Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Stadig med Marx efter alle disse år

Fødselar. Gamle elever og nye kolleger hylder Habermas lige inden han på tirsdag bliver 80 år gammel
En tung tænker.  Det er et ironisk faktum, at den tænker, som om nogen har fremhævet samtalen som solidaritetens sted, selv skriver på en måde, som får andre til at føle sig dumme og springe fra. Alligevel bliver man som læser betaget af hans stædige blik for alt det, som går galt -  og hans lige så stædige blik for, hvordan det kan blive bedre.

En tung tænker. Det er et ironisk faktum, at den tænker, som om nogen har fremhævet samtalen som solidaritetens sted, selv skriver på en måde, som får andre til at føle sig dumme og springe fra. Alligevel bliver man som læser betaget af hans stædige blik for alt det, som går galt - og hans lige så stædige blik for, hvordan det kan blive bedre.

David Bering Polfoto

Kultur
13. juni 2009

Jürgen Habermas- sætninger står ikke som skulpturer på siden, og de er ikke præget af smukke metaforer, som læseren gentager for sig selv, allerede inden pointerne er nået frem. Hans sætninger er derimod lange og snoede, afbrudt af indskud og præciseringer, båret af henvisninger til værker fra en vifte af forskellige videnskaber og faglige termer, som også for den lærde læser kræver ord-bogsopslag, og selv tyske læsere ånder undertiden lettet op, når de endelig efter adskillige linier når frem til det bøjede verbum til sidst lige inden det punktum, der lover, at nu er det lange forløb endelig afsluttet. Det er med andre ord ikke let at læse Habermas. Og det er et ironisk faktum, at den tænker, som om nogen har fremhævet samtalen som solidaritetens sted, selv skriver på en måde, som får andre til at føle sig dumme og springe fra. Men på trods af, at Habermas hverken skriver lyrisk smukt eller lysende klart for enhver, er der en særlig skønhed over hans skrifter.

Man bliver som læser betaget af hans stædige blik for alt det, der går galt, og hans lige så stædige blik for, hvordan det kan blive bedre. Man bliver imponeret over, hvordan Habermas på den ene side erkender de vestlige, liberale og kapitalistiske demokratiers stigende kompleksitet og på den anden side hans enestående tro på, at menneskene gennem samtale stadig selv kan styre disse samfund.

Som hans forhenværende elev og assistent Claus Offe skriver i et temanummer af Blätter für deutsche und internationale Politik dedikeret til markeringen af Habermas- 80 års fødselsdag på tirsdag den 16.juni: »Det er ikke kun Habermas- elever, som skylder ham stor tak, fordi hans indsigter har stor erkendelsesværdi og giver os mod. Habermas har også gjort det af med alle vores bange anelser fra 1968 om et systemteoretisk herredømme i socialvidenskaberne.«

Gammeleuropæisk

Offe henviser til den måske væsentligste af de mange offentlige debatter, som Habermas i adskillige årtier har ført: Nemlig diskussionen med sociologen Niklas Luhmann om, hvorvidt man overhovedet gennem offentlig demokratisk samtale kan regere moderne demokratier.

Luhmanns analyse siger, at samfundet er udskilt i forskellige, selvstændige sociale systemer, som det politiske system hverken har viden til at overskue eller redskaber til at regere. Habermas- hævder omvendt, at der grundlæggende er tre medier til at styre moderne samfund. Det ene er bureaukratisk magt, som udøves af staten, det andet er penge, som udveksles på markedet, og det tredje er fornuften, der gives i samtalen mellem mennesker. Og ligesom magt ikke kan gennemtvinge -mening-, kan pengene heller ikke købe -mening-. Den eneste kilde til -mening- er i sidste instans mennesket selv og fornuften. Denne position kaldte Luhmann for »gammeleuropæisk«, hvortil Habermas svarede, at så var han gammeleuropæisk.

Nogle mener som Offe, at denne bekendelse til fornuft og demokrati som samtale har fungeret som forbillede for en oplysningspraksis i det 21.århundrede. Andre gamle elever som Albrecht Wellmer mener derimod, at Habermas- undervurderer overmagten: »Det forekommer mig,« skriver Wellmer i Blätter , »at Habermas hele vejen igennem har formuleret problemet helt rigtigt«: Det gælder om at skabe demokratiske rammebetingelser for de systemer, som kun forfølger deres egne mål og ikke af sig selv fungerer retfærdig. Det økonomiske marked søger af sig selv at skabe vækst, centraladministrationen søger af sig selv at få ekspederet sagerne, sundhedssystemet producerer diagnoser og tilbud om helbredelse osv. Det kræver altså styring at få de systemer til fungere retfærdigt og solidarisk. Og den demokratiske udfordring er at skabe fornuftige betingelser for den styring. Men her regner Habermas ifølge Wellmer lidt for meget med demokratiets styrke og alt for lidt med kapitalismens: »Det er min vurdering, at Habermas ikke i tilstrækkelig grad har erkendt, at de eksisterende demokratiske institutioner er blevet gjort til fanger af kapitalismen.«

Solgt ud?

Det er lykkedes Habermas at udligne det demokratiske underskud i den kritiske teori, som han blev gjort til talsmand for. Men det er stadig ifølge Wellmer ikke lykkedes ham, at udvikle en kritik, der er effektiv nok. Han har over årtier tænkt sig til en ny kritisk position, som taler til det bedste i det borgerlige, kapitalistiske samfund, men spørgsmålet er, om den også rammer de værste ødelæggelser i samme samfund. Gentagne gange er Habermas blevet anklaget for sælge ud og svigte den intellektuelle marxisme.

»Men intet kunne være længere fra sandheden,« skriver den vægtigste repræsentant for den kritiske teoris tredje generation, Axel Honneth: »Der er intet, som kunne være mere uretfærdigt over for de faktiske sammenhænge.« I en bemærkelsesværdig analyse viser Honneth, hvordan Habermas siden sine første tekster fra midten af 1950-erne og indtil i dag har arbejdet ud fra to grundantagelser, som han har arvet fra Marx:

Habermas ser for det første den menneskelige historie som stadige kampe mod former for vold og undertrykkelse, som mennesket endnu ikke har gennemskuet. Således karakteriserer Honneth sin egen lærers blik på samtiden: »De forargelige og korrumperede sociale forhold, som kan forstås som et sekulært syndefald, skal overvindes gennem en frigørelsesproces, hvor menneskeheden som en samling af aktører befrier sig fra materiel vold.« Den anden grundantagelse, som Habermas skulle have overtaget fra Marx, er tesen om, at en økonomisk nyttetænkning skulle bemægtige sig alle samfundets felter. Det hedder kapitallogikken hos Marx, og hos Habermas hedder det »kolonialisering af livsverdenen«. Det er et andet sprog, og det er nye præmisser, men det er ifølge Honneth stadig den samme frigørelseskamp, som Habermas fører. Og man fornemmer, at mange af de gamle studerende, som i disse dage ytrer sig om studietiden hos mesteren, har det på samme måde som Ulrich Oevermann, der om seminarerne med Habermas skriver:

»Hvis det ikke var for romantisk, måtte man sige, at disse seminarer var præget af en særlig intellektuel skønhed.«

Blätter für deutsche und internationale Politik. 6- 09. Einzelheft 9 euro - abonnement 4.50 euro pr. nummer. Theorie und Praxis: Jürgen Habermas zum 80. www.blaetter.de

Se også www.literaturkritik.de for flere markeringer af Habermas- fødselsdag

I anledning af fødselsdagen udkommer Jürgen Habermas: Philosophische Texte i fem bind. 90 euro. Suhrkamp

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Her kan du købe Habermas t-shirt:

http://www.zazzle.com/sorenzazzle

Karsten Johansen

Denne gamle tåkeluren og alt hans skittviktige vås.
Hva har det ført til? Doktorgrader og hyllelysår med meriterende tomsnakk. Karrierer for de dumfrekke. Mens verden gikk til helvete, snakket de fint i salongene.

Jonas Jakobsen

@ Karsten Johansen:

Beklager at måtte skuffe dig, men Habermas har afgørende indflydelse ud over snævre akademiske cirkler. Der undervises f.eks. i Habermas på lærerseminarer, i gymnasier og på sundhedsuddannelser. Jeg kender til flere projekter, der anvender Habermas´ teori i konkret forskning på folkesundhed og helse. EU-systemet (uanset om man kan lide det eller ej) har indoptaget momenter af hans teori i dets legitmeringsforsøg og praksisser.

Habermas diskursteori, og han teori om de tre forskellige "erkendelsesinteresser", var afgørende, da jeg tog "pædagogikum" for at blive gymnasielærer. Teorier, jeg senere har anvendt direkte i min undervisning i Folkeskolen, Gymnasiet og på universitetet. Forhåbentlig til gavn for mange fremtidige samfundsborgere.

Habermas har udgivet en lang række kronikker i "almindelige aviser" og har deltaget i kritiske diskussioner med f.eks. politikere og tænkere i Iran, med selveste paven (i form af Joseph Ratzinger) og med andre, der er med til at præge menneskers selvforståelse - og forståelse af andre - verden over.

Selv har jeg for nylig skrevet en artikel om "Muhammed-krisen", hvor jeg bruger Habermas` teori. Artiklen har bl.a. bragt mig i norsk radio og i kontakt med mange forskellige menneskers reaktioner, spørgsmål og indvendinger. Ikke kun akademikere! Jeg oplever, at denne kontakt er med til at skabe reel dialog og udvikling i forholdet mellem forskellige grupper i samfundet, ikke bare fine salon-diskussioner.

Artiklen kan i øvrigt downloades gratis fra forlagets hjemmeside:

http://www.tapirforlag.no/etikkipraksis/

Venlig hilsen Jonas

Nils Brakchi

Skulle der ikke have stået "Stadig skør med Marx efter alle disse år" ? Frit efter Paul Simon....
Det ville være en fed overskrift.
Det andet er bare klumpet . Især når det skal forestille at være så forbandet højpandet....

Karsten Johansen

Å komme i norsk radio (som i øvrige mediaturutgaver) er som absolutt hovedregel det man på Marx' tid ville kalt et testimonium paupertatis. Standarden i den norvagiske avdeling av det globale mediaturet er ikke høyere enn i det øvrige Skandinavia, for nå å bruke et understatement. Man lever stort sett etter Hitlers anbefaling om at "de underlegne folk bør ikke lære slikt som hører til deres egen historie, det vil bare sette fluer i hodene på dem. I stedet bør det i hver by oppsettes en høyttaler, som spiller lett musikk og atter lett musikk, thi lett musikk befordrer arbeidsgleden."

Altså tvertimot: dette lever til fulle opp til Habermas' eneste relevante teoridannelse, nemlig hans utredning om offentlighetens reføydalisering i boka "Borgerlig Offentlighet". Det var før han ble en del av den beskrevne prosessen selv, med sitt reklamebegrep om "herredømmefri kommunikasjon" og ennå langt mer verdensfjerne og tilslørende forestillinger, kulminerende med hans senilitetsprosas monomane reklame for EU-byråkratiets nye føydalstat.

Vedrørende mediaturet, er Neil Postmans bidrag sammen med George Orwells og våre lokale norske forfattere Georg Johannensens og Kjartan Fløgstads, langt viktigere enn Habermas' for å begripe den frivillige totalitarismen som nå destruerer demokratiets og dannelsens siste rester sammen med klimabalansen osv., selvfølgelig under stadig mer øredøvende og hese triumfskrik.

Jonas Jakobsen

@Karsten Johansen.

Dit morsomme, men virkelighedsfjerne sprogcirkus fører dig da langt bort fra folkets reelle problemer og ind i den fine salong-snak.

Jonas Jakobsen

@Karsten Johansen:

Hvis din kritik af Habermas går på, at demokratisk debat ikke er nok til at sikre en solidarisk socialintegration, så er jeg enig. Den manglende sans for før-diskursiv solidaritet med samfundets minoriteter eller svage grupper, der ikke har gode forudsætninger for at debattere med majoriteten, kan man f.eks. kritisere med Axel Honneth.

Din påstand var imidlertid, at Habermas` teori ingen indflydelse har haft ud over akademiske / borgerlige salonger, hvilket ikke passer rent faktuelt.

Bedste hilsner Jonas

Salonfæhig diskurs for salonkommunister, nuvel, men hvor er substansen af Marx, Lenin og Habermas, altså det arbejdende folk, de folk der producerer vores varer, men blev udbyttet så skammeligt og bliver det igen i et moderne mediesprog? Af akademikere?
Som jeg læser lidt hist og her, forekommer det, at man ofte skiller frem for at samle det akademiske sprog og gadens sprog, selv om emnet er det samme. Afstanden fra leder/akademiker/partibos til den menige/arbejderen/medlemmet bliver en uoverstigelig hindring for at kune imødegå det kapitalistiske sprog og dets førerbegreb. Med samme virkning er kræfter i dag derfor i færd med at fortolke de gamle intellektuelle marxister, socialister og kommunister i 30' og 40'erne væk fra den gemene folkelige bevægelse, fordi de åbenbart var og er for kulturelle og velformulerende til at tilhøre hoben, og må derfor tilhøre 'os'.
For en akademiker må det kræve et intellektuelt overskud at forstå gadens sprog og dernæst at forstå, at dybest set taler det samme sprog om det samme. Netop det, er vel marxisme og socialisme.