Læsetid: 6 min.

Det nye og det gamle New York

New Yorks gamle støjrockmestre Sonic Youth kan stadig lyne selv efter at de er flyttet til New Jersey. Men det er i bydelen Brooklyn hos Dirty Projectors at vi får nye fløjlsrevolutioner
New Yorks gamle støjrockmestre Sonic Youth kan stadig lyne selv efter at de er flyttet til New Jersey. Men det er i bydelen Brooklyn hos Dirty Projectors at vi får nye fløjlsrevolutioner
10. juni 2009

New York City er ikke, hvad den har været. Sådan rockmusikalsk set. Byen hvor Velvet Underground hældte tjære og underkastelse og dissonans i rockmusikken. Byen hvor Patti Smith og Ramones gav punkrocken vidt forskelligt liv. Hvor Blondie og Talking Heads redefinerede pop. Hvor no wave-folk som DNA og Lydia Lunch i sen-70'erne begyndte at demontere rock- og punkformatet, så kun primalskriget og kramperne var tilbage. Byen hvor musikere som Band of Susans, Rhys Chatham, Glenn Branca og Sonic Youth brugte støjen og dissonansen som vigtige æstetiske virkemidler. Byen hvor rocken er blevet iklædt stadig skiftende lag af hård hud og samtidig har blotlagt nye rå nerver i traditionen oplever i disse år en geografisk og stilistisk omdefinering af sin enorme rockarv.

I mellemtiden er tidligere nybrud såsom new yorker-støjen jo også blevet konvention. Bands som Sonic Youth og deres beundrere Nirvana fra vestkysten har for længe siden gjort mainstream opmærksom på hvor ekstatisk og redefinerende en faktor den forvredne, betændte, gnistrende, sitrende, kollapsende, detonerende guitarlyd kan være. Men konventioner skal pilles fra hinanden, og nye generationer vil have deres egen lyd. Og et nyt kuld af blog-ædende, pirat-fråsende, farvestrålende forpjuskede ynglinge har fundet deres egne darlings, som opererer med pivåben æstetik, med en altopsugende musikalsk habitus.

Og det sker stadig i høj grad i New York City, hvor nye dissidenter for længst har afsikret deres instrumenter og gennemført deres egen fløjlsrevolution. Det er bare ikke længere på Manhattan at de musikalske åbenbaringer fødes. Øen, hvor spillestedet CBGB's blev født og defineret af Ramones, Blondie, Patti Smith, Television, Talking Heads. Øen, hvor Sonic Youth & Co. slog sig løs i det kondemneringsmodne downtown. Øen, der husede Sonic Youths studie i Murray Street, hvor en flymotor crash-landede den 11. september 2001. Øen, der over snart mange år har jaget kreative sjæle på flugt med sine hysteriske huslejepriser, som har medvirket til at lukke bl.a. CBGB's og det eksperimenterende spillested Tonic. Og som har været med til at sikre at Manhattan ikke længere er byens afgørende kraftcenter.

Der er sket en økonomisk og kunstnerisk emigration over broerne til især bydelen Brooklyn, hvor et væld af bands er blevet en del af det, som inkarnerede Manhattan-beboere kalder for "the bridge & tunnel-crowd". Men de kan rynke lige så meget på næsen, som de har lyst til, ovre på Manhattan. Det formindsker ikke hipness-faktor og skaberkraft i Brooklyn.

Det er i Brooklyn at navne som Animal Collective, Grizzly Bear, TV On The Radio, CocoRosie, Sufjan Stevens, The National, Liars og Oneida har eller har haft til huse og har defineret nye sære former for rock og pop samt medvirket til at give liv til freakfolk'en. Og det er også i Brooklyn at Dirty Projectors holder til og for tiden flirter med mainstream i samarbejder med bysbarnet David Byrne og islandske Björk (som også har til huse i NYC). Det betyder nu ikke at bandets nye, femte album vil føre dem lige lukt i armene på mainstream, og det er skam heller ikke her at man finder nævnte kendisser. Bitte Orca er nemlig endnu et egensindigt, halsstarrigt undersøgende, sært spraglet rockalbum.

Dave Longstreth er frontmanden og den overrumplende komponist i Dirty Projectors, men centralt for bandets udtryk er efterhånden også de to forrygende sangerinder og instrumentalister Angel Deradoorian og Amber Coffman (og fuldendt af trommeslageren Brian Mcomber, bassisten Nat Baldwin og vokalisten Haley Dekle). De er kommet mere i front på Bitte Orca, ja, de synger endda for på et par af numrene. Men lykkeligvis er Dave Longstreths udskridende sangstil stadig også ofte i fokus, og den bringer endnu engang ham (og os) rundt i kontrolleret sindssyge, absurdistisk opera, guddommeligt kruk, skingrende nerveender, sublim ekspressionisme og skønsang med indbygget katastrofe. Hvilket sangskrivningen supplerer på forunderlig vis. Skizofreni. Skønhed. Umulige sammenstillinger. Programmeret bas og percussion modsvares af afrikansk farvede guitartriller. Akustisk guitar fileteres af elguitarer. R&b forvandlet til indie med rislende vistnok semi-afrikansk riff om anklerne og et tungt groove om halsen. 60'er-klingende indie-salme bliver udsat for kammerstrygere. En smuk ballade ender i rasende kortsluttende guitarriffs. Der er indsyet et utal af barberblade i sangene på Bitte Orca.

Dirty Projectors markerer på deres egen måde en ny form for åbenhed og diversitet og fabulerende sprælskhed i den nybrydende rockmusik fra Brooklyn. Men i modsætning til toneangivende bands som Animal Collective og TV On The Radio, så er det mere på det kompositoriske plan at det foregår. Men det betyder nu ikke at Longstreth & Co.'s dyrker en stramt naturalistisk tilgang til produktioner. De er bare ikke hyperkomplekse eller neo-psykedeliske, men dyrker en rimelig rent defineret placering af musikere i mixningens fiktion.

Og de kommer vidt omkring uden at miste fatningen. Her er digressioner, associationer, kopernikanske vendinger, indsprøjtninger fra nær og fjern. Her er f.eks. hvad der lyder som malinesisk guitar-krummelure. Men også apoplektisk støj fra det tidligere New York, især no wave-scenens guitardestruktioner a la bandet DNA. Her er ophøjet ærværdige viser et sted mellem Nico og Joni Mitchell. Jazz. Electronica. Grooves og dekonstruktioner af samme. Dirty Projectors kan lyde som en skizofren udgave af Paul Simons Graceland eller som bysbørnene Talking Heads (som holdt til på Manhattan) hvis åbne æstetik og newyorker-arv Longstreth & Co. løfter på smukkeste vis.

Dette ville have været en mere dynamisk dobbeltanmeldelse, hvis jeg kunne skrive at Sonic Youth så i mellemtiden var visnet. At generationsopgøret var totalt. Men selvom Sonic Youth ikke er, hvad de har været, og selvom deres seneste album The Eternal indledes med et par fjollede rockere, som kunne antyde at bandet er forfaldet til patetisk jagt på svunden ungdom, ja, så er The Eternal faktisk et charmerende og nærmest organisk elegant støjpopalbum. Sange som "Poison Arrow", "Maliby Gas Station" og "Thunderclap (For Bobby Pyn)" er vital tyggegummistøj med frække omkvæd og rikochetterende guitar-riffs, som vi kender og elsker det fra den stærkeste guitar-angrebsduo i vesten, Thurston Moore og Lee Ranaldo, der nu også får med- og modspil af den tidligere bassist Kim Gordon.

Sonic Youth har også omgrupperet og er blevet en kvintet (igen) med inklusionen af bassisten Steve Ibold (tidligere i Pavement), som holder rytmen sammen med den evige trommeslager Steve Shelley. Og bandet er immigreret vestpå til Hoboken i den forkætrede nabostat New Jersey, hvor de nu har studiet Echo Canyon West, hvor The Eternal er indspillet.

"Why are people in New York so depressed?" starter en ondsindet newyorker-joke. Og svaret lyder: "Because the light at the end of the tunnel is New Jersey". Well, i det her tilfælde har vi fra New Jersey fået et godt album fra Sonic Youth. Ikke et jordskælv, ikke et afgørende album, ikke et løfte om revitalisering og evig ungdom, men om et fortsat begavet og let erotisk følgeskab mod den støjbetændtes sols nedgang et sted ude i den asfalterede horisont.

Og så finder Sonic Youth også en majestætisk ro i bredformatet på den afsluttende, over ni minutter lange "Massage The History". En akustisk guitar - intet mindre - tegner et smukt tema, bandet folder et cinematisk lydtæppe ud og Kim Gordon opløfter stemmen nede i et intimt luftig, nærmest skønsyngende leje og minsandten om ikke alle de facetter, jeg savner, når hun kører sin rå, deklamatoriske stil, åbenbarer sig her.

Mellem Sonic Youth og Dirty Projectors er der cirka to årtiers musik. Masser af rockhistorie. Mesterværker, vildskud, løfter og et bundløst lokum af makværk. I den ene ende af denne tidslinie et band, der har formået at udvikle sig, krydse avantgarde med rock'n'roll, finde en uendelighed af klanglige og melodiske muligheder i behandlingen og stemningen af elguitarerne. I den anden ende et projekt som drives af en mand, der næres af globalisering og postmodernitet og alligevel formår at slå dybe rødder i sin umiddelbare virkelighed. En mand der ikke så meget tænker i klang, som i komposition; i en nærmest demonstrativ, men aldrig mindre end inderlig heterogent kvantespringende sangskrivning. En mand som aldrig fremstår mindre end dybt fokuseret, knivskarpt personlig. Selv når hans sange er allermest distræt associative.

Jeg stemmer for en langsom Sonic Youth-plade uden rockere næste gang. Den kan blive gudesmuk. Og Dirty Projectors? Bare rejs videre ud ad jeres krøllede stier. Det ender tilsyneladende godt, uanset hvilken retning, I vælger.

Dirty Projectors: Bitte Orca (Domino Records/Playground)

Sonic Youth: The Eternal (Matador Records/Playground)

Udkommer begge mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu