velgørere, der var med til at skabe et menneskeværdigt industrisamfund, lugter fælt forlorne. England under dronning Victoria var, som fremstillet af den dybt harmfulde Charles Dickens, et samfund baseret på en inhuman udnyttelse af proletariatet, deriblandt de børn, der trællede i fabrikker og miner.

Det havde klædt filmen bare lige at minde om det!

mopi information.dk

The Young Victoria. Instruktion: Jean-Marc Vallée. Manuskript: Julian Fellows. Engelsk-amerikansk (Grand, Dagmar, Metropol, Palads, Empire, Falkoner og mange andre)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her