Læsetid: 7 min.

Nørdernes hævn

Hvor forskellige de indbyrdes måtte være, de tre misfits Elvis Costello, Iggy Pop og E fra eels, har de dog et par ting tilfælles: De lyder ikke deres døbenavn og deres respektive nyudgivne cd'er er alle strålende lytning - og lidt til
Elvis Costello (hvis forældre mente han skulle hedde Declan Patrick MacManus) har med sit seneste album -Secret, Profane & Sugarcane- udgivet en af de plader, som uden den store ståhej tryllebinder lytteren og diskret skaber en afhængighed af den mere charmerende slags. Pladen udkom i går. PR-

Elvis Costello (hvis forældre mente han skulle hedde Declan Patrick MacManus) har med sit seneste album -Secret, Profane & Sugarcane- udgivet en af de plader, som uden den store ståhej tryllebinder lytteren og diskret skaber en afhængighed af den mere charmerende slags. Pladen udkom i går. PR-

James O-Mara

3. juni 2009

Det var ikke lige til at vide, hvor ambitiøs han egentlig var, denne Elvis Costello (hvis forældre mente, han skulle hedde Declan Patrick MacManus), dengang han først stak snotten frem tilbage i 1977.

Han lignede klassens nørdede brilleabe, og han var vred som bare fanden - men i modsætning til megen af datidens agiterende og primalskrigende punkere var han fra starten voldsomt velformuleret. Ondskabsfuld, frustreret, selvhadsk og alt det der, men sprogligt ætsende præcis, ja, man gad ikke være i skoene på den eller dem, han rettede de verbale skyts mod, for kors, hvor det dog sved.

Og set i bakspejlet var han også musikalsk en usædvanlig raffineret auteur, hvad angik såvel melodi som harmoni - en sang som den om "Alison" på debut-lp'en My Aim Is True (1977) lagde sig i højere grad i forlængelse af Cole Porter og Rodgers-Hart end samtidige som Sex Pistols og The Clash.

Thi selvom Costello trak på punkens vrede og energi kunne han ikke skjule sin musikalske sofistikation eller en usædvanlig bred orientering (jazz, soul, Broadway, country m.m.), og i løbet af 30 usædvanligt aktive år har han udsendt plader inden for et så oprørt hav af stilarter - gerne i samarbejde med så forskelligartede koryfæer som The Kronos Quartet, Allen Toussaint, Anne Sofie von Otter og Burt Bacharach - at det er den rene galimatias at forsøge at sætte manden i bås. Han gør, hvad der passer ham og falder gerne på snotten i fuld offentlighed, hvis han blot føler sig udfordret nok af en hvilken som helst givet opgave. Det gør hans samlede værk kolossalt ujævnt rent kunstnerisk, men aldrig - ALDRIG - kedeligt.

Det samme kan fandeme ikke siges om ret mange andre, uanset afsæt eller ståsted. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange udgivelser den gode Costello har på bagen, men kan på stående fod godt remse en stribe (flere end De nok går og tror!) uangribelige klassikere, det også er blevet til. Og det er slet ikke usandsynligt, at hans seneste, Secret, Profane & Sugarcane, vil kunne ende som et af de der Costello-album, der bare ikke er til at komme uden om.

Først og fremmest fordi de 13 sange (inklusive den gamle traver "Changing Partners") denne gang ikke er ved at synke under vægten af ophavsmandens ambitioner. Der er holdt klædeligt igen med de bizarre akkordrækkefølger og snoede, umulige-at-synge-melodilinjer og den opulente instrumentering til fordel for en klædelig no nonsense-approach på alle fronter. Backet af et band i en genre, som til forveksling minder om vore dages kurante americana/alt.country-stil, præges det instrumentale af enkelhed og mådehold, med Jerry Douglas' dobro og Stuart Duncans fiol som højde- og pejlepunkter i et lækkert og luftigt lydbillede, smukt tilrettelagt af ingen ringere end Costellos gamle legekammerat T-Bone Burnett. Det er en af de plader, som uden den store ståhej tryllebinder lytteren og diskret skaber en afhængighed af den mere charmerende slags.

Atletisk udfarende devil

I lighed med Costello var Iggy Pop ikke helt tilfreds med sit døbenavn - okay, James Osterberg emmer heller ikke ligefrem af rock'n'roll og sexappeal - og benyttede turen ind i musikbranchen til at kreere sig en helt ny persona med dertil hørende navn.

Hvorved en genert og astmatisk bogorm fra en trailerpark i Michigan forvandledes til en af rockens store atletisk udfarende daredevils, som via gruppen The Stooges skrev rockhistorie og med hjælp fra David Bowie fik en forrygende start på sin solokarriere i det herrens år 1977 med to album, der af mange stadig regnes for hans ypperligste - The Idiot og Lust for Life. Siden er det i den grad gået op og ned, thi selv om denne Iggy Pop er og bliver et unikum på en scene (selv i dag, som 62-årig, er det de færreste, der når ham til sokkeholderne, hvad angår spektakulær scenisk selviscenesættelse og ditto udfoldelse), er han som pladekunstner et frustrerende bekendtskab. Med undtagelse af det atypisk stilfærdigt akustiske Avenue B (1999) skal man tilbage til 1990's Brick by Brick for at finde en Iggy-plade, der tåler at blive hørt fra start til slut. Og det er en gåde at en så intelligent og velartikuleret herre som monsieur Pop - således altid en fornøjelse at læse et interview med, en undtagelse blandt rockmusikere - kan stille sig tilfreds med at udsende så sjuskede, ligegyldige og på alle måder uartikulerede skiver, som han med ujævne mellemrum gør; ja, selv gendannelsen af The Stooges gav kun verden 2007's mildt underlødige The Weirdness.

Derfor er glæden over det neddæmpede Preliminaries også til at tage og føle på her i lejren. Her lyder det, som om Iggy Pop endelig har opgivet jagten på Universets Mest Stupide Guitarriff til fordel for et mere raffineret, ja næsten subtilt udtryk med plads til coverversioner af noget så lidet rockmusikalsk som Joseph Kosma og Jacques Préverts udødelige Les Feuilles Mortes (tilmed på originalsprog og i to forskellige versioner, så kom ikke her) og Antonio Carlos Jobims "How Insensitive", blandet op med originale kompositioner af højere kvalitet end længe fra den kant.

Ifølge Iggy er sangskrivningen inspireret af Michel Houellebecqs i øvrigt læseværdige roman, Muligheden af en ø fra 1995. Denne anmelder skal ikke gøre sig klog på, hvordan det lige spiller ind, men nøjes med at konstatere, i hvor høj grad det klæder Iggy Pop at skrue ned for det strømførende til fordel for et mere sanseligt og nuanceret lydbillede, hvor hans udtryksfulde vokal kan få lov til at folde sig ud i al sin massive maskulinitet.

Det er en lettelse at høre, hvorledes han for en gangs skyld tager sit talent og sin intelligens alvorligt og leverer en gennemarbejdet skive, der helt enkelt bare holder.

Sange fra Verdens Ende

Hvad man i øvrigt måtte mene om E - ja, far og mor mente, han skulle hedde Mark Oliver Everett, men dem om det - amerikansk sangskriver og sanger par excellence og frontfigur i for ikke at sige synonym med ensemblet eels, har hans kvalitetskontrol indtil videre aldrig svigtet.

Siden debuten i 1996 med Beautiful Freak (en titel med strøg af det selvbiografiske) er det blevet til i alt syv fuldfede udgivelser, hvor ingen er mindre end strålende og det seneste - Blinking Lights and Other Revelations - i al sin komplekse simplicitet fremstår som et fuldfedt mesterværk. There, I said it. E kan den svære kunst at skrive fængende og fyndige sange om livets allermest ubehagelige sider - deriblandt ikke mindst den pokkers ubelejlige og på alle måder uomgængelige død, ja det er én af hovedstrømmene i hans af intelligens gennemlyste sangskrivning. Et andet særtræk ved E er, at han - i grel modsætning til førnævnte Elvis Costello - aldrig gør det sværere, end det behøver at være. Hans sange er både melodisk og harmonisk næsten undseelige, men ikke desto mindre melodisk uforglemmelige og på alle niveauer hamrende effektive, ja i en mere perfekt verden kunne de til nød forveksles med hits.

Nå, men han må nøjes med de royalties, der strømmer ind fra animationsserien om Shrek, hvis skabere altid inkluderer mindst en eels-sang i disse herlige films. Hvilket giver god mening, thi E giver stemme til denne verdens nørdede misfits med sine simple, men dybdeborende sange fra Verdens Ende.

Og der er hans seneste cd - Hombre Lobo; 12 Songs of Desire - ingen undtagelse. Den spanske titel betyder oversat såmænd 'varulv' og det er dog også noget af en outsiderposition at befinde sig i. E har aldrig lagt skjul på at være en både horny little bastard og en dybt romantisk sjæl (som så mange af os), og de 12 sange på pladen her kredser i et væk om begær, længsel, jalousi, kærlighedens almagt og afmagt samt alle dens nuancer, faldgruber und so weiter.

En uudtømmelig kilde for kunstnere worldwide, men E & co. formår uden falbelader at give dem retning, særpræg og mening. Det er virkelig fremragende (uden på nogen måde at tangere den geniale forgænger, men mindre kan altså gøre det), never a dull moment og masser af både god og ond energi. Den er såmænd Deres ATP-penge værd, gode medmenneske.

Hvad kan jeg sige - tre excellente udgivelser fra tre af rockscenens mere fascinerende personager; der alle startede som nørdede outsidere, hvad de i og for sig stadig er på hver deres måde. Men er der monstro en mere passende hævn for en nørd end at oversvømme verden med god kunst?

Eller i dette tilfælde - gode sange, godt sungne, arrangerede, producerede og spillede!

Elvis Costello: Secret, Profane & Sugarcane (HearMusic/Universal)

Iggy Pop: Preliminaries (Virgin/EMI)

Eels: Hombre Lobo - 12 Songs of Desire (Vagrant/V2/Bonnier-Amigo)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu