Jane Aamund har med den nye roman Smeltediglen afsluttet sin Argentina-krønike, der blev indledt sidste år med romanen I grønne skove.
Første del var en forudsigelig fortælling a la Det lille hus på prærien om de danske nybyggeres vej til Argentina i begyndelsen af 1800-tallet. Særligt om Jens og Kirsten, der arbejder hårdt i den bagende sol for at få tilværelsen og afgrøderne i vækst. Og så er der lige en letbenet Marie, der kaster malurt i bægret.
Det gør hun stadig i anden del af romanserien. Bordel-Marie kan ikke glemme sin Jens, der nu er blevet gift og har fået en stribe børn og en helt kolonihave-småborgerlig tilværelse på argentinske plader.
Letbenet
Så Marie begiver sig over verdenshavene for at blive genforenet med sin Jens, hvad skaber en vis furore i den danske provinsfilial.
Og så er den roman slut. Det er faktisk helt rart. Som sådan er der ikke noget i vejen med letbenet underholdning, hvis bare det er godt. Men med Smeltediglen er det letbenede blevet benløst, og det gode er uden for rækkevidde.
Der har været en del snak om, at romanen demonstrerede samfundssind og integration i praksis, men selv det rasler ud i tandløs plapren.
Jane Aamund: Smeltedigelen. Roman. Peoples Press. 269 sider, 299 kr. ISBN 978-87-7055-623-1
