Læsetid: 4 min.

En absurd rationalitet

Den norske samfundsforsker Jon Elster har skrevet en brillant lille bog om konflikten mellem det strategiske menneske og det fornuftige fællesskab
18. juli 2009

Vi har en teori om mennesket, som gør store humanister til totale idioter. Og den teori er ikke et produkt af desperate fundamentalisters propaganda eller professionelle pessimisters forfaldsfortælling. Det er tværtimod den almindelige styringsrationalitet i vestlige liberale demokratier, der antager, at det enkelte menneske til enhver tid og under alle omstændigheder stræber efter størst muligt udbytte for sig selv. Det kaldes for 'rational choice theory', altså teorien om det rationelle valg.

Det rationelle menneske vil ifølge denne teori kun handle godt mod andre for selv at blive behandlet ordentligt, det vil kun overholde reglerne for at sikre sig selv, og det vil udelukkende omgås andre mennesker, hvis det tjener dets egen interesse. Ingen ville kunne holde ud at leve sammen med sådan et rationelt menneske, for hvem alle andre bliver midler til at opnå personlige mål. Men alligevel kan man uden frygt for at virke latterlig betjene sig af denne teori som udgangspunkt for politisk styring.

Fornuft og rationalitet:Denne særlige forestilling om rationalitet analyserer den norske samfundsforsker Jon Elster i sin tiltrædelsesforelæsning fra 2006 ved den eksklusive akademiske institution Collège de France,

»Først og fremmest er teorien om 'rational choice' en normativ teori, det er kun i anden række en deskriptiv teori. Den starter med at postulere, hvordan mennesker bør agere for at opnå deres mål, og derefter hævder teorien, at den forklarer deres adfærd ud fra den hypotese, at de faktisk agerer således.«

Teorien er hverken politisk idealistisk eller kulturelt utopisk: Det er en teori, som foreskriver en adfærd, der passer ind i administrative skemaer og bekræfter den herskende nyttelogik. Det antages således, at vi ikke blot agerer kalkulerende, strategisk, men at vi også indsamler optimal information, inden vi træffer afgørende beslutninger. Det antages derudover, at vi suspenderer vores angst og vores begær, når vi foretager afgørende valg.

Teorien udlægger mennesket som en entreprenør, der lever under vejledning af konstante cost-benefit-analyser. Denne administrative teori foreskriver, at alle eksistentielle valg skulle være styret af spørgsmålet: 'Hvad får jeg selv ud af det?'

Men hvis mennesker virkelig opførte sig, som teorien foreskriver, ville der for eksempel ikke være nogen, der stemte ved et valg, fordi chancen for, at den enkelte stemme skulle blive udslagsgivende, er betydeligt mindre end risikoen for at blive dræbt på vej til valgstedet. Og ikke alene bliver de fleste ved med at stemme alligevel. Det bliver heller ikke regnet for tåbeligt spild af tid at stemme.

En anden fornuft

Den rationalitet, som man henviser til i 'rational choice'-tænkningen, kan således ikke redegøre for noget så banalt og hverdagsligt, som at mennesker vælger at stemme og regner det for en demokratisk dyd. Det er en absurd smal definition af rationalitet, som Jon Elster både kritiserer systematisk og udvikler et alternativ til i sin forelæsning, der nu udkommer som en lille bog.

'the idea of reason'Den dominerende teori om rationelle valg er baseret på, at man kan realisere fælles politiske mål, hvis bare hvert enkelt menneske realiserer sin egne mål. Hvis vi med andre ord gør det bedste for os selv, gør vi også det bedste for fællesskabet. Men som Elster pointerer, ville konsekvensen af denne indstilling være, at demokratiet brød sammen, og borgerens hensyn til fællesskabet blev ophævet. Han anbefaler derfor det, han kalder , en ide om fornuften. Elsters egen teori om fornuften tager udgangspunkt i forestillingen om fælles offentlige 'goder', som ikke skabes automatisk ved, at hver enkelt lille privatperson forfølger sine egne mål. Disse goder kan ikke oversættes til værdier, men må snarere betragtes som overordnede hensyn: »Denne ide om fornuften er sat sammen af tre elementer,« skriver Elster: »upartiskhed i forhold til personer, upartiskhed i forhold til tid og rationelle eller velfunderede grundantagelser. Vi skal helt sikkert tilføje den gode vilje for at gardere os imod upartiske svinestreger.«

Elsters lille bog er et forsvar for en fornuft, der er andet og mere end strategiske kalkuler. Det er et forsvar for en politisk rationalitet, som taler op til mennesket, i stedet for at tale det ind i en logik så mekanisk, at ingen vil kendes ved den. De to former for fornuft behøver ifølge Elster ikke udelukke hinanden. Han sammenligner dem med prinsens to vejledere: Der er en rådgiver, som opdrager prinsen til kampen om magten, og der er en lærer, som underviser prinsen i at realisere det fælles bedste på lang sigt. Læreren fortæller prinsen, hvad hans mål bør være, og rådgiveren fortæller prinsen, hvordan han realiserer sine mål. Og Elsters afsluttende pointe er, at hvis læreren har gjort sit arbejde ordentligt, vil prinsen bruge sin strategiske uddannelse til at kæmpe for det fælles bedste.

Jon Elster. Reason and rationality. 79 sider, 14.95 dollar. 118 kroner i Atheneum Boghandel. Princeton University Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu