Gæt: Hvad har Jesus og Shakespeare til fælles? Svar: At vi praktisk talt intet véd om dem. Hvad vi har at holde os til, er de ord, som de - muligvis - er ophavsmænd til.
Når Shakespeare lader Hamlet sige "Ord, ord, ord", kunne det lige så godt gælde forfatteren selv. Der er overleveret intet mindre end 884.647 af dem fra Shakespeares pen.
Det tal er til gengæld for intet at regne mod, hvor mange ord andre har nedfældet om Shakespeare. Antallet af bøger om ham vokser med 4.000 om året.
Sandt er det, at der er meget at sige om hans værker. De rummer en gådefuldhed, der har draget publikum i de 400 år, der er gået siden deres tilblivelse. Ét blandt mange spørgsmål: Hvorfor er Othellos rådgiver Jago så gennemført gemén? Har nogen fortrædiget Jago? Eller er Shakespeares pointe, at ondskab bare er - og ingen forklaring har? For slet ikke at tale om gåden omkring Hamlet: Hvad handler stykket egentlig om? De, der har set det, bedes give deres bud: Magtkamp? Ødipus-kompleks? Faderbinding? Hævn? Vankelmod? Intet af det forudnævnte? Nej vel, det er ikke nemt. Den danske Shakespeare-forsker Johs. Sløk nåede frem til, at kun personen Hamlet kan forklare, hvad stykket går ud på - og han når at dø, inden han får det sagt. Deraf hans sidste replik: "Det øvrige er tavshed."
Spøjs flom
Spøjst er det imidlertid, at flommen af Shakespeare-skrivning i betydeligt omfang retter sig mod den historiske skikkelse William Shakespeare (1564-1616). Og om ham vides næsten intet. Derfor bliver meget af skrivningen spekulation - hurtigt glidende over i grinagtigheden.
Det har den britisk-amerikanske forfatter Bill Bryson - kendt fra En kort historie om næsten alt - nu skrevet en veloplagt bog om. Den hedder Shakespeare - verden som scene.
Bryson erindrer, at historikeren George Steevens allerede for to hundrede år siden fortvivlede over, hvor lidt, der vides om Shakespeare: At han blev født i Stratford-upon-Avon, stiftede familie dér, tog til London, blev skuespiller og forfatter, vendte tilbage til Stratford, skrev et testamente og døde.
Vi ved ikke, præcist hvor mange skuespil, Shakespeare skrev, eller i hvilken rækkefølge. Vi ved ikke, hvordan han så ud - portrætterne er tvivlsomme, og den første skildring af ham i ord kom 64 år efter hans død og fra en mand, der aldrig havde mødt ham. Der er faktisk også tvivl om, hvordan hans navn retteligt skal staves. Også omkring seksualiteten hersker forvirring. Ud over skuespil skrev Shakespeare også medrivende kærlighedsdigte i form af sonetter. Nogle af de bedste sonetter besynger "en smuk yngling".
Ophøjet homo-digter
Bill Bryson konstaterer: "Den bemærkelsesværdige kendsgerning er, at Shakespeare, som har skabt nogle af de ømmeste og mest bevægende scener om heteroseksuel kærlighed i skuespil efter skuespil, med sonetterne blev den engelske litteraturhistories mest ophøjede homoseksuelle digter."
Til den kønslige forvirring bidrager det, at Nordeuropa på Shakespeares tid lod teaterets kvinderoller spille af drenge. Det fik han det maksimale ud af ved i sine komedier at lade de kvindelige hovedpersoner forklæde sig som drenge. Derved skabte han den rundtossede situation, at en dreng spiller en kvinde, der spiller en dreng. Hvordan hankønspersoner spillede de umådeligt krævende kvinderoller i Shakespeares tragedier, véd vi intet om. Vi ved, at Shakespeare havde roller i sine egne stykker, men vi véd ikke hvilke, ej heller hvor god han var til at spille dem.
Derimod ved vi noget om publikum. Fra det første skuespilhus åbnede i 1567 og frem til, at alle teatre blev lukket af en puritansk regering 75 år senere, regner man med et samlet besøgstal på 50 millioner betalende gæster - ti gange den samlede befolkning. For at løbe rundt skulle et London-teater trække to tusind tilskuere - én procent af byens befolkning - 200 gange om året. På trods af at forestillingen startede midt i folks arbejdstid - kl. 14 - og at billetten kostede flere dages dagløn.
Blandt publikum til Macbeth var i 1606 den besøgende danske kong Chr. IV, der forinden havde varmet op med flere dages tøjlesløs druk med sin svoger, den engelske kong Jakob I.
187 forestillinger
Selvsamme Jakob havde fra sin tronovertagelse efter Elizabeth I i 1603 og frem til Shakespeares død 13 år senere særforestillinger opført af Shakespeares skuespillertrup hele 187 gange. Det siger noget om, hvor velanskrevet Shakespeare var, og hvorfor han endte som en holden mand. Hermed er også fremført et forhold, som ligger Bill Bryson meget på sinde: Ingen i Shakespeares samtid forestillede sig, at det ikke var Shakespeare, der stod for Shakespeares værker. Hans forfatterkolleger skrev på skift nedladende og rosende om ham. Hans medskuespillere ærede ham.
At en anden - i stor hemmelighed - skulle have ført Shakespeares pen, er et langt senere tankespind. Det kan føres tilbage til den mentalt ustabile amerikanske kvinde Delia Bacon, som i 1840'erne fik den åbenbaring, at Shakespeares værker var skrevet af hendes navnefælle, den engelske statsmand, filosof og forsker Francis Bacon.
Bill Bryson bemærker syrligt, at Francis Bacon havde rigeligt at se til i sit eget højproduktive liv og i øvrigt i sine essays betegnede teater som letbenet tidsfordriv. Hvordan skulle han have haft tid eller lyst til fordækt at være Shakespeare?
Andre har som den sande Shakespeare foreslået dramaforfatteren Christopher Marlowe eller Jarlen af Oxford, Edward de Vere. Men de var begge døde, længe inden de senere af Shakespeares hovedværker kom på scenen.
Snobbetrang
Iveren efter at finde en anden ophavsmand udspringer af snobberi: Hvordan kan et menneske af jævn herkomst være et geni? På samme måde med H.C. Andersen. Her i landet er der kloge folk, der hævder, at han i virkeligheden havde kongen som far og ikke en sølle skomagersvend.
Ærligt talt. Hvad med Jesus? Hans far var tømrer. Det næste bliver vel en flom af bøger om, at Jesus var søn af Herodes den Store, og at det var derfor, at Herodes' halvbror, landshøvding Herodes Antipas, havde motiver til at søge ham ombragt.
