Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sjælens flugt mod frihed

James Joyces 'A Portrait of the Artist as a Young Man' vækkes til nyt liv i stilsikker fordanskning
Kultur
11. juni 2009
Portræt. James Joyces delvist selvbiografiske roman Portræt af kunstneren som ung mand (1916) skildrer hovedpersonen Stephen Dedalus- opvækst i det katolske Dublin, hans opgør med den jesuitiske opdragelses undertrykkende bånd, hans flugt, hans brud med familie og fædreland og hans kamp for at blive et frit og selvstændigt menneske.

Portræt. James Joyces delvist selvbiografiske roman Portræt af kunstneren som ung mand (1916) skildrer hovedpersonen Stephen Dedalus- opvækst i det katolske Dublin, hans opgør med den jesuitiske opdragelses undertrykkende bånd, hans flugt, hans brud med familie og fædreland og hans kamp for at blive et frit og selvstændigt menneske.

Det er ikke nogen dårlig egenskab ved en bog, hvis den kan forstås på mange måder - blot den på hvert af sine niveauer virkelig yder forlæg for en fuldgyldig oplevelse. Et sådant flertydigt værk er James Joyces første roman, Portræt af kunstneren som ung mand, bygget over skitsen Stephen Hero, som han skrev allerede kort efter år 1900, og formet som en art sammentrængt udviklingsroman eller en sprogligt-sanselig rejse ind i og gennem en ung mands sind i løbet af hans skolegang og højlydt rumsterende pubertet.

Biologisk handler bogen om en krop, der ser og hører og lugter og smager, og gokker den af, og, da han bliver 16, synder med én af sin egen slags. Psykologisk skildrer værket det at forandres fra dreng til mand, og at mærke sit sind række udad mod store bedrifter. Socialt fordyber den sig i skammen ved at være barn af en fordrukken fader og følge sin familie gennem dens klassemæssige nedtur. Nationalt kredser den om det at være irer, hvilket indebærer at have forladt sit sprog, ladet det invadere af engelsk. Religiøst fremmaler bogen en sjæl overmættet med en lære, som man, med voksende sikkerhed, ved, at man aldrig mere kan tro på. Filosofisk søger den efter selve Ordets genstandsmæssige klarhed, i dialog med Thomas Aquinas, og læst på æstetisk niveau udvikler den sin egen teori om kunst.

Familie, fædreland, kirke

Nå, ja, og så kan bogen samtidig opfattes hundrede procent eksistentielt, som en stor fortælling om flugten fra og genfindelsen af selvet.

"Hvad gavnede det et menneske, om han vandt den hele verden, men tog skade på sin sjæl?" skrev Jesus retorisk, og hos Joyce lyder svaret, at den værste skade, et menneske kan øve på sig selv, består i at lyve sig bort fra sig selv, for eksempel ved at tjene noget, han ikke længere tror på, "hvad enten det kalder sig mit hjem, mit fædreland eller min kirke". Med fare for at begå en stor fejl, en livslang fejltagelse, måske så lang som evigheden selv - og i fuld og åben bevidsthed om netop denne fare! - former hovedpersonen Stephen Dedalus som sit personlige credo, at han ikke vil tjene.

Rejsen frem til denne beslutning begynder i en uskyldstilstand, hvor helten ønsker 1) at blive en god katolik, 2) at blive stærk og mandig og sund og 3) at være trofast over for sit land og hjælpe med at genrejse dets faldne sprog og tradition. Men så kommer jo altså syndefaldet og med det et kaos, der slår om i køligt indifferent selverkendelse. Herfra går der ingen vej tilbage til den tabte uskyld, men måske nok en vej videre, til det at blive kunstner og stolt skabe ud af sin egen sjæls frihed og kraft, "finde frem til den livsform eller kunstform, i hvilken hans ånd kan udtrykke sig i uhæmmet frihed", som Joyce så manende udtrykker det.

Hen over midten af fortællingen fabler Stephen om at frembringe "noget levende, nyt og svævende og smukt, uhåndgribeligt, uforgængeligt". Og dette noget er på ægte og god gammeldags højmodernistisk vis netop det værk, vi sidder og læser, og som lyser ved sin skønhed og sproglige præcision.

To højdepunkter nås i jesuiterpræstens prædiken (første del af 3. og midterste kapitel) over døden, dommen, helvede og himlen med hans flammende udmaling af den evige strafs smerter, plager og pinsler, og i skoledrengenes kåde leg (det 5. og sidste kapitel) med den kirkelige latin, efterfulgt af Stephens dødsensalvorlige, suverænt intelligente udvikling af et kunstsyn, ifølge hvilket den store kunst i modsætning til de former, der blot skal bevæge følelsen eller tanken, fremkalder æstetisk stilstand, "en ideel medynk eller en ideel rædsel, en stilstand fremkaldt, forlænget og til sidst opløst af det som jeg kalder for skønhedens rytme".

Hvad der står på linjen

Det er næsten 100 år siden, at Joyce udsendte sit værk, og det er snart 70 år siden, at det første gang oversattes (eller skal vi sige søgtes oversat) til dansk. I den mellemliggende tid har teksten fået kultmæssig ikonisk status, som kunstnerskildring og som sanseligt sprudlende sprogligt magmakammer, samt naturligvis som afsæt for de to endnu mere dyrkede og mytologiserede, men også frygtindgydende mastodonter Ulysses (1922) og Finnegans Wake (1939).

Samtidig er også synet på litterære oversættelser skiftet. Hvor Ove Brusendorff i 1941 kunne slippe nogenledes uantastet fra at formidle A Portrait of the Artist as a Young Man med adskillige umotiverede udeladelser og stilistisk uautentiske forklaringer samt tildigtende psykologiseringer, er nutidens oversætter forpligtet ene og alene på teksten selv. Hun skal, som Anne Marie Bjerg udtrykker det i sin korte efterskrift, gengive, hvad der står på linjerne uden at gå og bilde sig ind, at hun ved, hvad der siges "imellem" dem, endsige gemmer sig "bag" dem.

Den nye danske Portrait er ud fra denne strategi for mig at se blevet en noget tørrere, mere flersproglig, men ikke af den grund mindre suggererende tekst. Man kan måske sige, at Joyces værk beviser sit værd netop ved at kunne holde til en konkret, ligesom mere koldsindig, oversætterpraksis. Lad os tage en enkelt, men meget central sætning.

Da Stephen oven på præstens helvedesprædiken og et sviende skriftemål for præstens "gitterøre" går rundt og smager på sin nyfødte, dydige, muligvis stadig katolske sjæl, pålægger han sig hård selvkontrol. "Each of his senses was brought under a rigorous discipline." Dette blev hos Brusendorff til: "Han tvang alle sine Sanser ind under den strengeste Disciplin" med Stephen som handlende subjekt og en superlativ, som ikke har noget belæg hos Joyce. Anne Marie Bjerg derimod skriver, hvad der stod: "Hver af hans sanser blev underlagt streng disciplin." Mere kedeligt? Måske. Men frem for alt teksttro og anderledes præcist.

'Mumlegumle'

Et andet illustrativt eksempel er det lille verbum, Anne Marie Bjerg anvender, da hun skal oversætte sætningen "Stephen mumbled his bread without answering his father's gaze". Det kræver på dansk en komisk neologisme, nemlig 'mumlegumle', hvorimod Brusendorff blot fjernede ordspillet, rettede flertydigheden ud: "Stephen gumlede paa sit Brød uden at gengælde Faderens Blik."

Så jo, det er, så vidt man kan dømme, en fornem ny tekst, vi har fået her. De smuttere, jeg fandt, er ikke oversættelsesfejl, men bøffer af korrekturen, som vil blive opregnet i en snarlig mail til Gyldendal, alt imens Stephen vandrer ud til nye danske læsere, fast besluttet på at hæve sig over jorden og så fri som fuglen flyve forbi "alle de net", som kastes ud, når et menneskes sjæl bliver født. det vil sige nationalitet, sprog, religion, alt dette og intet mindre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her