Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Stjernedrømme og sene aborter

Børnene jubler, da den gamle, frivole matriark dør i Anne B. Ragdes generationsroman, der nu kommer på dansk
Kultur
17. juni 2009

Det er dødsfaldene og ikke fødslerne, der sætter skred i tingene i den norske bestsellerforfatter Anne B. Ragdes romaner. Sådan var det i første bog, Berliner- poplerne , i den romantrilogi, der blev Ragdes store folkelige gennembrud og bestsellersucces ikke bare i Norge, men også her i landet.

Og sådan er det også i Arseniktårnet - Ragdes roman fra 2001 - som nu i kølvandet af trilogiens succes er kommet i dansk oversættelse.

I begge fortællinger er det familiens matriark, alfahun eller overheks, der er død af alderdom. Forbitret og forkætret. Forhadt og forladt. Kvinder, der i begge historier har holdt familiemønstre og hemmeligheder på plads og efterkommerne i mental benlås. Kvinder, der ikke er matriarker i kraft af en myndig moderlighed, men af en magtsøgende egoisme, en tyrannisk styring efter egne behov. Kvinder, der som unge har indtaget verden med en erotisk kraft, der i alderdommen virker afdanket og kalkuleret. Og da de dør, danser børnene på graven. I Arseniktårnet starter det, da fortællerens mor med en høj, brysk latter ringer til sin datter med beskeden om, at mormoren er død. »Er det ikke fantastisk « spørger hun henført i telefonen, endnu før liget er blevet koldt.

Faldet

Og her tager fortællingen fat. Læseren bliver ført på en rejse tilbage i tiden, bagud i generationerne for at finde forklaringen på, hvorfor matriarken - den fallerede og evigt forførende revy- skuespiller Amalie - har gjort sig fortjent til, at hendes datter Ruby ligefrem fryder sig over hendes død.

Selv om Amalie har været en god og kærlig mormor for Therese, som fortælleren hedder, er der ingen tvivl om, at hun har været en rædsom mor for Ruby og hendes bror Ib, der voksede op på Amager under krigen. Dér var det normen, at mødre passede deres - dvs. børn, hus og mand - og altid havde frisk kaffe og en bid brød på bedding.

Amalie ville nok have passet bedre ind, hvis hun havde været fra Månen - og ikke var en lystig, kropslig, egenrådig, smuk upcoming revystjerne, der var faldet ned fra himlen og lige ned i barselssengen med tilhørende ternet forklæde og skåneærmer.

Ragde kender sin Danmarkshistorie, og bogen bærer præg af en solid research, bogens danske ramme og historiske længdesnit er troværdige - måske hjulpet på vej af forfatterens danske aner.

Arseniktårnet er på mange måder en mere alvorlig og følelsesmæssig brændbar bog end trilogien, men også mere rodet og mindre formfuldendt.

Livfuldt og spraglet fortæller Ragde med afsæt i Amalies historie om tre generationer af kvinder, der har levet og gået til verden på vidt forskellige måder. Amalie er vokset op som datter af en kroejer, der udnyttede alle muligheder, også datterens. Da hun flygter hjemmefra med den store kærlighed og en omrejsende teatertrup, bliver hun endelig herre over egen krop og lyst.

Hun lever mere med sanseligheden end fornuften, indtil den første graviditet og abort indhenter hende.

Det er mændene, stjernedrømmene og de ubelejlige graviditeter, der styrer hendes liv. Og da hun igen bliver gravid efter en succesfuld debut på Folketeatret, er det for sent at få en abort.

Redningsmanden er en beundrer fra teatret, den vestjyske præstesøn og blåmaler ved Den kongelige Porcelænsfabrik, Mogens, der er hendes diametrale modsætning: rolig, organiseret, lavmælt og påholdende. En sød og stilfærdig mand, der først forelskede sig i en luftspejling af sin mor og siden opdagede, at han havde fået en brandbombe med i købet.

Op imod livet som gøgler og teaterboheme er Amalies ægteskab med mussel-Mogens som at blive begravet levende og børnene en forbandelse. Amalie prøver at holde liv i teaterfesten og drikke sorgerne væk, og børnene forsøger hun at have så lidt at gøre med som muligt. Det er - temmelig forudsigeligt - nøglen til børnenes had.

Bredde og nærhed

Ragde skriver godt. Af og til er hendes sprog banalt og svulstigt, men lige til hjertet. Familiehistorien stritter lidt rigeligt, og man kan mærke, at forfatteren teknisk har udviklet sig med trilogien, der er mere stram og økonomisk i sprog, plot og persongalleri. Ragdes bøger har bredde og nærhed - og ikke mindst en smittende forkærlighed for det skæve og selvmodsigende. Med andre ord: bestsellerpotentiale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her