Læsetid: 6 min.

Peer Hultberg på sporet af den tabte tid

En afdød forfatter har skrevet om sine afdøde forældre. Et stort had får frit afløb i det bogværk, som den nordiske prismodtager først ville have udgivet efter sin død. Bøgerne er rystende læsning, dels på grund af den glædesløse barndom, der beskrives, dels for det voksne barns uforsonlighed
Nu afdøde Peer Hultbergs bogværk -Selvbiografi og Brev- er både rystende og uafrysteligt. Forfatteren har skrevet om sine adoptivforældre og sin opvækst - men han krævede dog, at udgivelsen først måtte finde sted, efter han var død.Peer Hultberg døde i 2007.

Nu afdøde Peer Hultbergs bogværk -Selvbiografi og Brev- er både rystende og uafrysteligt. Forfatteren har skrevet om sine adoptivforældre og sin opvækst - men han krævede dog, at udgivelsen først måtte finde sted, efter han var død.Peer Hultberg døde i 2007.

Per Morten Abrahamsen

2. juni 2009

Dette er en helt usædvanlig bogudgivelse. Forfatteren Peer Hultberg, som fik Nordisk Råds litteraturpris i 1993, skrev to manuskripter, som han bestemte først måtte udgives efter, at han var død. Hvorfor? Han døde i 2007, og nu foreligger de, og det er let at se, hvorfor han traf den beslutning.

De rummer et nådesløst opgør med hans adoptivforældre, som for resten begge er døde, ligesom hans adoptivsøster er. Desuden skildrer han sine homoseksuelle forhold ganske detaljeret. Han var et meget privat menneske, der måske havde forbehold over for at 'stå frem' med sådanne bekendelser i levende live. Han havde en høj blufærdighedstærskel.

Men hvorfor udgiver en afdød forfatter en bog om to mennesker, som for længst er døde og begravede, og tilmed efter, at han selv er død? Til hvilken nytte skal vi have dette indblik med mange tilsyneladende ligegyldige detaljer i en families forhold i henholdsvis Horsens og Viborg sidst i 1940'erne og først i 50'erne? Det kan jo ikke være et hævnmotiv.

Selv forklarer han det som en retfærdighedshandling. Noget, han måtte gøre. Men det er også litteratur, og samtidig kan det læses som et psykoanalytisk dokument med mulighed for diverse fortolkninger. Peer Hultberg uddannede sig som psykoanalytiker i Schweiz og praktiserede som sådan i mange år i Hamburg.

Det er i den del af værket, som hedder Selvbiografi, at han kører frem med det svære skyts. Hans barndom var glædesløs. Den var præget af ét stort forældresvigt, skriver han igen og igen, mens han forsøger at bore sig ned i sit sinds irgange og i sin personlige historie for at udrede trådene. Han krænger sin sjæl ud. Bogen er et skrig.

Altid ironi

Hans biologiske mor bestemte sig for at bortadoptere ham, og han vidste ikke, hvem hun var. I første omgang blev han anbragt hos diakonisser, men 15 måneder gammel kom han til sine adoptivforældre. Faderen var dommerfuldmægtig, senere landsdommer i Viborg, som også er behandlet i fiktiv form i den prisbelønnede roman, Byen og Verden. Moderen var hjemmegående, havde ung pige som hushjælp, og var meget af en sladdertante. Ifølge Peer Hultberg udleverede hun de hemmeligheder, hun fik betroet, til andre, og han hørte hende aldrig sige noget pænt om et medmenneske. Faderen var hjemmets tyran, alting skulle gå efter hans hoved. Han kørte hjemmet militaristisk.

Forældrene havde drabelige, daglige skænderier, og under alt det gik drengen rundt og følte sig ensom. Han havde svært ved at opnå kammeratskaber og frygtede frikvartererne i skolen, hvor han blev mobbet, og ingen ville have med ham at gøre. Det lykkedes dog hen ad vejen at få enkelte kammeratskaber.

"Mine forældre bragte det værste frem i hinanden," noterer Hultberg.

Faderen svingede pisken, altid klar med ironiske bemærkninger, intet andet, moderen var svag og ængstelig og lod sig underkue. De burde være blevet skilt, men det kom ikke på tale.

"Jeg boede sammen med tre dumme mennesker," skriver Peer Hultberg og beklager manglen af intellektualitet i hjemmet. Julen var altid uhyggelig. Et andet sted skriver han, at de boede fire børn sammen, hvoraf de to skulle fungere som voksne, faderen og moderen.

Bjerget

Men værst var det, at han konstant følte sig afvist af forældrene. De interesserede sig simpelthen ikke for ham, fortalte ham ikke noget relevant, gav ham ingen gode råd, anede intet om hans skolegang og interesser, og han kunne være hjemmefra i timevis, uden at de kerede sig om, hvor han var. Lige så slemt var det, at moderen altid pralede af, hvor nem han var, og hvor godt han havde det, tonedøv over for barnet.

Hultberg: " - ikke nogen ulykkelig barndom, men en glædesløs barndom, eller en barndom, hvor jeg selv var henvist til at søge alle mine glæder." Dem søgte han i ensomhed i naturen.

Det er ikke ualmindeligt, at nogle adopterede børn har identitetsproblemer, men i Peer Hultbergs tilfælde rejste der sig med stærkere kraft en følelse af, at han ikke havde ret til at leve. Hans biologiske moder havde ikke villet have ham, og adoptivforældrene var uinteresserede.

Den følelse af at være uønsket voksede til uanede dimension, blev et uhyre bjerg, som han skulle skubbe tilbage hele tiden, så det ikke faldt ned over ham. Værre end en sisyfossten, skriver han. Selv som 54-årig, hvor han skriver det derom handlende afsnit af bogen, føler han sig ikke fri af bjerget. Han skulle i modsætning til andre fortjene sin ret til at leve. Bogen er et forsøg på at skrive sig ud af syndromet. I det andet bind af værket, brevene til moderen, hævder han, at det til sidst er lykkedes. Han kan med klar røst sige: Jeg har ret til at leve!

Løsrivelse

Tingene forandrer sig til det bedre, da han kommer i gymnasiet på Viborg Katedralskole. Han får venner, kommer med i en bridgeklub og bliver pianist, når der skal synges på skolen. Musikken er, skriver han, hans største trøst og glæde i de værste år, især Chopin. Han får undervisning hos skiftende spillelærerinder.

Som ung student kommer han til Paris på en ferie og får sin erotiske debut. Teorien blev til kød, udtrykker han det. Det går forbavsende ukompliceret. Han har aldrig været i tvivl om, at hans kærlighedsliv er orienteret mod mænd.

Mellem de mange smertepunkter, som følger en hele livet, møder vi et galleri af mennesker, som heller ikke beskrives flatterende. Om en dansklærer hedder det, at han var doven og fedladen, og om en af farens kolleger, at hvor var han dog egentlig et rædselsfuldt menneske. Sådan deles der karakterer ud, og Hultberg holder sig ikke tilbage. Der skal nok være en og anden i Viborg, der får kaffen i den gale hals.

Danmark får også nogle ord med på vejen:

"Åh, hvor er det rart at være væk fra Danmark, Danmark hvor jeg dog hader det land." skriver han, og "Danmark er en forbandelse." Danskerne er skinhellige og nidkære. Men da har han for længst indledt løsrivelsen fra sine adoptivforældres indflydelse og er i Schweiz for at studere jungianisme, studiet, som skal gøre ham til psykoanalytiker. Her finder han også sin kæreste, Fredy, en schweizisk billedkunstner, som han får en række gode år med i lejligheden i Hamburg - på passende afstand af både Viborg, forældrene og Danmark som sådan.

Sandheden

Bogen er dommedag og svovlbad, dels på grund af den frygtelige barndom, som beskrives så indgående, og også fordi så meget had er opsamlet i et menneske. Selvfølgelig tænker man også, om det virkelig kan være rigtigt, at adoptivforældrene i den grad havde gjort sig fortjent til foragt. Det synes Peer Hultberg også at have tænkt selv. Han har imidlertid ingen modererende ord om faderen, men moderen har han tilstilet en række breve, som er udkommet i et særligt bind, Brev. Man kunne også kalde denne bog second thoughts. Han ser moderen som offer for faderens tyranni, omend et villigt offer.

Han startede på manuskriptet så langt tilbage som i 1987. Brevene til moderen er fra 1990, skrevet lige efter hendes død og begravelse. Heri udtrykker han en taknemmelig, idet hun trods alt med sit lyse (og udglattende) sind har lært ham at glædes og at elske. Ikke helt svarende til det billede, han har tegnet af hende i selvbiografien. Han citerer også en veninde, som har sagt, at moderen var en livskunstner. Så hvad er sandheden?

Sand er i hvert fald den oplevelse, forfatteren har haft af sin barndom inde i sit hoved. Den er en vældig energi, som har givet næring til den litterære udladning og afhandling, som bøgerne er, den ene, selvbiografien, med langt mere tyngde end den anden.

De sidste optegnelser er fra 1998. Forfatteren ville gerne have givet manuskriptet en gennemskrivning mere, men det nåede han ikke, hvorfor udgiverne har grebet ind med nænsom hånd. Der er da også mange gentagelser rundt om i biografien, men det kan jo næsten være et stiltræk. Under alle omstændigheder: Et bogværk, som er rystende og uafrysteligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu