Det er i år 10 år siden, NATO smed bomber over Beograd. Og først i de seneste dage har jeg fået chancen for at fatte lidt af, hvad der skete dernede, for først nu er der faldet mig en bog i hænde, der kan forklare det for mig på en anden måde, end nyhedsreportager, politikertaler og læserbreve har kunnet det. Den måde, som jeg kan forstå, skønlitteraturens måde. Det drejer sig om den serbiske forfatter Vladimir Arsenijevic's krigsdagbog Mexico.
I tiden op til bombardementerne befinder Arsenijevic sig ikke i frygt, men i "konstant før-rejse-begejstring", fordi han er på vej til Mexico, med hjælp fra organisationen Det Internationale Forfatterparlament. Han har lige købt sig et nyt skrivehæfte "i A4-format med et hårdt neonblåt omslag og grøn spiralryg" og forestiller sig, mens han forpustet og is-åndende går op ad den stejle bakke til sin lejlighed i Beograd, at det skal være hans "solbeskinnede mexicanske hæfte". Men afrejsen trækker i langdrag, og de første linjer i hæftet skrives ikke i det solbeskinnede Mexico, men i det bombehærgede Beograd, den 26. marts 1999. Da han to måneder senere er ved at lande i Mexio City med sin ekshustru og deres to børn, er hæftet fuldt, og han er i gang med et nyt ("af et lidt mindre format end det forrige med kartonomslag uden farver og spiralryg").
Optegnelserne fra det neonblå hæfte udgør størstedelen af krigsdagbogen. Det at man kan se hæfterne for sig, som Arsenijevic sidder og skriver i, det at han omstændeligt dvæler ved deres materialitet, er med til at give læseren fornemmelsen af at være med i en hverdag midt i en krig, med lige dér, hvor man kan høre pennen mod papiret, dér hvor skriften for forfatteren også vil knytte sig til en erindring om et hæftes særlige farve og spiralryg.
At et hæfte, der skulle have været fyldt med solbeskinnede optegnelser fra et farvestrålende land, i stedet bliver fyldt med nøgterne notater fra en hverdag i en krigshærget by, lægger selvfølgelig også kontrastens skær over beretningen; en kontrast der er virksom allerede i titlen: Mexico. Krigsdagbog.
Serberen og albaneren
Den albanske forfatter Xhevdet får sin helt egen beretning i bogen. Dens sidste tredjedel, som er skrevet i Mexico City, bærer titlen "Xhevdet og mig" og skildrer med stor, men diskret varme venskabet mellem disse to mænd, serberen og albaneren, som i den region de stammer fra, er gjort til dødsfjender.
Serberen (Arsenijevic) ender sin krigsdagbog ved at fortælle albanerens historie. Og hvor hans egne krigsoplevelser er blevet serveret for os i nøgterne optegnelser, der har handlet lige så meget om træthed, irritation, forår, skriveproblemer og dårlig musik i radioen som om bomber og propaganda, bliver tredjepersons-fortællingen om Xhevdet og hans familie en gribende og mere episk beretning om et offer for den etniske konflikts grusomheder. Som om fortælleren kan lægge mere følelse og indlevelse, mere suggestionskraft, i en fortælling, der handler om en anden end ham selv.
Xhevdets historie lader os forstå, hvad det vil sige at miste sit hjem, sine venner, sin familie og næsten sit eget liv på grund af etniske udrensninger. Der er skildringen af de til Mexico medbragte førkrigs-fotografier af Xhevdets familie og venner, som i al deres banalitet er ubærlige at betragte efter krigen, hvor mange af dem er døde. Der er skildringen af, hvordan Xhevdet indretter sin egen kiste i en septiktank, som står ved hans hus: fylder den med sine vigtigste bøger, breve og cd'er og gemmer sig i den, hver gang han tror en serbisk patrulje på vej: "som om han allerede var begravet ligesom en farao eller en mytisk helt". Der er, måske mest chokerende af alt, skildringen af det, som Arsenijevic kalder krigens "dystre post-happy end": den periode, hvor de europæiske og amerikanske statsledere skålede i champagne over krigens afslutning, mens etniske drab og gengældelsesdrab fortsatte uhæmmet og uagtet: "Der var 'fred', men mennesker, som han holdt af, fortsatte med at dø på de mest forfærdelige måder."
Lyden af tegnefilm
Da Xhevdet i den albanske middelhavsby Drac genforenes med sin familie, efter at have svævet i uvished om deres eksistens, vågner han op til en solbeskinnet morgen og hører fra dagligstuen "de sødeste lyde, som han overhovedet var i stand til at forestille sig: [Børnenes] sorgløse latter blandet med larmen og fløjten og den hektiske musik fra tegnefilm, hvor lyden var skruet alt for højt op."
En sådan fridagsmorgen i familiens skød hører sådan set til et af mine egne rædsels-scenarier: at vågne op til lyden af alt for høj tegnefilm og børn, der burde lave alt muligt andet og mere aktivt og kreativt end at se fjernsyn. Men min forståelse af, hvad der er rædsel, sættes i behørigt perspektiv af (Arsenijevics fremstilling af) Xhevdets perspektiv. Allerede i Arsenijevics første optegnelser fra det bombarderede Beograd lyder det: "Normaliteten er vores religion", og denne religion bekender også Xhevdet sig til efter sin levende død i septiktanken: "kærlighed, hensynsfuldhed og Normalitet. For sin familie og sig selv. Hverken mere eller mindre".
Ved grænsen til Albanien overvældes Xhevdet ved synet af den mægtige flygtningeflod, hvori "alle Kosovo-udvandringernes morbide strømme" forenes, kun for fra fortællerens perspektiv at blive opløst i enkeltskæbner: "enhver med sin egen historie, ikke mindre tragisk, ikke mindre vanvittig og uretfærdig, ikke mindre værd at blive nedskreven end den, som her fortælles". Litteraturen kan give os dette blik på den enkelte i flygtningekolonnen, og derfor er det en gave (om end en tung gave), Arsenejivic har givet os ved under krigens tid at vie sin litterære kraft til et vidnesbyrd.
