Gør, hvor aviserne tier

Jeg er ny abonnine på Standart, fanget ind af redaktionens relancering, og har netop modtaget juninummeret sammen med et håndskrevet girokort på 215 kroner for et års abonnement. Jeg skriver 'håndskrevet' for at understrege, at der er så utroligt meget praktisk arbejde forbundet med at drive et tidsskrift, og mit eget navn og adresse skrevet i hånden af en fremmed gør noget ved mig, som er lidt svært at beskrive, men som er det stikmodsatte af, hvad f.eks. et brev fra Tøger Seidenfaden eller Anne Knudsen om, hvad Politiken eller Weekendavisen nu har af tanker om sig selv med chefredaktørens underskrift trykt i kuglepensblåt, gør ved mig. Nej, tidsskriftsfolket leverer den ægte vare, og lige nu er det måske redaktionen på Standart, der er allermest opbragt over manglen på kritik af den danske skønlitteratur. En vigtig karakteristik af Standart, som gælder de fleste andre danske kultur- eller litteraturtidsskrifter, er, at de er drevet af nødvendighed og indignation. Andre - det vil sige dagbladene og forlagene - gør det ikke godt nok.

Fnys til overs

Standart tager sig primært af kritik, og hvad de øvrige tidsskrifter tager sig af, oplister Lars Bukdahl nøje i en anmeldelse af de 16 litteraturtidsskrifter, vi har i Danmark lige nu. Hvedekorn, som Bukdahl redigerer, anmelder Tomas Thøfner i nummerets allerførste artikel, og redaktionen lover flere af den slags tidsskriftsanmeldelser. I det hele taget har redaktionen valgt at tildele kritikken - også kritikken af kritikken - meget plads. For som lederen afslutter: »Endelig ønsker vi med dette nummers Stand In at tildele litteraturkritikken en seriøs og gennemgribende opmærksomhed for derigennem at italesætte feltet som noget andet og mere end krigsskueplads for dagbladenes kvartalsvise kritikerfejder og pseudodiskussioner.«

Her har lederskribenten nok især haft 2008-fejden mellem Jakob Levinsen fra Jyllands-Posten og Lars Bukdahl i tankerne. Man hører fnyset.

'Italesætte' er i mine ører et rigtigt uni-ord, der dog bliver slået af 'haikuidt' i en anden artikel, men meningen er god nok. Standart nr. 2, 2009, hæver standarden for litterær kritik - ikke nødvendigvis med anmeldelser af aktuelle enkeltudgivelser - men med ægte tidsskriftsluksus som f.eks. Henrik Majlund Tofts artikel om ny skandinavisk konkretpoesi, der har rødder tilbage til noget så eksotisk som Brasilien, hvor kollektivet Noigrandes i 1956 for første gang udstillede konkretpoetiske værker. Artiklen er skrevet på baggrund af et større bogprojekt af Toft. Den bygger på fordybelse og specialviden. Lige hvad tidsskrifter kan byde på, når de er bedst.

Ud med de korte

Standarts lange anmeldelser af aktuelle danske udgivelser er også generelt gode, netop fordi de er lange, og altså får de flere nuancer med, som dagbladene ofte ikke har plads til. Men slår man op på side 21, finder man tre korte anmeldelser, der lige så godt kunne have stået eller være undværet i et hvilket som helst dagblad. Den første er af Christian Dorphs seneste digtsamling og er o.k. kønnet: Mand læser mand, der skriver om »at prøve at få det hele til at hænge sammen […] uden at miste sin […] frækhed og maskulinitet.« Den anden er o.k. kedelig: »Guldager forfiner fortsat sin teknik og fortæller stadig mere på mindre plads end de fleste.« Og så må den tredje siges at være o.k. kæk. Den anmeldte bog er Morten Hesseldahls Natten er lige begyndt , og teksten er såmænd blot et F efterfulgt af en meget lang række U'er, så kommer et C og så et K. Herefter følger samme mønster med bogstaverne FARC. Exiten lyder »(men også idealisme)!!« Måske nogen, der har læst Hesseldahls bog, kan forklare?

Helst døde forfattere

Redaktionens høje ambitionsniveau på den litteraturs vegne, »der kan siges at agere kvalificeret på litteraturens felter«, som det hedder i lederen (og som åbenbart ikke er Hesseldahls nye bog) betyder også en opprioritering af det nekrologuafhængige litterære portræt. Allerede nu får vi fire af slagsen, alle læseværdige i særlig grad, om Edgar Lee Masters, Sigurd Mathiesen, Peter André Alt og James Joyce.

Og nu er vi omsider fremme ved nummerets lille perle og en mulig forklaring på, hvorfor netop portrætterne af de afdøde forfattere er så gode: Per Aage Brandts bidrag om litteraturkritik, der er uafhængig af tid og sted - akkurat ligesom god litteratur er det. Brandt skriver om den besværlige genre, kritikken, at den hører med til et lands kulturelle liv, hvor pinlig og deprimerende den end er, men den kræver afstand. »Litteraturen bliver mere litterær, når den anskues i et internationalt, interkulturelt, inter-alt-muligt verdensperspektiv. Grunden kan være, at litteratur i ren form ikke er lokal folklore, etnisk lokalkram, men derimod som sådan en tværkulturel skriftlig aktivitet, der forholder sig til menneskers liv og erfaringer uanset tider og steder.« For at skrive ren, alvorlig litteratur og ren alvorlig kritik må man skrive som var det det sidste, man skulle gøre. I stedet for at dø, kan man også nøjes med at rejse udenlands, skriver Brandt. Standart lader os tage billetten.

Standart nr. 2, 2009, 23. årgang. Red. Jonathan Nielsen mf.