I mylderet af norsk roman-talent, som også danske læsere nyder godt af, er der god grund til også at hæfte sig ved den højproduktive 35-årige Tore Renberg, der allerede er præsenteret på dansk gennem forlaget Batzer & Co med første og nu anden del af en trilogi om vennerne Jarle og Helge.
Den heldigt filmatiserede Mig og Yngve følger begyndelsen med Kompagni Orheim op, hvor de to rebelske 17-årige kumpaner udgør en fasttømret trio sammen med Jarle Klepps kæreste, Katrine, lidt i stil med Den kroniske uskyld, bare mere og mere skyldige i grove løjer og menneskelige svigt fra fortælleren Jarles side i det skelsættende år 1990, overvejet nu 13 år senere af den distancerede ræsonnør. Han trækker dem ellers ganske nær i højkoloristiske, talesproglige vendinger og i præcise samtidige kulisser af storpolitik med alle de radikalt antikapitalistisk korrekte holdninger.
Drengene har sammen med den mere sindige basguitarist Andreas gang i et endnu ret elendigt 'Mathias Rust Band', hvis ydelser sættes i relation til deres indgående kendskab til rockens vekslende stjernehimmel.
Bogen er i så henseende et entusiastisk kursus i smag og mode over en anden triade: fisse, rock og revolution. Der er meget af det hele.
Og lige galt går det i den hurtige, men lange fortælling, der holder en fast med sine latente spændingsforhold af dvælen, dramatik og analyse på baggrund af et levende beskrevet Stavangermiljø i olieboomets tid og med gymnasiet omkredset af forskellige sociale miljøer.
Handlingens gennemmusikalske motorik sættes i gang af den ny skolekammerat Yngves ankomst.
Ubekvem elskov
Jarle gribes af en uformodet og ganske ubekvem forelskelse i Yngves smukke mund og rolige fysiognomi, en besættelse, der griber forstyrrende ind i de etablerede venne- og musiktrioer og fører Jarle længere og længere ind i labyrinter af løgne, falsknerier og umulige loyaliteter.
Den 17-årige Jarles skråsikre verden skvatter sammen i panik:
"Jeg skulle spille tennis med Yngve fra otte til ti. Jeg skulle øve med Mathias Rust Band fra seks til elleve. Jeg skulle være hjemme sammen med mor hele aftenen. Jeg skulle være tre steder på én gang".
Han spiller op til kaos.
Med sidste figur kædes social- og en familiehistorie effektivt sammen.
Moren er skilt fra den let drikfældige, velhavende far, hun fyres fra sit gode kontorjob og bryder ud fra sine borgerlige konventioner.
En nyrig storborger må i Jarles og Helges ekstra anarkistiske øjne undgælde for kapitalismens kynisme, og det sker under en drastisk druk- og hærværksfest i palæhjemmet.
Jovist, lige til at filme.
Der er fint raserende psykologi i opgøret med Helge og Katrine og i det både velforberedte og overraskende forløb af forholdet til skolekammeraten Yngve.
Alment gyldig og forståelig i denne næsten eksotiske generationsroman, der i princippet også har udspillet sig for øjnene af os eller med en egen verve i Stavanger, Rogaland, Norge.
