Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En mand ser rødt

Nicolas Winding Refn har begået en original og stilistisk blændende voldsopera om Englands voldeligste fange
Nicolas Winding Refn har begået en original og stilistisk blændende voldsopera om Englands voldeligste fange
Kultur
24. juli 2009

Nicolas Winding Refn er overraskelsernes mand. Når der er lagt i kakkelovnen til et stort kunstværk – Bleeder og Fear X – skuffes vore forventninger, og når vi har forberedt os på et rutinepræget mellemspil, river han tæppet væk under os.
Han gjorde det med Pusher II, som han lavede på grund af lommesmerter. Den blev stik mod alle forventninger bedre end etteren. Nu gentager han kunststykket med den britiske lavbudget-film Bronson, som han takkede ja til at instruere, fordi han stod og manglede penge til at færdiggøre vikingedramaet Valhalla Rising (verdenspremiere på Toronto Film Festival til september).
Men der er intet goldt bestillingsarbejde over Bronson, og det forlyder da også, at Refn startede med at skrotte selskabets manuskript og fyre filmholdet! Resultatet er en original, stilistisk blændende og overrumplende personlig Refn-film.

Den nådesløse hævner

Bronson er løseligt baseret på historien om Englands voldeligste fange, Michael Petersen, bedre kendt som Charles Bronson. Et ’kunstnernavn’, han har taget efter skuespilleren, der inkarnerer den nådesløse hævner i En mand ser rødt.
Bronson blev født i 1952 i Luton. Han røg i spjældet som 19-årig og har tilbragt 34 år bag tremmer, heraf 30 i isolation, med en endeløs række af voldssager, kidnapninger og afpresninger på samvittigheden (men ingen mord).
30 år i isolation er ikke det mest indlysende materiale til en spillefilm, men Refns film er heller ikke nogen traditionel biopic. Store dele af filmen er ren digt, og fra første færd fremstår Bronson som en kunstnerisk vision snarere end realistisk beretning. At filmen risikerer at gøre den virkelige Bronson til en kultfigur, er en anden sag.

Yndefuld ballet

Vi møder hovedpersonen i hans celle, et nøgent muskelbundt med en dyb flænge i den skaldede isse. Han fråder, og da fængselspersonalet ankommer, går han til angreb som et truet dyr.
I stedet for det oplagte – heavy metal – har Refn som underlægningsmusik valgt The Walker Brothers melankolske »The Electrician«, en glemt B-side fra 1978, som får slåskampen – filmet i slowmotion – til at ligne en yndefuld ballet.
Refns strategi er at finde ind til sårbarheden – og homoseksualiteten? – bag Bronsons maskuline ydre, og derfor bliver filmen i mine øjne aldrig voldsporno.

Master of the universe

I flashbacks får vi Bronsons livshistorie. Opvæksten i et middelklassehjem med hæderlige forældre, tidlig ungdomsvold, kæreste og barn – og så syv års fængsel for et væbnet røveri i en tobakshandel, der giver et udbytte på sølle 26.18 pund.
Spørgsmålet om justitsmord blafrer i luften, som mange andre biografiske facts gør. De har ikke Refns interesse. Han identificerer sig med Bronsons respektløse anarki og opfatter sit alter ego som en slags livskunstner, der i fængslet finder den perfekte scene for sin eksistensberettigelse: volden. Bag tremmer er Bronson master of the universe, ude i den store verden er han reduceret til en tøffelhelt. I sengen ser man ikke meget til vilddyret, og under en kort prøve-løsladelse bliver han ironisk nok svigtet af en kvinde, som finder ham sød, men kedelig!

Tom Hardy spiller Bronson og leverer en præstation i verdensklasse. Det er en vanskelig rolle, fordi Bronson på én gang er sensitiv, grotesk, magnetisk – og dødsensfarlig. Dybest set er han et lille barn i en meget stor krop. Derudover har Refn kongenialt tilføjet en metafiktiv ramme, hvor en sminket Bronson på en teaterscene kommenterer sit liv foran et publikum. Her giver Hardy Bronsons teatralske væsen fuld skrue: skraldlatteren, den brovtende snak, slapstick-mimikken.

A Clockwork Orange

Filmen er optaget på fem uger med et budget på blot fem millioner kroner. Og den er stilistisk blændende. Tematisk beslægtet med Andrew Dominiks australske Chopper, men Refns store forbillede er Stanley Kubricks A Clockwork Orange. Det gælder ikke bare den fandenivoldske attitude, men også billedæstetikken (70’er-farver), scenografien og den ironiske brug af musik.

Filmen er klippet i korte sekvenser, hvilket stiller store krav til billedkompositionerne. Hver eneste indstilling af Larry Smith, der fotograferede Kubricks svanesang Eyes Wide Shut, er nærmest et maleri i sig selv. Her oplever vi med egne øjne Bronsons forskruede blik på verden. Endelig er der volds-operaens kontrapunktiske soundtrack med Verdi, Wagner, Puccini, 80’er-techno samt Pet Shop Boys, der leverer hittet »It’s a Sin« til filmens morsomste, Gøgereden-inspirerede scene: et disco-party på galeanstalten!
Bronson er en voldsom film, men den er intelligent og raffineret lavet. Man kan diskutere æstetiseringen af voldspsykopaten, men selv når Refn er længst ude, løber der en humanistisk understrøm gennem hans film, som gør ham til en stor kunstner. Når han vel at mærke ikke forsøger at lave stor kunst.

film@information.dk

Bronson. Instruktør: Nicolas Winding Refn. Manuskript: Brock Norman Brock og Nicolas Winding Refn. Britisk (Palads, Grand Teatret og CinemaxX i København, CinemaxX i Århus og BioCity i Aalborg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her