Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

På sporet af en ganske særlig kærlighed

Tysk-ungarske Johanna Adorján gør, hvad hun kan, for at blive lukket ind i sine bedsteforældres historie
Rekonstruktion. Oktoberopgøret i Budapest i 1956, der mindes her i 2006, sendte hundredvis af ungarere på flugt - også Johanna Adorjáns bedsteforældre. De talte aldrig om deres liv før 1956, og i 1991 begik de selvmord sammen. Deres barnebarn har nu skrevet en bog om deres liv og specielle kærlighed.

Rekonstruktion. Oktoberopgøret i Budapest i 1956, der mindes her i 2006, sendte hundredvis af ungarere på flugt - også Johanna Adorjáns bedsteforældre. De talte aldrig om deres liv før 1956, og i 1991 begik de selvmord sammen. Deres barnebarn har nu skrevet en bog om deres liv og specielle kærlighed.

Laszlo Balogh

Kultur
4. juni 2009

"Vi har levet sammen, vi dør sammen. Vi har elsket jer meget. Mami."

Hvordan mon det er at finde et så kortfattet afskedsbrev fra sin mor og bedstemor, oven i købet på en simpel Post-it-lap? Lappen sidder fast på et længere afskedsbrev fra hendes mand, som forklarer, at hans selvmord er velovervejet og skyldes den pinefulde sygdom, der er ved at slå ham ihjel. Hvis selvmord kan give mening for de efterladte, er den gamle István Adorjáns nok et af dem. Men Veras? Hun var yngre og meget friskere end sin mand. Hvordan kan hendes børn og børnebørn forlige sig med, at det åbenbart ikke gav mening for hende at leve videre med dem?

Det er dette pinefulde spørgsmål, der ligger bag Johanna Adorjáns (f. 1971) bog om bedsteforældrenes dobbeltselvmord i 1991 (interview her i avisen den 14. april). På familiens vegne har Adorján påtaget sig at efterforske og sætte ord på alt det uforståelige omkring bedsteforældrene og deres eksklusive kærlighed, som den dobbelttydigt kaldes i den tyske originaltitel. Bogen er tilegnet faren, en smuk gestus der vidner om, at hun føler med hans tab og ikke vil lade sig ekskludere fra hans sorg.

En fascinerende historie

I en på mange måder vellykket blanding af journalistisk research, personlige optegnelser og litterær rekonstruktion lykkes det Adorján at formidle alt, hvad hun ved og har opsporet om de ungarsk-jødiske bedsteforældre. Det er egentlig ikke ret meget, for de nægtede selv kategorisk at fortælle nogen om deres liv før 1956, og derfor kan hun kun gætte på, hvordan de forholdt sig til det holocaust, som de med nød og næppe overlevede, til deres partipampertilværelse i efterkrigstidens Ungarn, til revolutionen og den russiske invasion, til den efterfølgende flugt fra Ungarn til Danmark, hvor deres nye liv og nye tidsregning begyndte.

Trods det begrænsede materiale fra hovedpersonerne selv og de sparsomme resultater af flere interviews, formår historien at fascinere, også selv om det nogle steder er frustrerende at følge den unge kvindes spekulationer i stedet for hovedpersonernes egne oplevelser. Men det er vilkåret for bogen, dens store udfordring, som forfatteren kæmper med i sit forsøg på at nå frem til en forståelse.

Barnebarnet Johanna opdager, hvordan hun på mange måder ligner sin udadtil højbrynede og utilgængelige, men inderst inde fundamentalt usikre farmor, hvilket giver hende en vis forståelse for, at man kan vælge at følge den sikre kærlighed i døden. Og hun erfarer, at det eneste sted, hun, som er barn af en ungarsk-jødisk far og en tysk mor, føler sig rigtig hjemme og tryg, er i Israel. Som efterforskningens vigtige omdrejningspunkt virker forfatteren dog i glimt forbavsende umoden.

Refleksioner og dramatisering

De personlige ledemotiver, hun bidrager med, er således solbriller og læbestift. Måske igen et udtryk for den nedarvede optagethed af facaden, men det har konsekvenser for teksten, at forfatteren på den måde kommer til at gøre en lidt overfladisk figur. Flere steder er det, som om hendes selvironiske bevidsthed om banale nutidsovervejelser skrider ud i et koketteri med egen forfængelighed. Som når hun fortæller, at hun efter selvmordet begyndte at ryge for at komme tættere på farmoren:

"På et eller andet tidspunkt holdt jeg så alligevel op. Frygten for rynker var stærkere."

Af og til spores der også en lidt for letkøbt foragt for dem, der ikke mærkede eller ikke lod sig mærke med holocaust eller kommunistregime.

Disse glimt af koketteri og arrogance generer, men mere end opvejes af den omhyggelige genskabelse af bedsteforældrenes sidste dag. De eksplicitte formuleringer af Adorjáns tilnærmelser til en forståelse har ligesom alle rejserne og interviewene netop deres berettigelse som den nødvendige baggrund for rekonstruktionens gribende og formfuldendte dramatisering.

Den gensidige respekt og store kærlighed bliver mærkbar her, hvor det ældre ægtepar kæderygende, roligt og høfligt konverserende kommer igennem dagens rutiner, iblandet forberedelserne til selvmordet. Helhedsindtrykket bliver derfor en fin lille tekst, som i øvrigt er udmærket oversat til dansk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her