Læsetid: 3 min.

Æstetisk strambuks hos Moby

Hvis der er nogen, der står sammen i showbusiness, så er det amerikanske Moby og den islandske kæresteduo Jónsi & Alex. I hvert fald i forsøget på at male deres verdener i idylliserende vandfarver
17. juli 2009

Nogle vil sikkert kalde det rørende smuk musik. Musik som i en kirke eller i hvert fald et helligt sted, et potentiale for udfrielse, en mulighed for at lukke øjnene og svømme hen. Musik som indgyder spirituel wellness.

Mobys musik har i hvert fald behaget mange ører og måske sjæle. Den 43-årige amerikanske elektroniske spiritual-pop-smed har haft sine hits, åh ja, ikke mindst med sine samplinger fra folklore, fra spirituals og etnisk sang, som han dygtigt har forstået at iscenesætte i, hvad nogle vil kalde opløftende, poptracks. Og han ramte givetvis noget i tiden omkring årtusindskiftet, da han i ’99 udgav sit effektive album 18, som har solgt ni millioner eksemplarer (dengang man stadig solgte albums i oplag, der kunne finansiere repræsentationskonti).

Nu har Moby fået en åbenbaring. Ikke noget med brændende buske, men bænket ved prisuddelingen BAFTA Awards, hvor David Lynch sagde, at kreativitet for kreativitetens egen sag er en smuk ting. »At that moment, I decided to make records that were more personal,« siger Moby i pressemeddelelsen til sit nye album Wait For Me. »Maybe more experimental, and a little more challenging«.

Det kan bare ikke høres på Wait For Me. Jo, ok, Moby kaster sig da over sit fag med fornyet glæde og med klanglige lækkerier til følge. Men han er også vendt tilbage til moder jord-pop-skabelonen fra sine jubelår (med Hotel og Last Night som mere offensive mellemspil).

Sentimentaliteten driver

Når en soulsangerinde oplader sin røst i Mobys verden, så er det for at kundgøre salighedspotentialet i vores eksistens. Når der trilles fingre hen ad et klavers tangenter, så er det for at fortælle os, at verden er et smukt sted at være. Når en synthesizer, der kunne have været i hænderne på Jean-Michel Jarre, udgyder sine klange, så er det for at male grønne enge eller åbne vores øjne for klodens enorme generøsitet og episke vidder. Sentimentaliteten driver, og det fællesskab med Airs luksuriøse lyd (da de var bedst, på albummet Moon Safari), som kunne få en til at føle sig elsket i perfekte doseringer, har det med at blive til en omklamrende overelskende overfrakke i Mobys tilfælde.

Og i denne anmelders ører er det ikke et fristed, man tilbydes, snarere en osteklokke for dikteret kontemplation og forceret forsoning. Æstetisk og etisk strambuks. Jeg føler mig påduttet. Og jeg føler, jeg er ufrivillig passager i reklamefilm for øko-venligt vaskepulver eller vindenergi.

For ferskt

Jeg føler mig egentlig også påduttet i den islandske kæresteduo Jónsi & Alex’ tilfælde, på trods af at de udbreder sig mere tilbageholdende og mindre dikterende. Uden dog at spare på det stilistiske krudt: Salmer, englesang (eller er det menneskekor, der simulerer), henførte strygere, ambiente flader, men også lidt radiokommunikation og groft digitalt skårne såvel som glitchende klange, der dog aldrig maser sig på. Analog susen i træerne og kirkehvælvingen, digital sitren over trommehinderne. Alt er diskret poesi.

Duoens debutalbum Riceboy Sleeps er musik, man lytter til og samtidig ikke lytter til. En slags udflydende parallel til den nye form for kompositionsmusik, som jeg foretrækker at høre fra tyske Hauschka (på præpareret klaver) eller norske Nils Økland (med folkloristisk violin). Og med store gældsposter i Brian Enos Ambient-serie.

Jónsi er også forsanger og frontfigur i det sakrale støjrockband Sigur Rós, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg savner dette bands elguitarer, der rejser enorme arkitekturer af referencer og forvrængning i deres ellers også skønmalende kompositioner. Uden dem bliver Jónsi & Alex til et par idylliserende alfer med store lærreder, men kun et begrænset sæt vandfarver.

Det bliver for ferskt. Blodløst. Jeg kan finde på at drikke af det for at slukke tørsten, ikke for at smage på det. For der er ikke meget at smage på. I stedet slukker det lydene omkring en (som ambient i Enos udlægning formår), lukker en inde i en velbehagelig boble. Desværre lugter der bare lidt vel meget af sentimentalitetens sure sokker derinde. I begge pladers tilfælde. Velmenende, jovist, men også med en tendens til at dyrke det meningsløst pæne, i stedet for det betydningsfulde i følelser og troen på deres centrale betydning på denne jord.

rach@information.dk

Moby: Wait For Me (Little Idiot/Playground). Moby spiller i et udsolgt Store Vega 2.8.

Jónsi & Alex: Riceboy Sleeps (Parlophone/EMI)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu