Læsetid: 4 min.

Formens akrobat

Stor, flot og kritikløs udstilling om den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier i Martin-Gropius-Bau i Berlin
28. juli 2009

BERLIN - Charles-Edouard Channeret-Gris er som navn beset ingen ørehænger. Måske derfor gjorde den schweizisk-franske arkitekt, der bar det, kort proces i 1920 og ændrede det til slet og ret Le Corbusier. Straks rager et af det 20. århundredes mest betydningsfulde arkitektoniske fyrtårne i vejret. Vel at mærke et fyrtårn iklædt butterfly og kuglerund tung brille. Navneforandringen skete, da han begyndte at udgive det æstetiske tidsskrift L'Esprit Nouveau. Og selve navnet tog han inspireret af sin mors far, der hed M. Corbésier. Han associerede det dog selv senere i livet til det franske ord for 'ravn', corbeau.

Udstillingsbygningen Martin-Gropius-Bau i Berlin viser for tiden en gigantisk udstilling om Le Corbusiers liv og værk. Når man går igennem de smukke rum, er det, som om hele det 20. århundrede på godt og ondt rulles op og reflekteres gennem dette ene menneske, der med fremsynethed og myreflid satte et afgørende og ikke uomstridt præg på arkitekturen i sin egen tid og frem til i dag.

Le Corbusier blev født i 1887 i den schweiziske by Le Chaux-de-Fonds, og udstillingen er en vandring, der begynder omkring 1907, hvor den unge Charles-Edouard rejser ud for at se verden. Her er blyantstegninger fra landhuse ved Budapest, moskéer i Istanbul og en bro i Genève. Helt indtil 1911 turer han omkring i Italien, Frankrig, Tyskland, Tyrkiet og Grækenland. Et år mellem 1910 og 1911 tilbringer han på den avantgardistiske arkitekt Peter Behrens' tegnestue i Berlin, hvor han bliver venner med Walter Gropius og Mies van der Rohe. Det blev et afgørende møde med den tyske industrikultur, og selv om han ideologisk retter sig fuldkommen mod Frankrig og senere også bliver fransk statsborger, og selv om han aldrig sætter ord på det, bliver det tidlige møde med den tyske moderne industrikultur af afgørende betydning for Le Corbusiers værk.

Modellen af Villa

Schwob, som han laver for urfabrikanten Auguste Schwob i sin hjemby i 1916, viser - trods sit Istanbul- inspirerede flade tag - hvordan også schweizeren ligesom den helt samtidige tyske Mies van der Rohe i denne førkrigsperiode er stærkt præget af klassicismen. Første Verdenskrig ændrer verden. Også de to unge arkitekters. 1917 rejste den unge Charles-Eduard til Paris, hvor han blev og lærte den kunstneriske avantgarde at kende. Den talte på det tidspunkt Picasso, Braque, Picabia, Duchamp, Léger og Delaunay. Han begynder at gøre sig tanker om bybyggeri, og i 1922 laver han model og perspektiv til en »tidssvarende by for tre millioner indbyggere«. Materialerne til byplanlægningen er i følgende rækkefølge og rang- orden: Rum, Træer, Himmel, Stål og Cement. Her er bygget opad med stål og beton, og man kan ikke sige, at de 24 krydsformede skyskrabere af glas med en højde på over 220 meter sætter individet i centrum. Futurismen har et fast greb om Le Corbusier. Eller han om den. Han er i hvert fald fuldkommen blottet for berøringsangst over for maskinen og taler selv om sin arkitektur som »boligmaskiner«.

Loppemarkedsfund

Derfor er det også sjovt at se, hvordan Le Corbusier selv og især på sine rejser var en ivrig loppemarkedsgænger, der slæbte vaser, statuetter og figurer hjem. Han kalder dem »type-objekter«, lader sig inspirere af mønstre og former og værdsatte sine billige fund lige så meget som sine Picasso- og Léger-malerier. Han tegnede i 1915 en sekretær, der skulle bygges i nøddetræ, til sin mor. Den er også udstillet. Den er elegant med en lille loggia over skufferne. På samme tidspunkt tegnede han også et hus til sine forældre, her- under et tapet med et nærmest matisse'sk rosenmotiv. Le Corbusier havde, hvad man måske ikke ventede, en faible for fantasifuldt tapetmønster, og i sit eget antechambre - venteværelse - i Paris havde han et rødt tapet med trykte motiver fra det gamle Paris.

»Jeg er en formens akrobat, leger med formerne. Form betyder at udtrykke det hele,« siger Le Corbusier om sig selv omkring 1933. Han vedbliver at lade sig inspirere af Orienten og laver banebrydende projekter i Algeriet og blandt andet den smukke snoede siloagtige parlamentsbygning i Chandigarh i Indien.

Møblerne holder

Men det er hans møbler, som han laver fra slutningen af 1920'erne i samarbejde med sin fætter Pierre Jeanneret og designeren Charlotte Perriand, der holder i dag. Chaiselongues, borde og stole i stål, glas, læder, lærred og gummi. 1929-1931 indretter han taglejligheden for Charles de Beistegui på Champs Elysées. Et nærmest surreelt foto viser en tag- terrasse med kamin og trompe l'euil-effekt på Triumfbuen. Lejligheden blev kun brugt til selskabelighed. Fra 1930'erne og indtil efter Anden Verdenskrig er der smalhans på boligbyggerifronten, og Le Corbusier helliger sig i stedet sit maleri og sit skriveri. Han maler abstrakt med organiske former og bevæger sig på alle fronter væk fra 1920'ernes rationelle, puristiske kompositioner. Inspirationen hedder 'primitive' kulturers enkle løsninger, og naturen som for eksempel knogler, træ og koraller kommer til at spille en stadigt større rolle i Le Corbusiers arkitektur. Således er kirken Notre-Dame-du-Haut i Ronchamp (1950-55) blød og rundet med asymmetriske vinduer, som tilfældige naturskabte huller.

Udstillingen er helt ukritisk og forbigår i tavshed, at det stadig er stærkt omdiskuteret, om Le Corbusiers arkitektur er menneskevenlig og egner sig til at bo i.

Le Corbusier - Kunst und Architektur. Matin-Gropius-Bau, Berlin, til 5. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu