Læsetid: 4 min.

Sådan vil jeg være, når jeg bliver gammel

48.000 mennesker var elever i Old School of Rock i Parken fredag, hvor AC/DC gav en lektion i Rock Appreciation
Når Brian Johnsons skærerbrændervokal slippes fri af løkken og Angus Young sætter gang i sin duckwalk er det tid til  AC/DC s Old School of Rock.

Når Brian Johnsons skærerbrændervokal slippes fri af løkken og Angus Young sætter gang i sin duckwalk er det tid til AC/DC s Old School of Rock.

Martin Sylvest Andersen

22. juni 2009

Dér hang den. Klokken. Det var ikke til at tro det. Lad det være sagt med det samme. Denne anmelder har haft den forventede set-liste til aftenens koncert liggende på iPod'en i flere måneder. Og nu hang den pludselig dér i Parken: Helvedesklokken. På et eller andet tidspunkt ville Brian Johnson svinge sig i snoren fra den. Det vidste man, og alligevel var det hele lidt uvirkeligt. Forventningerne bliver høje, når man sætter standarder for sceneshow som AC/DC gør det.

For når de går på scenen, så gør de det med stil. Nummeret 'Rock'n Roll Train' fra den seneste plade Black Ice er højst sandsynligt skrevet med den ene hensigt at have en oplagt åbningsscene. Et noget nær full size lokomotiv bragede gennem scenens bagbeklædning! Og ud kom en af verdens mindste og største guitarister, Angus Young. En værdig entré for musikhistoriens levende bevis på hvad et rent, umoderne og ukompliceret udtryk og riff kan føre til.

AC/DC er Angus Young og skoleuniformen. Selvom det er broren Malcolm Young, der er manden bag de fleste klassikere, så står han under hele koncerten tilbagetrukket og går i ét med trommeslageren og bassisten og muren af forstærkere. Det er forsanger Brian Johnson og Angus Young, der står for underholdningen. Efter nummeret fra den nye og bedste plade i årevis, og et mindre kendt (men ikke mindre godt) gammelt, så indfries forventningerne, forløsningen kommer, festen begynder, hæmningerne forsvinder og brølet brager. BACK IN BLACK!

Simple virkemidler

Signaturnummeret fra 1980. Riff'et fra helvede. Og det går op for én, at det er sgu' dem, der står dernede. Brian Johnsons skærerbrændervokal slippes fri af løkken og Angus Young sætter gang i sin duckwalk. Og på trods af Parkens akustiske udfordringer, så er lyden ikke forfærdelig, når man ser bort fra vokalen. Brian Johnson skulle kæmpe en del for at blive hørt. Helt op under taget på tribunen nåede han ikke. Det var ærgerligt. Og tydeligvis ikke Johnsons skyld.

AC/DC har traditionelt ' og her er ordet traditionelt noget så sjældent som anvendeligt for et rockband ' lavet halvgode plader. Med undtagelse af Back in Black fra 1980 har næsten samtlige plader været gode men ikke hjernerystende, men de har altid indeholdt et eller to legendariske numre. Numre hvor kombinationen af rockens mest simple virkemidler bare går op i en højere enhed. Numre som 'Thunderstruck' fra 1990-pladen The Razors Edge . Angus Young skal bare slå de første par toner an og så får ens krop og hænder sit eget liv. Fadølen vælter ud over kanten på kruset, og man bemærker ikke, at han snubler over strengene i et nummer, han har spillet i snart tyve år. THUNDER! Na na na na na na na na. Det er rock i ren form. Løft os ud af normalitetens narkose og rusk os rundt. THUNDER! Na na na na na na na na.

Koncertens højdepunkt, hvis man skal vælge.

Andre numre blev ledsaget af sceneshow for at understrege deres højspænding. Som ventet sprintede Brian Johnson op ad rampen, der delte plænen i to, og kastede sig mod klokkestrengen for at ringe ind til 'Hells Bells'. Den eneste måde man kan levere den sang på. Under 'Whole lotta Rosie' var der a whole lot of Rosie på scenen i form af en oppustelig lolitadukke med potentielle rygproblemer. Og det var det eneste tidspunkt under koncerten, hvor meget blev for meget. Brian Johnson skal sgu' ikke overdøves af latex, og det blev han fra hvor denne anmelder stod. Man kunne ikke se Rosie ordentligt og så stod man og spejdede efter hendes ypperlighed i stedet for at holde fokus. Fokus på rock.

Nummeret lå heldigvis midt i en strøm af legendariske og uovertruffent leverede numre som 'Shook me all night long', 'T.N.T' og 'Let there be rock'. Sidstnævnte blev Angus Youngs show. Midt i Parkens menneskehav blev han hævet op på den platform, hvor han hører til. Kun iklædt shorts og Gibson SG. Det var det sidste brag før koncerten tog motorvejen til helvede og sluttede med kanonsalutter. Samme set, som under hele tour'en, samme show, samme outfit, samme ekstranumre. Det er første lektion i AC/DC's Old School of Rock: If it aint broke don't fix it. Keep rock simple as fuck. Og i denne situation gør man klogt i at ære de ældre.

Alderdom

De lå ellers lige for. Alle alderdomsmetaforerne og 'morsomhederne: Scenegulvet blev godt tørret af inden hovednavnet gik på scenen, 'for ja, en af dem skulle jo nødigt falde og brække en hofte'. Og 'har de mon en defibrillator stående ude bagved Hvis nu'' Og folk kunne konstatere, at klokken kun var tolv, da koncerten sluttede 'de har vel brug for at komme hjem og lægge gebisset i blød'.

Det er afslørende. For den slags kommentarer siger måske i virkeligheden mere om publikum end om de australske rockkonger. Sandheden er jo, at de fleste stod dér i praktisk regnjakke, for den lå alligevel sammen med ungernes gummistøvler bag i Skoda Fabiaen, som man selvfølgelig havde kørt i hele vejen fra Slagelse til Østerbro og parkeret 20 meter fra indgang A1. Lige ved siden af bussen hyret af Hammel Friværdi-motorcykelklub, der ville have motoren startet op en halv time før koncertens afslutning, så man kunne sidde dejligt lunt og få sig en lur på vejen hjem fra koncert. Det sætter tingene lidt i perspektiv, når 60-årige mænd er så rock'n roll. Man bliver mindet om engang hvor ens rockhjerte var rent, og alting var lidt smukkere og simplere. Og om hvordan det hele bare smuldrede og forsvandt i en malstrøm af forbrug og familie.

AC/DC er nogle af de sidste renhjertede, der er tilbage. Man kan næsten ikke forstå, at man faktisk har set dem. Sådan vil jeg være, når jeg bliver gammel. Muligvis inkontinent, men rock'n roll uden så meget pis.

AC/DC, Parken i København, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Perstrup

Ja, vi arbejder os med sikker retningsfornemmelse mod kulturens nulpunkt eller derunder og satanismen tager over, så vi når sikkert i havn i ondskabens afskyelige havn,

Og her leder medierne med sikker hånd folk i den forkerte retning, idet de vanen tro anviser destruktionens vej.

Med venlig hilsen Hans Perstrup

kære Hans

først den dag hvor verden løber tør for sure reaktionære mænd som dig, vil rock'n'roll for alvor være truet på sin eksistens! Tak fordi du holder os i live lidt endnu...

Whole lotta love!

/mads