Giv mig Danmark tilbage, lyder feltråbet fra højre og venstre. Bop bop. Det kan jeg ikke rigtig tilslutte mig, det der. Rigtigt er det, at nutiden har sine faldgruber og modhager, men det er svært - for nu ikke at sige umuligt - at komme i tanke om en epoke uden. Og hvad enten det er forlorent frisind (affødt af afgrundsdyb ligegladhed) eller den der vamle nationale enhedstanke, visse politikere stikker vælgerne blår i øjnene med, er der næppe mere eller mindre af begge dele nu, end der var for små 50 år siden. Jeg må her lige indrømme, at jeg - sikkert af bekvemmelighedsårsager - har tegnet abonnement på tanken om, at det er ladsiggørligt at inddele historien i årtier, en udmærket fiktion, hvis man vil bevare det historiske overblik.
Nogle af dem har sågar fået tilnavne - f.eks. de brølende 20-ere (hvad der dog ikke var så meget af her til lands, hvor vi kæmpede en hård kamp for ikke at træde ind i det moderne) og de glade 60-ere, hvilket i lyset af borgerrettighedsbevægelse, Cuba-krise, Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet, ungdomsoprøret, Vietnam-krigen og drabene på Martin Luther King og Kennedy-brødrene må siges at være lidt af en tilsnigelse - mens et par stykker identificeres af såkaldte verdenskrige. So much for the 20th Century. Det svundne er - som Sandemose udtrykte det - en drøm. En ond drøm.
Fantasi og følelse.
Her vil jeg godt slå fast, at jeg personligt brændemærkedes kraftigst af de gustne 1970-ere, som -tilfældigvis- - (Jeg aner et komplot! - faldt sammen med min pubertet og tidlige ungdom. Tanken om på noget niveau at vende tilbage til dette i min optik så udsøgt skrækkelige årti - lokalt som internationalt - får mine tæer til at fryse til is! Ikke kun fordi puberteten og den tidlige ungdom på intet niveau levede op til den sorgløse og muntre måde, den fremstilledes af reklamebranchen og misundelige voksne (snarere tværtimod), men på grund af den konstante em af konflikt og krise, der hang som en giftiggul gus henover disse 10 nederdrægtige år.
Og selvom jeg på gamle fotos kan se, at det ikke forholdt sig sådan, husker jeg ofte disse små 3.650 dage som en lang gråvejrsdag. Trøst, styrke og vederkvægelse fandtes der dog også dengang og de behøvedes ikke alle at findes i det artificielle paradis - for mig var det først og fremmest litteraturen og især musikken, der gav det hele et skær af en slags mening. Ikke så meget i mainstreamen - der var særlig forfærdelig i denne periode - men ude i periferien var der næring nok til at snige sig igennem. Og så var der jo trojkaen Bob Dylan, David Bowie og Lou Reed, som virkelig gav næring til fantasi og følelse. Men der var skam andre giganter på spil i tiden. Som f.eks. ham der Neil Young.
Den der venten
Der kom en ny dreng i parallelklassen, alle misundte. Ikke fordi han kom fra en synderlig privilegeret baggrund - han kom faktisk fra det dengang nyopførte Brøndby Strand, der lige så godt kunne have været en by i Rusland - men fordi han boede hjemme hos sin søster og dennes mand, fjernt fra forældretyranni, og hvad ved jeg. Der hang vi en del ud på syvende etage i et af de ny betonbyggerier, der var anbragt i kommunens mindst attraktive udegne, røg tjald, drak te, hørte rockmusik og snakkede om alt og intet, mens vi ventede. Altid den der venten. På gud ved hvad. Vi lyttede ofte og gerne til en af de såkaldte supergrupper, Crosby, Stills, Nash & Young, hvis 1970-album Déjà Vu var et af tidens helt hotte fænomener.
De fire medlemmer havde hver deres særpræg, men ingen i helt så høj grad som sidstnævnte; denne Young bidrog med albummets to mest personlige sange, »Helpless« og »Country Girl«. De var begge gennemproducerede for nu ikke at sige fluekneppede ned til sidste detalje, men antog karakter grundet Youngs særprægede fistelstemme, der gav dem en fornemmelse af påtrængende nødvendighed. Den ramte i hvert fald et ømt punkt i min begsorte teenagersjæl, og jeg opdagede med glæde en plade, der blot bar titlen Neil Young (1969) i min vens samling. Den lånte jeg - på ubestemt tid. Jeg har den faktisk endnu, thi tanken om at skille mig af med den forekom så ubærlig, at jeg hen ad vejen byttede mig til den for et dobbeltalbum. Ikke noget synderlig godt dobbeltalbum, måske, men dog dobbelt.
Spillet og følt
Hvordan et udpræget flokdyr som undertegnede kunne mene, at pladens slagsang og signaturmelodi »The Loner« relaterede direkte til ham, får stå hen i det uvisse. Men det gjorde den altså. Og at den også har en vis position hos sin ophavsmand, kan ses af det faktum, at han stadig på en god dag kan finde på at fyre den af, om end i en noget mere upoleret version. Og den står på mange måder som nøglen til Youngs univers, om end det hen ad vejen antog en ret spraglet karakter. Men det selvbiografiske - navlebeskuende, vil nogen måske mene - skulle vise sig ikke blot typisk for det bedste i Youngs siden hen så omfangsrige produktion, men ofte noget af det mest substantielle.
