Læsetid: 5 min.

Herren viste sig på Frederiksberg

Forrygende gospel med John Scofield, da det først kom i gang. Skuffende møde med Aaron Parks, der er bedre på ny dansk CD. Og et hastigt kig på Marilyn Mazurs rejse fra sæter til sukh
John Scofield og hans kvartet leverede maskulin gospel: Insisterende, hårdt huggende i det rytmiske og med rigelig soloplads til alle fire i kvartetten.

John Scofield og hans kvartet leverede maskulin gospel: Insisterende, hårdt huggende i det rytmiske og med rigelig soloplads til alle fire i kvartetten.

Andreas Hagemann Bro

9. juli 2009

At turnere verden rundt for at skabe fornøden købelyst til en ny CD, hvis numre så råspilles på koncerterne, er ikke nær så almindeligt i jazzen som i rocken. Ikke desto mindre fik man to eksempler på fænomenet på jazzfestivalen tirsdag - med hver sit uventede resultat.

I Haveselskabets Have indtog guitaristen John Scofield scenen med sin nye gospel-kvartet, med hvilken han netop har indspillet. Projektet hedder 'Piety Street', og lige så vigtig for dét som Scofield selv er den garvede pianist, organist og sanger Jon Cleary, der som gospelmusiker i modsætning til kapelmesteren er 'den ægte vare'.

For med Scofields interesse for gospel og spirituals er der jo tale om et postmodernistisk ikon, der søger tilbage til et sted, der i jazzmæssig henseende kan betragtes som liggende endnu før klassicismen. Ikke desto mindre: Den mørke bejdse, der giver den særlige sydstatskulør, har altid været et element i Scofields udtryk - så nogen fremmed fugl, der træder ind i et spinatbed, er han jo ikke just.

Men Scofields fraser kan været ret korte og afsnuppede, ligesom begrebet 'varme' heller ikke er noget, der ofte forbindes med hans spil, og det kan jo godt være forstyrrende for vores billede af blidt gyngende gospel med Mahalia Jackson foran et englekor. Dét billede var helt borte i Kongens Have - og tak for dét.

I stedet fik vi gospel på maskulin facon: Insisterende, hårdt huggende i det rytmiske og med rigelig soloplads til alle fire i kvartetten. Alligevel skulle vi et stykke ind i koncerten, før musikken lettede - men så gjorde den det også.

Især i de mere brudte rytmiske mønstre var Scofield i sit es, og i de subtile solointroduktioner viste han, hvor langt man kan tage forlæggets simpelhed med harmoniudvidelser. Allerbedst fungerede det, når kvartetten kunne indlede 'Never Turn Back' hårdt og funky, fortsætte den som ren rock og slutte den næsten tyst stilfærdigt kun ridende på en ostinat, for da fik Scofield vist hele repertoiret.

Den lange fragmentariske introduktion til Hank Williams-sangen 'Angel of Death' var et andet højdepunkt, og hele den hengivne kollektivistiske idé med gospel'en fik sit i den fejende 'Something's Got a Hold on Me'.

I det hele taget fik vi kun musik fra den nye CD, men konklusionen er klar: Det var meget bedre live end på CD. I gospel skal man kunne strække ud, når der findes spirituel anledning til det, og lukke ned, når man kører sur i det. At spille gospel i studiet med 'to kor til mig, to kor til dig og lidt trommer i kadencen' kan ikke konkurrere med sceneoplevelsen. Så gå efter Scofield og gospel'en, når han, som Herren måske gør det en gang i mellem, viser sig for os! Oh, Lord!!!'

Talentoverskud

Den unge amerikanske pianist Aaron Parks havde også CD'er med til salg - hele to. Den ene - hans debut på det hæderkronede Blue Note, Invisible Cinema - gjorde han et stort nummer ud af IKKE at ville spille mere fra, da han havde spillet to numre i første sæt. Han havde bedre og nye ting til os, sagde han (også ret uforberedte ting skulle det vise sig). Den anden CD omtalte han ikke, mens jeg endnu befandt mig i Pressen på Rådhuspladsen, hvor der var fuldt besat på alle stolerækker og mere til. Men det burde han nok, for på den - en ny udgivelse på danske Stunt med den danske bassist Anders Christensen, AC, som kapelmester - spiller Parks på papiret en underordnet men, ikke desto mindre, meget bedre rolle.

Parks, der tirsdag spillede for første gang i Danmark, hører, også efter eget udsagn, til de pianister, der er kommet let til sin kunnen og derfor kan en forfærdeligt masse ting. Hans virtuositet og hans indlysende jazzfornemmelse er allerede en fabel ikke mindst takket være Blue Notes energiske markedsføring. Med sådan et talent er det fristende at pakke sit spil med alt det, man kan, og dét gør Parks efter min mening i alt for høj grad. Især er han som komponist havnet i den grøft, hvor han allerede har udpint temaet, når han har spillet det én gang. Der er intet at føje til. Temaet klinger kønt, harmonierne er tætpakkede og evigt skiftende, og den - overvejende - elegiske stemning kan ikke brydes. Og bliver det heller ikke. Parks' bearbejdelse af egne temaer kan udvikle sig til rene ørkenvandringrer, for der er end ikke en oase i forlægget, der kan bringe det videre og gøre det til jazz.

Anderledes, når Parks giver sig i kast med andres forlæg, for da tvinges han til at udfolde sit talent på basis af noget, han ikke har gennemtygget på forhånd. Derfor var hans udgave af Miles Davis' 'Solar' som indledning på andet sæt i Pressen et bevis på, hvor stort talentet egentlig er, og derfor er han værd at lytte til på Anders Christensens Dear Someone , hvor han har fået Berufsverbot som komponist, men i stedet præsterer beåndende og forbløffende tolkninger af Geogre Shearings 'Conception', Edgar Sampsons 'Stomping at the Savoy' og flere af Christensens temaer.

Sart slagtøj

Dér spiller Parks som en anden fin pianist, engelske John Taylor, gjorde det med Marilyn Mazurs gruppe samme aften i Diamanten: Med figurer, der - uden at tabe det af syne - kan bringe oplægget hen et helt andet sted, end man begyndte. Taylor er et unikum til med enkle midler at give æterisk musik fylde, og dét er der brug for i Mazurs musik, der både på grund af den åbenhed, den er skrevet med, og på grund af de ledsagende, ofte sarte slagtøjskommentarer, kalder på et modspil af, om jeg så må sige, mere konventionel karakter. Dét gav Taylor i Diamanten, hvor jeg ikke kunne blive længe nok til at kunne værdsætte så meget andet end den lethed, hvormed Mazur kan bevæge sig ud og ind af forskellige inspirationer i samme nummer.

Det kan med Josefine Cronholms stemme begynde som samisk sang og med Mazurs eget forfinede slagtøj slutte i Nordafrika. Fra sæter til sukh, så at sige. Dybt fascinerende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Jeg læste et andet sted, at den gamle Beach Boys trommeslager Ricky Fataar, også var med i Scofields Piety Street band. Man må da sige at han kommer omkring.