Læsetid: 4 min.

En Nefalygte for enden af tunnelen

Nephews nyeste udspil er business as usual, konstaterer vor mand på Uriasposten - dvs. effektiv og rytmisk fortættet poprock, nu med vrede tekster på en blanding af dansk og engelsk, der nok skal sætte gang i syng-med-musklen på sommerens festivaler
Nephew er noget mere vrede nu end på nogen af deres tidligere udgivelser.

Nephew er noget mere vrede nu end på nogen af deres tidligere udgivelser.

Carsten Seidel

5. juni 2009

Blandt den konstellation af køllesvingende kildekritikere, kunstfjendske kuratorer, kugleskøre kirketjenere, koldblodige kussetyve, kortbærende koldkrigsveteraner, kolibakteriebefængte kastrater, kåde kvindebedårere, kaglende kommandørkaptajner, kondifikserede koncertpianister, knibske kvindesagsforkæmpere, konfuse kvartalsdrankere, kæphøje krimiforfattere og kvæstede kykloper, som tilsammen udgør den såkaldt kreative klasse - noget skal barnet jo hedde - er den danske kvartet Nephew en yndet prygelknabe.

Det kan jeg sige med sikkerhed, thi det er min skæbne i høj grad at såvel omgås som sikkert også tilhøre benævnte mutation, hvor alle uafbrudt nærlæser Politikens I Byen, hører den seneste undergrunds-electroclash, er moderat venstreorienterede pladderhumanister uden realitetssans, men med en uendelig forkærlighed for minoriteter, økomærket kost, Indien, wellness og truede dyrearter, mens vi går rundt med en evig mavepine over Christianias skæbne, ozonlag, den borgerlige regerings seneste manøvrer og sekundær posttraumatisk stress, som den kommer til udtryk hos børn af indvandrere.

Det er ikke let, ka' De tro.

Pletvis som Depeche

Så jeg fremstår i det følgende nok som lidt af en klasseforræder, når jeg springer ud af busken med erklæringen om, at jeg ret godt kan lide Nephews musik - også selv om den måske (gys og gru) pletvis kan minde om et eller andet, man har hørt før; hvilket vil sige lidt som Depeche Mode med Angus Young fra AC/DC på el-hegn. Oh well. Jeg husker én af mine højtærede kolleger engang omtalte bandets udtryk som "halvfascistoidt", hvilket dog også er noget at skyde en sagesløs beatgruppe i skoene.

Selv om jeg ikke ved, hvad det lige skal betyde, ved jeg godt, hvad fascisme er - som alle raske drenge fascinerer totalitære regimer mig overmåde - og har svært ved at fatte, hvordan det lige skulle manifestere sig i Nephews repertoire.

Kreativ klasse

Men det betyder altså også, at gruppen - som er ganske populær ude i den moderne verdens andre samfundsklasser, som jeg ærlig talt ikke længere ved hvad hedder; vi har brug for nogle nye begreber, oh I uendelige skarer arbejdsløse humanister, I sultens strømlinede slavehær - kan få folks pis i kog.

Alene det fortjener respekt, selv om det egentlig kan undre en smule, når man betænker, hvad der sådan ellers lige pågår i Darfur og Palæstina (hvilket dog også os bekymrer voldsomt!).

Men sådan er det med os i den kreative klasse - vi føler meget og stærkt og frakobler gladelig til hver en tid både logik og rationalitet, for det føles nu engang rigtigst.

Således føler vi os så stærkt frastødt af EU, at vi slet ikke behøver sætte os ind i, hvad det egentlig går ud på, mens vi på den anden side føler der sammesteds er rigelig plads til både Tyrkiet, Uzbekistan og det halve Oceanien. Alt andet er diskrimination og noget svineri. Føler vi altså.

Det er næsten umuligt ud fra Nephews fjerde (femte, hvis man tæller 2007's noget overflødige liveskive med) langspiller - med den for bandet så typiske titel, DanmarkDenmark - at lytte sig frem til hvad problemet er.

Hvordan får et så rytmisk effektivt og kompositorisk habilt poprock-ensemble i den grad ørerne i maskinen, en hel samfundsklasse på nakken og ender som synonym med - bræk, bæ og bumser - dårlig smag? En dårlig smag i munden kan gå an, men også kun dertil og ikke en millimeter længere, grønært. Ikke desto mindre er der altså en del at hente på DanmarkDenmark, hvis man går til vaflerne uden fordomme.

Mere hvast end tidligere

Dog altså ikke musikalsk fornyelse - Nephew lyder stort set som de gjorde, da de bragede gennem lydmuren i 2004 med deres anden (og måske bedste) cd, USADSB, der kastede så mange (fem for at være præcis) hits af sig, at det næsten var latterligt. Det var et gennembrud så massivt, at selv folk, der ikke havde købt en plade siden Culture Club gik i opløsning, bed mærke deri og så var fanden løs. Måske ikke lige Laksegade, men helt sikkert ude på Roskildevej.

Men det er så måske problemet, for der er nu engang noget fordægtigt over succes! Hvem har suttet pik på hvem, hvis røv er blevet kysset og har større beløb egentlig talt ikke også skiftet hænder under bordet?

Enhver idiot ved jo, at den slags (ligesom de fleste større fodboldkampe og diverse bankpakker) er aftalt spil, for hvordan skulle det ellers gå til?

Måske derfor er Nephew noget mere pissed her end på nogen af deres tidligere udgivelser; tekstuniverset er ikke længere hyggehumoristisk, men hvast og udfarende og ikke mindst gruppens egen generation får læst og påskrevet. Befriende.

I det hele taget er der godt med vid, bid og nosser m/k i teksterne i denne ombæring, og vreden bekommer den som altid velsyngende forsanger Simon Kvamm vel. Selv om der også her og der fornemmes skæret af en Nefa-lygte for enden af tunnelen.

Herfra påstås det ikke, at Nephew bliver større end Beatles eller bedre end Bowie.

Men de er ikke desto mindre bedre end så meget, man lige præsenteres for - også meget af det hejs fra den fiktion, vi kalder undergrunden, der ellers får det til at stritte på enhver trendy anmelder/musikforbruger med fod på de seneste mikroskopiske rørelser indenfor det alternative miljø.

Det er musik med store armbevægelser, som ikke er bange for at konfronteres med et blandet publikum. Det er velskrevne sange, flot spillede, og hele pivtøjet er produceret med lige dele tæft og finesse.

Kun forekommer det ikke Deres udsendte, at hitkvotienten er helt så høj som tilforn, men et par gedigne ørehængere kan man nu godt finde uden at skulle lede helt hysterisk.

Så altså summa summarum og i fuld fart ud af den kreative klasse (før jeg får knækket min sabel, bliver frataget mine ordener og ekskluderet med vanære og syv slægtleds forbandelse) giver jeg uden tøven DanmarkDenmark min anbefaling med på vejen. For what it's worth.

Nephew: DanmarkDenmark (Copenhagen Records) Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Ejsing

Det kan ærge mig, at anmelderen bruger så meget tekst på malerisk og selviscenesættende sprogbrug, i forhold til hvor mange linjer der skrives om indholdet af Nephews plade. Det burde være dét, der fik den primære opmærksomhed, og ikke Klaus Lynggaards personlige forhold til begrebet den kreative klasse. Kom til sagen; det andet er mindre vedkommende.

Tænk sig Anders, jeg havde præcis samme tanke da jeg læste "anmeldelsen" Manden skulle jo havde været filosof og ikke pladeanmelder.

Så hvor fanden er anmeldsen af pladen, - kommer den mon i næste uge ?