Hvad jeg ikke vidste var, at solisten selv var dybt utilfreds med sin debutplade; den var for poleret og med alt for mange overdubs frem for spillet og følt . Nydelig er den da også sammenlignet med efterfølgeren fra det herrens år 1969, Everybody Know This Is Nowhere, hvor Young finder den ene af sine stemmer i samspil med det teknisk set rudimentære, men yderst slagkraftige og på sæt og vis også renfærdige ensemble, Crazy Horse. Den elektriske Young - med de lange, melodiske guitarforløb, udsat for effektiv forvrængning og båret frem af Crazy Horses regelrette rytmer. Det elektriske inferno, hvor den gode sang bærer de endeløse guitarjams igennem. Dette blev et afgørende spor i Youngs produktion ned gennem årene.
En kreativ bølge
Det længe ventede bokssæt Neil Young Archives - Vol. I (1963-1972) bærer ikke sin tørre titel for sjov. De otte cd-er, der udgør dette udsøgte sæt, indeholder en lang række højdepunkter fra den periode i Youngs karriere, hvor han arbejdede på at finde sin stemme. Eller rettere - sine stemmer. Før vi rammer loftet af bar begejstring, er det værd at nævne, at tre af cd-erne (alle med liveoptagelser) allerede har været tilgængelige i almindelig handel og at store dele af materialet er tilgængeligt på de officielt udsendte cd-er. Samt at rigtig mange af sangene her forefindes i flere udgaver; koncertoptagelser, demo- og pladeindspilninger og så videre. Men, men, men - det gør altså ikke noget. Faktisk er det en fornøjelse sådan at krydsklippe frem og tilbage mellem tid og sted, især fordi Young red på en kreativ bølge på daværende tidspunkt. En stor del - måske ligefrem størstedelen - af hans kendteste (og såmænd også bedste) og mest elskede sange stammer fra årene 1969-1972. Både de elektrisk sitrende og dem i den mere beherskede akustiske stil, der prægede de to femstjernede mesterværker After the Goldrush (1970) og det gigapopulære Harvest med hittet »Heart of Gold« (vores egne Outlandish har således benyttet en sampling af netop den sang i titelnummeret til deres seneste opus, Sound of a Rebel ).
Neil Young fødtes 1945 i Toronto i Canada, hans far var sportsjournalist og moren skolelærer. Han blev diagnosticeret diabetiker som lille og ramtes af polio i venstre side som seks-årig, hvorfor han stadig halter en smule. Forældrene blev skilt, da Young var 12, og hans mor flyttede derefter til Winnipeg, hvor Youngs musikalske karriere tog sin begyndelse. Oprindeligt inspireret af den britiske instrumentalkvartet The Shadows dannede han sit første band The Jades i 1960, hurtigt efterfulgt af The Squires med hvilket han udsendte sin første plade, et instrumentalnummer kaldet »The Sultan«, der tilmed blev et lokalt hit. Det indleder - sammen med dets B-side - da også helt naturligt den første cd i sættet og udgør ikke en åbenbaring; det skulle da lige være den om at al begyndelse er svær. Men det er selvfølgelig interessant at høre hans guitarspil in spe; den udstrakte brug af guitarens vibratorarm og de lange flydende melodilinjer er allerede på plads. Det er tone og særpræg derimod ikke.
Tilbage til gråhedens årti
I det hele taget er boksens første cd den nok interessanteste i sættet - uden tilnærmelsesvis at være den bedste. Her kan man høre, hvordan han afprøver tidens toneklang i forskellige konfigurationer, dog uden en eneste optagelse med det legendariske Mynah Birds, hvor Young spillede sammen med den senere R&B-stjerne Rick James. Turen gik fra Mynah Birds til legendariske Buffalo Springfield, som Young frontede sammen med Stephen Stills. Dette band bestod kun i årene 1966-68, men satte i høj grad Young-toget på skinner. Selvom bandets folkrocklyd domineredes af Stills, skrev Young til orkesteret en håndfuld sange, der er blevet stående, ja både »Mr. Soul« og den bedårende »I Am A Child« er vel en art miniklassikere.
Men det er den akustiske og (på overfladen) så simple tone, der går gennem de to førnævnte plader, han lagde ud med ved 70-ernes start, hvor 60-ernes utopi allerede virkede som en noget naiv foreteelse, der stadig kan få denne lytters hjerte til at slå hurtigere. Og foretage en mere eller mindre frivillig tidsrejse tilbage til Gråhedens Årti. Hvor gjorde det dog godt at trække sig ind på drengeværelset og lytte til Young synge og spille (han er en ferm akustisk guitarist med en dybt personlig klang og tone) »Birds«, »Only Love Can Break Your Heart« og »The Needle and the Damage Done«. Som i øvrigt også var til at mestre på guitar, hvis man gad øve sig lidt.
Men da »Heart of Gold« nåede førstepladsen på den amerikanske hitliste og Young opdagede, han var ved at blive en superstjerne, huggede han bremserne i og gjorde sig med stor succes så kontrær som overhovedet muligt. Det vil vi givetvis kunne høre mere om på Archives - Vol. II . Til da er dette overflødighedshorn alt rigeligt, tak.
Note: Denne anmelder har lyttet til (og giver sin vurdering af) CD-bokssættet, der består af otte cd-er; langt mere omfattende (og ditto dyrere) er de to andre udgaver af Archives, som dog ikke kan afspilles på en almindelig cd-afspiller.
lyn@information.dk
Neil Young Archives - Vol. I (1963-1972). Fås i tre formater: CD, DVD og Blu Ray; de to sidstnævnte indeholder et hav af ekstramateriale. Reprise/Warner
