Der er ikke nogen, der har sagt at det skulle være behageligt at gå til koncert. Men selv inden for punk og industrial og andre former for selvpåført afstraffelse er man ved at vænne sig til en nydelsesfuld præsentation, der ellers normalt hører finkulturens, turismens og Arte-abonninernes dagsprogram til.
Da den tidligere Sort Sol-guitarist Lars Top-Galias fornemme bureau artFREQ således præsenterede industrial-konceptualisterne i Laibach i april, så foregik det i Marmorkirken. Og da selvsamme bureau i fredags præsenterede Laibachs forfædre, industrial-pionererne i britiske Throbbing Gristle (nordengelsk slang for stådreng), så foregik det på Statens Museum for Kunst. Komplet med vagter, mikrobrygget øl og airconditioneret komfort.
Velbehag har ellers aldrig været Throbbing Gristles varemærke. Fornærmelser, trusler og stroboskoplys pisket mod publikum. Operationsfilm i loops. Angst. Raseri. Væmmelse. Undergravende virksomhed. Eller » Nothing short of total war«, som der står i indercoveret til deres debutalbum The Second Annual Report of Throbbing Gristle fra 1977. Man fik ikke lov at sidde og modtage, hvad man forventede fra Throbbing Gristle tilbage i de gode gamle dage. Liggesår ikke en risiko.
Kunst var Throbbing Gristles udgangspunkt: Bandet blev dannet som lydlig backup til performancekunst-gruppen Coum Transmissions, der bestod af Genesis P-Orridge og Cosey Fanni Tutti. Og med inkluderingen af den grafiske designer Peter Sleazy Christopherson og elektronik-entusiasten Chris Carter var kvartetten fuldbyrdet, og angrebet på civilisation, medieverden, normalitet, institution og fastfrosne ideologier totalt.
Deres ætsende plader var æstetisk nedbrydende såvel som banebrydende, ja, de navngav selv det, der skulle blive til en genre med dannelsen af selskabet Industrial Records i 1977. Logoet var et billede af ovnene i Auschwitz. Og uden Throbbing Gristle var der sandsynligvis intet Laibach, Nine Inch Nails, Einstürzende Neubauten, Merzbow, My Bloody Valentine, som vi kender dem.
Ubehag som erkendelse
Lige som inden for musique concrète betvang Throbbing Gristle spolebåndoptageren med stor kreativitet og lydeffekter, tv-optagelser, found sounds , dunkende rytmer og støj, oh, støj var hovedingredienser. Og hertil Genesis P-Or ridges tørt ildevarslende sang, strømme af ord, rædsels visioner, sarkasme, fornærmelser. Fremmedgørelsens soundtrack. Støj som propaganda. Ubehag som mulighed for erkendelse.
Throbbing Gristle var frontalangreb og undergravning og stilsikkert dårlig smag. Men det er de ikke længere. Og det virker passende at de nu på et tidspunkt i deres karriere, hvor de ikke længere er skalle smækkende subversive, installeres og institutionaliseres for en stund på Statens Museum for Kunst.
Men det betyder ikke, at vi får lov at nyde begivenhederne efter drejebogen på de smagfulde stenafsatser. For ganske vist er første sæt et pænt og let fordøjeligt ambient-dub-soundtrack til Ceryth Wyn Ewans film med smukke, voldsomme, let homo-erotiske sort/hvid-stills i overblændinger.
Men andet sæt sætter tingene på plads. Ikke kun fordi vi oplever musikhistorien blive vakt til live, men også fordi bandet i både lyd og lys giver os noget at tygge på. Ikke at vi ikke kan klare lydtrykket. Bevares, vi er vel genopstandne afvigere for en aften. Ikke at vi har noget imod at bandet lader loft lyset være tændt under hele andet sæt. Vi forstår skam at påskønne en undergravning af afsender-modtager-forholdet. Men vi bliver også tvunget til det. Tvunget til at mærke bandets lydlige angreb helt ind i rygmarven og som grus og småsten mod trommehinderne, tvunget til at medtage loftlampernes larmende vibrationer som en del af udtrykket, tvunget til at være medsammensvorne i fuld belysning.
Det er mest af alt et kontor med overskud af elektronisk grej, som bandet har opstillet på scenegulvet. Et skrivebord og en kantine-stol hver. Mest slående under første sæt, hvor Genesis P-Orridge vist sidder og checker smser, og selv den ellers så seksuelt udfordrende Cosey Fanni Tutti ligner en træt sekretær. Ja, da hun filer på noget udstyr i skødet kommer jeg uvilkårligt til at tænke på en kontormus i gang med skrabeloddet og dets mulighed for en flugt fra kontorets trummerum. Lidt anderledes under andet sæt, hvor Peter Christopherson er trukket i en falsk hermelinkåbe og P-Orridge (der med sin kraftigt omopererede krop inklusive kvindebryster og smag for lyserødt dametøj favner begge køn) rejser sig og går i aktion.
Vi får seks længere numre. Majestætiske, teatralske ballader, og så det store kværnende maskineri, der straffer og saliggør. Gamle numre, såvel som nye fra bandets comeback fra 2004 og frem (de blev oprindelig opløst i 1981). Manende konstruktioner, forvredne, pinefulde, men også majestætiske klange, der svitser hjernen og straffer trommehinderne. Jernhårde beats og hvinende og kortsluttende klange, og over det hele Genesis P-Orridges besværgende vokal. Psykoseksuelt barbari og dekadente udråbstegn til punk- og post-punk-generationen.
Vi dolkes, piskes og tier
I dag foregår en stor del af TGs musik på laptop, og lydkvaliteten er i top. Men, fortvivl ej, de forulemper skam stadig violiner, højtalere og andet elektronisk grej rent fysisk.
Christopherson dolker os med feedback og svinger sit udstyr rundt. Orridge angriber sin violin og kravler rundt blandt sit udstyr, ja, får endda overbalance midt i det oprørte lydhav.
Alt piskes i svingninger under det titaniske lydtryk, som bandet på en eller anden måde formår at få gennemført på det ellers lydligt tilbageholdende museum. Mennesker, arkitektur, indretning.
» Entertainment through pain «, har Throbbing Gristles egen varedeklaration lydt. Deres lyn-logo skulle symbolisere kortslutningen af kontrol. Og før har publikum sloges med hinanden eller angrebet bandet under koncerterne. Ikke på Statens Museum for Kunst. Vi og de er blevet ældre, og deres musikalske optøjer er blevet til en udstilling af fordums musikalske optøjer. Og da Chris Carter tager et souvenir-billede af publikum og P-Or ridge kigger med, ligner de snarere et camping-par end et par kunstnere. Én tids modstand er en efterfølgende tids underholdning.
Og der var ikke noget hykleri hos publikum. Ikke nogen ophøjelse af Throbbing Gristles udtryk til den sidste bastion for modstand. Der var en hyggeliv begejstring for det, og det som bandet stadig kan, selv i deres nye numre.
Så vi forlader alle salen i ordnet flok. Ikke i chok, men i post-coital afslapning. Vi har slået os på musikken, men det var vi indforståede med fra begyndelsen.
Throbbing Gristle Statens Museum for Kunst, Kbh., fredag
