Læsetid: 5 min.

Der var også lykkelige dage i Auschwitz

For første gang på dansk får vi polske Tadeusz Borowskis på én gang nøgternt-realistiske og poetiske fortællinger om liv og død i Auschwitz og Dachau
Ærligt. I -Hos os i Auschwitz- fortæller Tadeusz Borowski uden omsvøb og meget personligt om livet i Auschwitz - og ikke mindst hvad han selv gjorde for at holde sig i live.

Ærligt. I -Hos os i Auschwitz- fortæller Tadeusz Borowski uden omsvøb og meget personligt om livet i Auschwitz - og ikke mindst hvad han selv gjorde for at holde sig i live.

Janek Skarzynski

4. juni 2009

Det ene hovedværk efter det andet om oplevelserne i Auschwitz rammer os i denne varme forsommer. Først var der fra Rosinante & co. for en måned siden nyudgivelsen af Primo Levis bøger med vidnesbyrd om livet i lejren og tiden efter befrielsen. Nu er det så fra forlaget Vandkunsten den polske forfatter Tadeusz Borowskis klassiske samling af fortællinger Hos os i Auschwitz.

Borowski er umiddelbart den mindst kendte af de to, fordi han aldrig tidligere er udkommet på dansk. Men det var ham, den ungarske forfatter Imre Kertész fremhævede i sin pristale i forbindelse med nobelprisen i litteratur i 2002, hvor han sagde, at Borowskis fortællinger havde været et forbillede for ham og for den måde at skrive på, som han selv praktiserede i hovedværket De skæbneløse.

Tadeusz Borowski, der er født i 1922 med 'arisk' baggrund, var 21, da han den 29. april 1943 blev sendt til Auschwitz. Den unge litteraturstuderende og lagerarbejder var under de tyske troppers besættelse af Polen del af en gruppe unge forfattere og studerende i Warszawa, hvor man heftigt diskuterede, om man i stedet for blot at læse og skrive skulle involvere sig aktivt i modstandskampen. Borowski var af den overbevisning, at blot det at skrive og at uddanne sig i sig selv var en slags modstandskamp. Han offentliggjorde derfor en række visionære, antiheroiske digte i modstandsbevægelsens illegale tidsskrifter.

Han blev anholdt i slutningen af februar 1943 ved en tilfældig razzia, da han i sin jakkelomme bar rundt på Aldous Huxleys forbudte bog Fagre nye verden. Herefter sad han indespærret to månder i en celle i Warszawa, inden han med persontransporterne blev sendt til Auschwitz. Han pådrog sig efter kort tids hårdt arbejde i lejren en lungebetændelse, som helt sikkert ville have kostet ham livet i tyskernes gaskamre, hvis det ikke var fordi, man kort forinden i april 1943 var ophørt med at sende 'ariere' i gaskamrene for at skaffe plads til det stadig større antal jødiske fanger, der skulle likvideres.

Da han kom sig af sin sygdom, arbejdede han som sygeplejer i lejren med adgang til en række privilegier, som gjorde det muligt at overleve. Men det var også et arbejde, som bragte ham på tæt hold af de værste grusomheder i lejren, sådan som det fremgår af bogens første fortælling "Denne vej til gassen mine damer og herrer".

Den personlige fortælling

Det særlige ved Borowskis fortællinger om Auschwitz er for det første, at han insisterer på at fortælle præcist, hvad der skete, og hvordan han og hans kolleger var personligt involverede. Han beskriver derfor, hvordan han blev del af Auschwitz' triste berømmelse, hvordan han bestak sig til nemme tjanser på hospitalet, hvordan han købte og solgte mænd og kvinder, hvordan han egenhændigt skubbede muselmænd i krematorieovnene. Han fortæller ærligt om forventningerne, når en transport er på vej, for så bliver de fanger, der bistår tømningen af vognene, for en gangs skyld mætte, når de kan få del i rovet af madvarer og guld (som dog går til det tyske rige) fra de nyankomne fanger, som ikke længere har brug for det. Han beskriver, hvordan han er med til at genne fangerne ud af togvognene og hen til den store selektion, rydde vognene for de lig af især børn og ældre, som ikke havde overleveret transporten, og at ledsage de, der skulle til gaskamrene og til sidst til krematorierne.

Som Borowski selv beskriver det i et essay, så er den vigtigste regel i forbindelse med at skrive om Auschwitz, at man aldrig må fortælle upersonligt om det. Som overlevende har han en pligt til at forklare præcist, hvad en lejr er, og man må aldrig glemme at forklare, hvordan det gik til, at netop han overlevede, for ellers vil man herefter blive stillet spørgsmålet: "Hvordan gik det til, at netop du overlevede? ... "

Det andet særlige ved Borowskis fortællinger er beskrivelsen af de uhyrlige rædsler holdt op mod beskrivelsen af nærmest trivielle hverdage i lejren. I den sammenhæng må fortællingen "En dag i Harmenze" fremhæves. Den åbner: "Kastanjernes skygge er grøn og blød. Den vugger let over jorden, der endnu er fugtig efter gravearbejdet, og hvælver sig over vores hoveder som en søgrøn kuppel af morgenluft. Langs landevejen danner træerne espalier, deres kroner rager højt op i himlen. Fra dammene kommer en bedøvende lugt af sump. Det fløjsbløde, grønne græs gnistrer sølvhvidt af dug, men jorden damper allerede i solen. Det bliver en varm dag". Og ender i brutal fornedrelse og drab på to græske fanger. Undervejs er der tid til refleksioner over byttehandler, flotte håndsyede mokkasiner, og hvad mændene går og fløjter.

Et andet eksempel på noget af det, Borowski kan, er fra fortællingen 'De der gik' og et billede, som for undertegnede på grund af sin trivielle baggrund har prentet sig ind bevidstheden, hvor det næppe slipper igen. Borowski beskriver, hvordan de anlagde en fodboldbane bag hospitalsbarakkerne. Et stykke bag målet, adskilt af pigtråd, ligger rampen, hvor transporterne ankommer, og ikke så langt væk derfra bag en lille skov ligger krematorierne. En søndag, hvor den unge Tadeusz står på mål, lægger han i forbindelse med et mål-spark mærke til, at et tog netop er kørt ind. Kvinderne går i deres sommerkjoler, og mændene har taget deres jakker over armen. Optoget bevæger sig langsomt af sted, og stadig flere folk fra vognene kommer til. Tadeusz sætter kampen igang igen, bolden bevæger sig fra fod til fod og vender kort tid efter tilbage til målet, hvor han er nødt til at give hjørnespark. Da han henter bolden for at kaste den over til hjørnet, stivner han: rampen er tom. Hele den brogede, sommerlige flok er borte. Ikke et eneste menneske er tilbage, og togvognene er kørt væk igen. Og så kommer sætningen:

"Mellem et målspark og et hjørnespark havde man gasset 3.000 mennesker bag min ryg".

Selvmordet

Borowski blev, da de allierede tropper nærmede sig, deporteret videre til en anden lejr, Dachau. Herfra blev han befriet af amerikanerne. Han blev dog ikke hjemsendt med det samme, men måtte tilbringe adskillige måneder i en tidligere SS-lejr uden for München. Først i slutningen af maj 1946 kunne han vende tilbage til sit krigshærgede fædreland. Her fandt han ud af, at hans kæreste, Maria Rundo, også mirakuløst havde overlevet opholdet i Birkenaus kvindelejr. De bliver genforenet og gift senere på året.

De kommende år blev en stor skuffelse for den i forvejen desillusionerede Borowski. Først meldte han sig frivilligt ind i det polske kommunistparti, men oplevede et chock, da en af hans nærmeste venner blev udsat for tortur af det hemmelige polske politi. Han så ikke andet end en gentagelse af det barbariske fra nazisternes styre. Han så ikke andet end en verden af sten, sådan som titlen også lyder på hans sidste bog. Den 1. juli 1951 i en alder af knap 30 stak han frivilligt hovedet ind i gasovnen i sin lejlighed og indåndede den dødbringende gas, som han havde undgået i Auschwitz. Det var hans tredje selvmordsforsøg.

Borowskis eget liv gik fuldstændig i stykker. Det, der står tilbage, er hans vidnesbyrd, som samtidig er et af de vigtigste litterære dokumenter om de rædsler, der blev begået i nazisternes koncentrationslejre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu