Klaverspil af en anden verden

Er der andet end nostalgien efter det simple, gode liv på landet, der forbinder Louis Armstrong-signaturen, »When it's Sleepy Time Down South« med Povl Dissings besyngelse af Benny Andersens danske ostemad?

Det var det spørgsmål, førstedagen af Copenhagen Jazz Festival skulle give svar på, For Dissing havde - omend tøvende, fremgik det af præsentationen - indvilget i at være første navn i Pressens serie af danske musikere, der udfører tribute - hyldest - til legendariske forbilleder. Og, jo, der er mere end et overfladisk slægtskab mellem Dissing og Armstrong. Ikke alene underholdt Dissing, mere distræt end ellers, om sin opdagelse i 12-13 års alderen af »den lille tykke med trompeten«, han demonstrerede også, at han har en god del af sin musikalske timing - altså den måde, hvorpå han placerer sine fraser i forhold til rytmen - fra Armstrong. Men at have god timing er ikke nødvendigvis det samme som at være i stand til at give et stykke musik en fremadskridende rytmisk prægnans, og i den henseende faldt Dissing igennem mange gange i løbet af aftenen, set fra et jazzmusikalsk synspunkt.

Dårligt forberedt

Der findes vel næppe det rytmiske koncept, der er så generøst formet, at det, uden med mellemrum at gå i stå, kan rumme hele det arsenal af skiftende S-lyde, Dissing afslutter sine fraser med. Alligevel kunne man nyde, når han gav sine egne, meget luftige versioner af Armstrongs artistiske vokale kadencer.

Dog, havde det ikke været en sommerspøg, ville man have sagt, at Dissing var uakceptabelt dårligt forberedt på opgaven - hans mangel på fortrolighed med teksterne i de valgte Armstrong-relaterede stykker (alle fra den populære ende af repertoiret) og hans uvanthed med at tælle takter i akkompagnatørernes introduktioner satte ham og Jacob Bros trio skakmat i flere tilfælde - men hans charmrende distræthed reddede ham på stregen, i hvert fald hos det Svantevise-publikum, der var lokket af hus for at høre jazz.

Fin melodisk åre

På den imponerende Solbjerg Plads bag Frederiksberg Station var jazzbegrebet igen til debat, da Susi Hyldgaard og hendes gruppe, kaldet Mads Mikkelsens Fanklub, indledte jazzfestivalen på Frederiksberg ved at uropføre et værk - eller skulle man hellere kalde det 'et forløb' - af Hyldgaard.

Hvis man er fortrolig med Laurie Anderson eller Meredith Monks måde at blande tekst og musik på, har man begyndelsen til et billede af Susi Hyldgaard, men også kun begyndelsen, for hun er både tekstmæssigt og musikalsk en større kollektivist end de to. I dette tilfælde delte hun det tekstmæssige med den nyslåede forfatterskolerektor Pablo Llambias, der litterært blander genrer, som Hyldgaard gør det musikalsk, og det musikalske med elektronika-specialisten Halfdan E.

Af egentlig jazzmusikalsk gods var der faktisk kun nogle soli til den i øvrigt vældigt overbevisende spillende Peter Alonso Navarro på sopran- og barytonsax at klamre sig til.

Hverdagsmonologer og prosadigte af mere personlig, problematiserende art (Llambias skjulte i teksterne ikke sin egen cicerone-rolle udi skrivekunsten) blandede sig med store lydflader, kortere riffs og flimrende elektronika, der i tonesproget både havde orientalsk, brasiliansk og rock-inspiration - nåja, og en god del mere.

De flashagtige indslag indbød til større fordybelse, men var så væk igen. Fremførelsen på pladsen med de 16 højtalerbrønde i flisebelægningen gav god mening og omfavnede også tilhørerne langt fra scenen. På det udtryksmæssige plan kunne man dog ønske, at Hyldgaard vil gøre sine foredrag mere musikalske end deklamatoriske, når hun nu har en fin melodisk åre at øse af. Jeg savnede simpelthen noget musik under den timelange opførelse.

Hyldest til Christian X

Ambitiøs musik i fri luft var der også lørdag på Gråbrødetorv, hvor den i New York bosatte pianist, Søren Møller, med sin trio, en blæserkvintet og, på toppen, altsaxofonisten Dick Oatts uropførte en ny suite til Kong Christian X's ære. Møller er angiveligt meget fascineret af kongens rolle som national samlingspunkt under besættelsen, men havde også fået plads til en sats, hvori kongens 'tænksomhed' under 'påskekrisen' blev forsøgt tonesat. Her skal blot lyde en enkelt indvending: Havde Christian X fået lov at fortætte sine egne tankerækker under Påskekrisen i 1920, er det ikke sikkert, der ville være nogen grund tilbage for Møller til at hylde ham som nyopdaget dansk frihedshelt.

Forvrøvlet koncept eller ikke: Møller behøver slet ikke koncepter at dække sig bag. Han skriver og arrangerer godt - klare melodiske strukturer, fine hensyn til den sjældne instrumentation (den unge Kirin blæserkvintet > indledte i øvrigt med noget uannonceret Hindemith spillet med enormt overskud) - og han spiller også godt. Det ekspressive i hans spil står nu stærkere end nogensinde, og jeg vil nødig have været klaverstemmer efter seancen. Dick Oatts sprang med på den ekspressive vogn og viste sig som altid, trods de enorme ressourcer, han må lægge i ren blæserkraft, som en fornem melodiker både på alt og sopran. Uden Oatts havde projektet været tæt på at miste sin jazzmæssige legitimitet.

Begavede Pieranunzi

Den manglede til gengæld ikke lørdag aften i Diamanten, da den italienske pianist Enrico Pieranunzi sammen med Jesper Lundgaard og Jonas Johansen skulle vise, om den magi, der opstod, da de senest spillede sammen i København, var tilfældig. Svaret kom hurtigt: Nej! Pieranunzis musikalske begavelse er af en anden verden.

Lige meget hvor legesyge, sprudlende og overrumplende hans indfald forekommer, forholder de sig hele tiden til den musikalske kerne. Der er ikke for fem øre showman i denne italiener, der udover en række standards gav os flere af hans egne temaer, alle skrevet i en meget personlig Bel Canto-agtig stil, og som han fornuftigvis modulerede mindre vidtløftigt end standard-melodierne. Til gengæld tog han fat på Cole Porters »Everything I Love«, så mulighederne i melodien, dens harmoniske udvikling og dens rytmiske fundament blev fuldstændigt afdækket og fremstod som et af mest fabelagtige stykker jazzmusik, denne anmelder har hørt. Nogensinde.

Jesper Lundgaards basspil sikrede Pieranunzi en klippefast bund (undtagen i begyndelsen af koncertens allerførste stykke, hvor Lundgaard endnu ikke havde fundet sin node), og hans soli - også i de stykker, han spillede for første gang - stod mejslet ud i deres usmykkede pragt, og ved trommerne spillede Johansen sig helt ud og stillede sig flere gange forrest i bestræbelsen på at finde det perfekte groove for de mere klassiske udførte stykker og den perfekte dialog i de mere frie sekvenser.

DR var ikke til stede i Diamanten men dækker udelukkende jazzfestivalen 'hjemme' i DR Byen, hvor der er daglige koncerter. Ikke så mange holdt lørdag aften ud i Studie 2 til og med andet sæt af pianisten Søren Kjærgaards koncert med sin amerikanske trio (måske 45 kr. for et plastbæger halvt fyldt med lunken, sød hvidvin var med til at dæmpe lysten). De, der blev, fik imidlertid et fint indblik i Kjærgaards tilsyneladende lidt uentusiastiske arbejdsmåde, der alligvel afslører stor hengivelse til musikken. Efter nogle nedskrevne, etudeagtige forløb inspireret af Yusef Lateef kommenterede Kjærgaard helt åbenlyst jazzens omdiskuterede, nedtonede rolle på DR's P2 ved først at spille en hyldest til den fratrådte DR-producer Ib Skovgaard - et delvist modalt forløb med et karakteristisk 'skævt', todelt tema - siden at spille sin Radiohouse Requiem , en ode til det gamle Radiohus i Rosenørns Allé, der ikke giver Debussys sunkne katedral meget efter.

Pressen fredag: Povl Dissing hylder Louis Armstrong

Solbjerg Plads fredag: Koncert med Susi Hyldgaard

Gråbrødretorv lørdag: Søren Møller uropfører Chr. X-suite

Diamanten lørdag: Enrico Pieranunzi Trio

DR Byen studie 2, lørdag. Søren Kjærgaard Trio (2. sæt)