Læsetid: 5 min.

I til livet

Kulturer smadrer sammen på festivalen. Fra finske asketer til malinesiske kropsduer. Fra black metal-bollehåndtag i fri dressur til Oasis-hadere i techno-sovs
Det er en oplevelse se 80'er ikonet Grace Jones - den langlemmede krop - den ret så blottede, 61-årige krop. Og se, hvordan hun fortsætter med at tale og ikke mindst synge, mens hun stolprer ind i sit lille telt backstage for at komme ud i ny topdesignet forvandling. Og alligevel den samme, skriver Ralf Christensen om koncerten på Roskilde Festivalen fredag aften.

Det er en oplevelse se 80'er ikonet Grace Jones - den langlemmede krop - den ret så blottede, 61-årige krop. Og se, hvordan hun fortsætter med at tale og ikke mindst synge, mens hun stolprer ind i sit lille telt backstage for at komme ud i ny topdesignet forvandling. Og alligevel den samme, skriver Ralf Christensen om koncerten på Roskilde Festivalen fredag aften.

Kristine Kiilerich

6. juli 2009

Hold på hat, briller og selvforståelse, når du træder ned i Roskilde Festivalen. For du risikerer at blive forbavset, måske endda forvirret, ja, visse individers selvforståelse står over for eksistentiel druknedød i den ego-opløsende suppe, vi vader i til livet - ja, inklusiv livet - hernede.

Enhver verdensborger her i urinstøvsrepublikken risikerer at blive strukket af led i forsøget på at rumme de kontraster og yderligheder, vi møder.

Tag overgangen fra malinesiske Rokia Traoré til finske Paavoharju. Det er overgangen mellem to kontinenter, rytmefornemmelser, kommunikationsniveauer, kropskulturer, dimensioner.

Traorés liflige afrobeat-med-mere, som pisker menigheden foran scenen til ekstatisk skum, omgivet af et livligt band i et rislende funky flow på vestlige såvel som traditionelt afrikanske instrumenter.

Og de asketisk stillestående kristne Paavoharju, der formidler deres egen sære skandinaviske verdensforståelse med indadvendt melankoli og excentrisk folklore. Om det så er trance techno, folkesange eller electronica, så lyder det sært og syret, ja, faktisk mere eksotisk end Traoré. Der eksploderer på scenen, kulminerer i spagat og spjæt, hele pibetøjet. Mens Paavoharjus forsangerinde vist ikke har opdaget sin krop fra halsen og ned endnu og gemmer sig mut i hjørnet, hvorfra hun synger både henført og hjemsøgt. Stærkt karismatisk netop i sin larmende mangel på karisma. Og bandet virker som tilfældigt konsumerende, excentriske formidlere af indtryk >- en hvileløs stationsvælger på togt gennem et FM-bånd med både finsktop, folkemusik, psychedelia og electronica.

Stammernes sammenstød

Tyske Hauschka forholder sig helt anderledes klart til traditionen med sin forulempelse af det veltempererede klaver, der resulterer i smuk melodisk minimalisme tilsat strygerkvartet.

Der er klaverpræpareringer i form af gaffertape, hæfteklammer, bordtennisbolde og vibratorer (ja, den slags), som får klaveret til at lyde som slagtøj, cembalo, skrivemaskine, og man venter bare på at en forurettet partitur-hooligan springer på scenen for at give Hauschka en endefuld for mobningen af det stakkels klaver.

Roskilde Festival er stammernes sammenstød og omfavnelse. Blege heavy-drenge med bollehåndtag vuggende til kropsduen Rokia Traorés udskejelser. Techno- og klub-folkets »Fuck Oasis, fuck fuck Oasis« under netop dette bands koncert, men på en helt anden scene, på Cosmopol, hvor 2ManyDjs hælder gavmildt af techno- og house-sovsen. Eller den gennemgående blege Satyricon-fanskare, der hyler lykkeligt, da det annonceres, at rapperen Lil Wayne fra New Orleans har aflyst. Det er ikke altid lige kønt, men i løftet stemning.

Erotisk kraft

Også til norske Satyricons fremragende, dundrende majestætiske, men alligevel smukt mådeholdne vold mod sanserne.

Det er black metals triumf i fredags fulde dagslys, hvilket også påpeges af den noble forsanger Satyr i fuld makeup, tilbagestrøget hår og hænderne lukket om bukkehornene, som hans mikrofonstativ er plantet i.

Satyricon betvinger enorme elektriske opladte kræfter, tungtvandsmasser i stram dressur - i skærende kontrast til New Yorks Gang Gang Dance, der slipper sig selv fri i hvad der ligner et næsten improviseret sæt. Ude af kontrol, i hvirvlende håndspillede rave-klimakser tæsket og tryllet frem.

Freakfolk-stammedans der vokser ud af det nu, vi alle blæses væk af, når det fortolkes af dette mageløse amerikanske band. Som vist aldrig spiller to koncerter, der bare ligner hinanden tilnærmelsesvis.

Det gør til gengæld Grace Jones. 80'er-ikonets comeback er al ære værd og bæres oppe af en knejsende tro på performance, stil (jep 80'er) og egen erotiske kraft. Som var hun blevet tøet op og bare fortsætter, hvor hun slap på sit højdepunkt midt i 80'erne.

Stående på anmelder- podiet i venstre side af scenen, overværende det stramt planlagte show, er det en oplevelse se den langlemmede krop - den ret så blottede, 61-årige krop. Og se, hvordan hun fortsætter med at tale og ikke mindst synge, mens hun stolprer ind i sit lille telt backstage for at komme ud i ny topdesignet forvandling. Og alligevel den samme. En mørk, lokkende stemme, en tidsløs tirrende krop og fremragende forløste klassikere som »Pull Up To The Bumper«, »My Jamaican Guy« og »Slave To The Rhythm« - med Jones holdende en hoolahop-ring i svingninger hele vejen. Én af mange bevisførelser for stil og styrke, som heller ikke er uden bizar humor.

På storskærmene var det så åbenbart også lidt af et plastikkirurgisk opdateret show. Selv frk. Jones formår ikke at fastfryse tiden og lægge ansigtet i fordums folder.

Hvide grooves

Men fordums folder skal der jo ikke nødvendigvis dvæles ved. Slet ikke når der findes bands som britiske The Chap. Fra første sekund de hugger festen i gang med deres præcise hvide grooves og sitrende elguitarer er vi indhyllet i deres pergamentstynde, liflige fiktion. Hvor rockhistorien og -mytologien er blevet genstand for ironisk undersøgelse, men også inderlig fortolkning. De er gentlemen og dekonstruktivister, men de hengiver sig også til riffets berusende kvaliteter - når de synger om 'Proper Rock' med højbritisk accent, når de diskuterer verdensmusik, fyrer op under korkedlerne eller lader laptops slås med rockinstrumentpark.

Det i denne omgang fem m/k høje London-band arbejder med simpel koreografi og giver så slip i præcise ekstatiske doseringer - fra stiff upper lip til vrængende brøl - og pisker en elektronisk rockfest op i et krydsfelt mellem Monty Python og Gensyn med Brideshead, Pixies og sen King Crimson. Mageløst.

Slip kontrollen og flyd

Og milevidt fra Amadou & Mariam, der spiller lidt tidligere for et dybt hengivent publikum i festivalens største telt, Arena.

Det blinde ægtepar fra Mali bliver ført på scenen foran to stærkt labre dansere samt et band og især en hvid trommeslager, der måske er en kende for rocket til denne anmelders ører.

Men når de nu åbenbart vil den vej i deres udtryk, så skal jeg ikke lege puritaner. Og når nu bandet alligevel hurtigt glider sammen i et rislende groove, som sætter sig i marv og ben og spreder lykke, folkens, lykke, så er der vist ingen grund til at pisse mod vinden. Men i stedet bare overgive sig til den sitrende og gurglende melodiøsitet og Amadous brillante flydende soli på sin elguitar med guldbelægning (ja!). Nyde hvordan vi blidt ruskes rundt, svinges i live, ud og ind af versene og omkvædene, der er lavet af elastik strukket i kunstfærdige zigzag-mønstre. Bare slippe kontrollen og lade sig flyde med. Mærke egoet miste sine konturer i de mange sammenstød og kulturskift.

Som det sig hør og bør her på Støvsteppen formerly known as Smatten.

Satyricon, Arena. Rokia Traoré, Odeon. Gang Gang Dance, Pavilion. Grace Jones, Arena. Fredag

Paavoharju, Hauschka og The Chap, Astoria. Amadou & Mariam, Arena. Lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu