Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tugt og utugt i mellemkrigstiden

Endnu et lille mesterværk fra østrig-ungarske Ödön von Horváths hånd
Kultur
15. juni 2009

"Fremtid! Der stod nu dette ord igen foran hende, satte sig på sengekanten og strikkede strømper. Det var en gammel skrunken kone der lignede hendes tante, men som bare var endnu ældre, endnu mere skiden og tandløs og forgræmmet og forslagen ---. 'Jeg strikker, jeg strikker', nikkede Fremtiden, 'jeg strikker strømper til Agnes'."

Dette fantastiske billede af en allerede uhyggeligt gammel fremtid er sigende for stemningen i Ödön von Horváths (1901-1938) fortælling om to unge menneskers møde en sensommereftermiddag i München 1928 og de efterfølgende 36 timer. Skønt Agnes og Eugen er unge, er de allerede desillusionerede på både menneskehedens og egne vegne. Verdenskrigens mange tab, familiernes opløsning, Tysklands nederlag, den økonomiske krise har frataget dem tro på fremtiden.

Da fortiden heller ikke er til at holde ud at tænke på, prøver de på at leve i en underligt løsrevet nutid. Og hver især at klare sig på bedste vis.

Kropsøkonomi

De lokale gullaschbaroner har kronede dage, men Horváth er mest optaget af de sociale tabere: tjenere, syersker, toiletdamer, prostituerede, arbejdsløse. Agnes, som ikke engang kan lykkes som syerske, møder tjeneren Eugen i en arbejdsanvisningskø. De falder i snak, går tur i parken, og inden aftenen er omme, har de haft fuldbyrdet samleje og aftalt at mødes igen. Det er påfaldende, hvor tillidsfuldt de to fremmede mennesker forholder sig til hinanden: De taler frit fra leveren, og deres kroppe mødes uden synderlige forbehold. De lever i nuet og har intet at tabe. Næste dag bryder Agnes deres aftale, fordi et nyt nu dukker op, da hun får mulighed for at tjene penge som model.

Som hovedpersonernes og de mange bipersoners historier viser, er sammenhængskraften i dette efterkrigssamfund en slags kropsøkonomisk kredsløb af udbyttere og udbyttede. Tabernes mulighed for at opnå arbejde, penge, mad består i at veksle deres kroppe, stille sig til rådighed. Omstændighederne reducerer dem alle til egoister, og det har mærkbare konsekvenser for deres omgang med hinanden.

Til gengæld er der stadig en tynd facade af borgerlig moral, som når en udbytter konverserer og bespiser, før han voldtager, og når Agnes' tante billiger, at hun står nøgenmodel, når blot hun ikke gør det i kunstigt lys (for så er kunstneren ude på noget andet). Da Agnes står model kun iført hullede strømper, er hun da også flov over hullerne. Men som vi har set, har hun også blik for det latterlige i den skrunkne fremtid, der bare strikker og strikker uden at levere noget.

Drømme om et andet liv

Trods personernes optagethed af økonomisk vinding og det simple daglige brød spiller drømme om fine restaurantbesøg, bilture, et eksotisk andetsteds en afgørende rolle for deres handlinger. Agnes og Eugen forholder sig mestendels selvironisk - på den resigneret humoristiske måde - til drømmene, de er gode til at afsløre deres egne illusioner om en højere mening med det hele.

Da Agnes efter en luksuriøs biludflugt med kunstnerens ven, har fået agurkesalat, er blevet voldtaget og efterladt i skoven, fordi hun kom til at grine af hele situationen, drømmer hun, at en engel viser sig for hende: "'For Gud er ingen agurk umulig', sagde englen."

Det er morsom læsning, når den hykleriske facade og de tåbelige drømme pilles fra hinanden. Men det er også tragisk at følge de unge menneskers forsøg på at holde sig fri af illusionen om den store kærlighed og hvad den indebærer af børn, familie, efterslægt. Agnes forholder sig nøgternt til sine tidligere kærlighedsaffærer:

"Om vinteren var der så en der forelskede sig i hende og han havde et behageligt organ". Her er der vel at mærke tale om mandens behagelige stemme og ikke det andet organ, som Villy Sørensens stedvis lovlig germaniserede danske version får os til at tænke på. Horváth er dog generelt ganske bramfri, så det gør ikke så meget. Sørensen har tydeligvis stor sans for Horváth, og germanismerne er andre steder flot billeddannende, som når en mand, der svigter en kvinde, "lader hende sidde"

Agnes og Eugens kærlighedshistorie fortaber sig i andre engagementer, men de får lov at mødes til sidst, ikke som par men som parter i hvad der måske kunne blive en ikke-økonomisk, medmenneskelig omgangsform. Som han tænker, da han skaffer hende en plads som syerske og dermed måske redder hende ud af prostitutionen: Møgsvinet kan vel lige så godt gøre møgsoen en tjeneste.

Det er en fascinerende historie fra en grum tid, hvis desillusionerede stemning den levendegør, og hvis tidløse menneskelige udfordringer den gør til sit stadig aktuelle anliggende. Det er også en lille perle af koncentreret fortællekunst.

Som det var tilfældet i Horváths Gudløs ungdom, der kom i dansk oversættelse sidste år, er ikke et ord overflødigt og ikke et ordbillede ligegyldigt. Associationer, sidespring og svinkeærinder dominerer både personerne og fortællingen om dem, men alt samles formfuldendt af den veloplagte fortællerstemme, som indoptager personernes ord og tanker i en style indirect libre, jeg sjældent har set mere virtuos.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her