Læsetid: 3 min.

'I villaen bag mig...'

Valgte man tirsdag, at se den sene TV-Avis kunne man spejle sig i jævnaldrende arketyper på deroute. Samt se hvordan en villa og et tomt retslokale ser ud
11. juni 2009

Klokken er 21.00. Alle 49-årige sygeplejersker, der hedder Birthe, bor i Vejle og er interesseret i det nære og hjemlige, kan godt gå i seng. Imens kan vi 35-årige mænd, der hedder René, er selvstændig, bor nord for København og er interesseret i det fremmede og abstrakte, sætte os til rette foran skærmen. Og denne tilfældige onsdag var der lagt op til guf og jævnaldrende mænd på deroute til den arketype, der ifølge DR's egne udviklingsmål er målgruppen for den sene TV-Avis.

God tro

Den første hovedhistorie handlede om en svindler, der havde solgt luksusbiler til spotpriser uden at betale afgift. Og her fik vi så den første ud-af-huset-oplevelse. Den udgående journalist havde fundet frem til den villa, hvorfra svindleren havde svindlet. En klassiker lå lige til højrebenet. "I villaen bag mig..." kunne journalisten med det karakteristiske nik med hovedet kickstarte historien. Vinklen var klar: Nu var regningen endt hos de bilkøbere, der var så uheldige at være endt i klørene på svindleren. Journalisten derimod var heldig som få: En af dem var formiddagspressens favorit-mobbeoffer, 'finansmanden' Erik Damgaard. Og ikke nok med det; den pågældende bil var en gave til hans nu fraskilte og rufferimistænkte hustru, Annie.

Erik Damsgaard handlede i god tro, skrev han i et brev til TV-Avisen. Alas, stakkels Erik. Alas, alas os abstrakte mænd, der blev snydt for en historie om, hvordan det overhoved kan lade sig gøre at snyde fællesskabet for 33 millioner. Eller den finanskrise-relevante diskussion af, hvilket ansvar en René har, hvis han køber en Jaguar for to pebernødder og en kapsel.

Men vel. Jeg rettede på klokkeværket og titaniumbrillen, og efter et par kortere indslag om hudsygdomme hos tsunami-hjælpearbejderne og den seneste terrorbombe i Pakistan, er jeg klar til den anden hovedhistorie: Optakten til Stein Bagger-retsagen.

Før vi går videre, må det retfærdigvis bemærkes, at optaktshistorier er en svær journalistisk disciplin. Der er per definition ikke sket noget endnu, men alligevel skal det blæses op.

Og i en så gennemtygget sag, med et så relativt hurtigt juridisk forløb som Bagger-sagen, er baggrunds-historien stadig så frisk i folks erindring, at et fyldigt referat kan virke som en gentagelse for den almindeligt oplyste René. (Nogle vælger simpelthen at smide håndklædet i ringen. Se gårsdagens Information. Danmarks største svindelsag blev dækket i FOLK.)

Uldligende

Men dækkes skal det selvfølgelig af TV-Avisen. Og det kræver naturligvis en tur ud af huset.

Denne gang var det retsbetjenten, der viste rundt i den retssal i Lyngby, hvor Stein Bagger dagen efter skulle stå ret. Vi så den stol, Stein Bagger skulle sidde på. Den var betrukket med et blågrønt, uldlignende materiale. Den så vældig behagelig ud, omend den måske kradser noget i shorts. Vi fik også set den skranke, anklageren skulle sidde bag. Vi må håbe, at også han har valgt lange benklæder i dag.

Reportagen skulle måske signalere stilhed før stormen/her skal slaget stå. I stedet fik denne René en overvældende følelse af, at andre folk spildte hans tid. I disse tider kan det undre, at det ikke er 'I villaen bag mig...-indslagene', der er røget i en sparerunde.

Der er i televisionens historie meget få eksempler på bilsvindlere, der har kastet sig i døden fra tagryggen under et indslag. Og en dansk retssal ligner en retssal, bare uden paryk og sej hammer.

Det var næppe tilfældet tirsdag morgen, at det samlede redaktionsmøde var ved at springes af nysgerrighed over, hvordan retten i Lyngby tager sig ud. Når TV-avisen alt for ofte ender med tomme stand-ups foran lukkede døre, hvor en eller anden senere vil gå ind og ud, er det nok nærmere en kombination af en for rigid udlægning af mediets krav, og en angst for at kede seerne med for megen snak. Som skrivende jorunalist, er jeg taknemmelig for, at jeg ikke er underlagt kravet om dækbilleder - det kan være svært nok, at finde det ene billede til avisen, der skal illustrere en vismandsrapport eller en bankpakke. Men det er nu engang tv-mediets opgave at udforske mulighederne. Alternativt kunne man satse på at René, Birthe og alle os andre har både nok abstraktion og erfaring nok, til selv at danne billederne til en debat mellem kloge mennesker.

Reportagen er det, der giver journalistik nærvær og nerve. Men fri os fra flere tomme lokaliteter, DR. Det kan give en så ubehagelig fornemmelse af, at afsenderen ikke har noget at sige, og det gør, at Rene bliver så træt, så træt under den sene TV-Avis.

**

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu