Læsetid: 3 min.

Dån over Don Mikkelsen

Og mærk pulsen dunke i Grønnegårdsteatrets magnetiserende opsætning af Eric-Emmanuel Schmitts 'Libertineren'
Jovist, Lars Mikkelsen kommer ned at ligge uden en trevl på kroppen. Men verbalt er han højt oppe at flyve i Grønnegårds Teatrets superelegante forestilling om begær og moral.

Jovist, Lars Mikkelsen kommer ned at ligge uden en trevl på kroppen. Men verbalt er han højt oppe at flyve i Grønnegårds Teatrets superelegante forestilling om begær og moral.

Bjarne Stæhr

21. juli 2009

Om han ser godt ud? Om han tænder tilskuerne? Om får han tankerne til at gløde?

Lars Mikkelsen gør det hele. Magnetiserer kvinderne og imponerer mændene. Hans erotiske udstråling giver gåsehud. Han står ellers bare ved sin skrivepult og taler begavet i sin tvivlerrolle som 1700-tals filosoffen Diderot. Indtil han altså får øje på en kvalergang eller en hals eller en ankel. Så forandres han til et passionsdyr, og så må filosofien vige ...

LibertinerenLars Mikkelsen har altid kunnet præstere erotisk hørm på en scene. Men som Libertineren på Grønnegårds Teatret kulminerer hans karisma. Hans higen får hans stemme op i falsetten, mens hans åndedræt bliver pibende, og hans krop får trang til det horisontale. Det erotiske er i det hele taget herligt visuelt i Thomas Bendixens sprudlende opsætning af Eric-Emmanuel Schmitts flabet-kærlige Diderot-portræt . Alene titlen røber ellers Schmitts retoriske glæde ved gammeldags ord, og oversætteren Jesper Kjær har igen spillet ping-pong med Schmitts franske filosofi-ekvilibrisme, så de danske ord står silhouetklart i det nordiske sommertusmørke.

»Frydefuld,« lyder det velvalgt i en replik - og det er lige præcis, hvad oversættelsen er.

Selvglad potens

Enigma VariationerGæstenSmå ægteskabelige Forbrydelser Oscar og den lyserøde dameAlligevel er der krop på Schmitts ord. Den 49-årige, franske dramatiker dukker op på repertoirerne overalt i disse år. I Danmark gælder det både hans , , - og soloen , der blev en pragtpræstation for Pia Rosenbaum.

LibertinerenSchmitt har en evne til at sige meget mere end det, der står i replikkerne. Han formår at indskrive en moderne tvivl og eksistentiel søgen i sine stykker, uanset om de handler om skilsmissevrede eller dødsangst eller sidespringstrang. Det sidste er emnet i , hvis hovedperson kun lige akkurat kan nå at filosofere over sin egen paradoksale moral i to minutter, inden endnu en skønhed dukker op og forpurrer hans skrivning. Her er den 45-årige Mikkelsen på hjemmebane - med sin drevne evne til at spille arrogant og angrende på én gang. For hvorfor ikke bare gøre alle tilløbne kvinder glade ...?

Mørke-mørke øjne

typecastingAlligevel er Schmitts stykke ikke forudsigeligt. Det er snarere tankevækkende - og det rummer komplekse roller, der lykkeligt løfter sig over . I rollen som libertinerens jævnbyrdige erobrer stråler Ann Eleonora Jørgensen. Hun har måske aldrig været smukkere end her, iført forførende rød corsage med barmbølgende lokker. Men hendes strategiske spillerevner kommer også til sin ret. Hendes mørke-mørke øjne lyser af kamplyst, og hendes drilske blik får Mikkelsen til at gribe ud efter hvert eneste bindebånd på hendes vidunderlige hemmelighedskjole.

Jørgensens portrætmalerinde er nu langt fra den eneste kvindeskikkelse. Penille Albæk Andersen har en jordnær ærgrelse i rollen som hustruen, og Signe A. Mannov har en skæg og opsætsig sødme i rollen som hans voksne datter. Det er dog den nyuddannede Johanne Louise Schmidt, som vælter både Mikkelsen og tilskuerne bagover. Hun har en sjælden autoritet og frækhed på scenen - og hun er både aldeles ulidelig og besnærende henåndet. Og så ser hun ubesværet Mikkelsen i øjnene og venter, til kroppen vakler. Hans krop, altså.

Slåbrok på vrangen

handy Skønt nok har Thomas Bendixen desuden valgt den smækre Caspar Juel Berg til rollen som Diderots sekretær. Berg har en yderst munter indædthed, og så kan han den kunst at forstyrre lagenkunstnere med uforstyrret mine.

I Karin Betz' smilende sommerscenografi er 1700-tallets forkærlighed for krummelurer og skjulte døre forvrænget i et vifteperspektiv, der gør alt akkurat så skævt, at det gør normerne gennemsigtige. Selv chaiselongen bugter pirrende, så den skjuler Lars Mikkelsen afklædte forfører ...

Til gengæld er Betz' frække rokokokostumer underskønne med den ene mere plisserede og bekniplede overdådighedskjole end den anden. Selv optræder stykkets Don Juan højest i slåbrok - en luksusbroderet, lommeovervældende silkeslåbrok, der er allerbedst, når den vendes på vrangen, akkurat som manden selv.

Libertineren Her for åben slåbroksblafren mellem lårene funkler symbolikken om moralens ventiler. Og her får Lars Mikkelsen tilskuerblikkene til at slå gnister, så sprutter direkte op i teaterforførelsens top 10.

AMC@INFORMATION.DK«

'Libertineren' af Eric-Emmanuel Schmitt (1997). Oversættelse: Jesper Kjær. Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi: Karin Betz. Grønnegårdsteatret, Odd Fellow Palæets have i Bredgade, til 22. aug. www.grønnegård.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu