Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Fornuften og troen

En venstreorienteret professors Yale-forelæsninger, som nu er kommet i bogform, er først og fremmest en nærmere analyse af den såkaldte 'ny ateisme', men professor Terry Eagleton inddrager også sit syn på en række teologiske forhold, som han har en forholdsvis uortodoks forståelse af
Kultur
25. juli 2009

Terry Eagleton er ikke noget særlig kendt navn herhjemme, men i England anses han for en af de mest indflydelsesrige intellektuelle skribenter. Han er professor i engelsk litteratur ved universitetet i Lancaster og har samtidig et professorat i Cultural Theory ved Galway i Irland. Dertil er han fast skribent ved bl.a. avisen The Guardian og det venstreorienterede ugeskrift New Statesman. 40 (!) bøger er det hidtil blevet til for den nu 67-årige professor, som tilhører den politiske venstrefløj, og som har fastholdt, om end også justeret, sin grundlæggende marxistiske overbevisning.

I 2008 afholdt Eagleton nogle forelæsninger ved Yale University om »Fornuft, tro og revolution«. Forelæsningerne, som nu er kommet i bogform, er først og fremmest en nærmere analyse af den såkaldte 'ny ateisme', men Eagleton inddrager også sit syn på en række teologiske forhold, som han har en forholdsvis uortodoks forståelse af.

Britisk elegance

Eagletons udgangspunkt er det synspunkt, at den nyere ateistiske debat er udtryk for en unuanceret og karikeret fremstilling af religion i almindelighed og af kristendommen i særdeleshed. Den ny ateismes aggressive talsmænd har ganske enkelt ikke sat sig ind i sagerne. Det er, skriver han, med deres kritik af teologien, som hvis de havde sat sig for at nedgøre biologien som sådan udelukkende på baggrund af læsning af The Book of British Birds. Eller med en anden Eagleton-typisk formulering:

»Meget af den nye afvisning af kristendommen svarer til, hvis man afviste feminismen på baggrund af Clint Eastwoods opfattelse af den.«

Det er navnlig de to førende religionskritikere, Richard Dawkins og Christopher Hitchens, der fokuseres på. Deres bøger er ifølge Eagleton skæmmet af en række grove misforståelser og generaliseringer, som f.eks. dem, der kommer, når man undlader at skelne mellem fundamentalistisk religion og ikke-fundamentalistisk religion. Hvad angår Ny Testamente forholder de sig som regel, siger Eagleton, til en »værdiløs karikatur af den ægte vare«, og de er »rodfæstede i fordomme og en ignorant tilgang til det, de kritiserer«.

F.eks. ser de skabelsen udelukkende ud fra en fundamentalistisk forståelse, som kun ganske få teologer vil acceptere. De ser Gud som en slags »kosmisk generaldirektør«, og tager skabelsen lige så bogstaveligt, som kun de tungeste fundamentalister gør det. Dertil kommer, mener Eagleton, at folk som Dawkins og Hitchens har et forkvaklet forhold til selve opfattelsen af videnskabelighed over for troen.

Når Hitchens f.eks. skriver, at »takket være teleskopet og mikroskopet kan religion ikke længere forklare noget af betydning«, er det et markant udtryk for den nævnte naive og overfladiske tilgang til fænomenet religion og til teologien.

Den skabende Gud

Eagleton gør opmærksom på, at middelalderteologen Thomas Aquinas ikke ser Gud Skaberen som en hypotese om, hvordan verden er opstået, og at det derfor heller ikke er rimeligt at postulere en konflikt mellem naturvidenskab og teologi. Faktisk kunne Aquinas ifølge Eagleton godt forlige sig med tanken om verden som noget, der ikke havde en begyndelse i den forstand, vi som regel tolker det.

Snarere er tanken om den skabende Gud noget, der udspringer af en erkendelse af, at »Gud er årsagen til, at der er noget frem for intet«. Naturligvis er et sådant udsagn et tros-udsagn, men det er ikke kun den troendes tilgang til naturen, som har blik for dens karakter af skabthed, lige som det næppe kun er den troende, som kan undre sig og blive ydmyg over for det værendes komplekse tilstedeværelse og fremtræden.

Det kunne måske lyde, som om Eagleton taler ud fra et gængs teologisk standpunkt. Men sådan forholder det sig ikke. Hans tanker er således ikke bare en udfordring for de ateister, hvis arbejder han ikke har så meget tilovers for, men også for de teologer, han har betydeligt mere tilovers for. Hans opfattelse af Jesus er således tolket ganske kraftigt ud fra forestillingen om, at Jesus var en social-revolutionær oprører, som blev henrettet for sit budskab.

Teologien vil hævde, han var mere end det, om end undertegnede abonnerer gerne på, at de dele, Eagleton peger på, spiller for lille en rolle i den kirkelige forkyndelse af Jesu budskab. Hvad der er afgørende for soliditeten hos Eagleton, er, at han ikke blot projicerer sine egne idealer ned på Jesus, men snarere præsenterer en gennemreflekteret og dybdeborende uortodoks tolkning med et fint blik for, at teologien bl.a. åbner blikket for at se livet som en gave og verden som noget der skal tolkes som skabt, uden at der er tale om en skaber i den fundamentalistiske betydning.

Terry Eagleton: 'Reason, Faith and Revolution. Reflections on the God Debat'. Yale University Press. New Haven and London. 200 s. 25$.

Se også Niels Ivar Larsens artikel fra den 23. maj om bl.a. Eagleton og kritikken af ham.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her