Læsetid: 4 min.

Maniske, men ikke spor metaltrætte

Metallica vil gerne København og var helt oppe på dupperne under den første koncert i femtrinsraketten i Forum. Også for meget på dupperne. Musikken spillede således bedre, når de gamle drenge støvede klassikerne af og udnyttede sangmaterialets indre dynamik
Metallica vender i aften tilbage til Forum  på gruppens anden af i alt fem udsolgte koncerter i København. Den 18 numre lange sætliste buldrer virkelig derudad for straks efter at dvæle tillidsfuldt, mens forsangeren James Het-fields vokale udkrængninger gik rent igennem.

Metallica vender i aften tilbage til Forum på gruppens anden af i alt fem udsolgte koncerter i København. Den 18 numre lange sætliste buldrer virkelig derudad for straks efter at dvæle tillidsfuldt, mens forsangeren James Het-fields vokale udkrængninger gik rent igennem.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

22. juli 2009

af Rune Skyum-Nielsen

Når Metallica i aften vender tilbage til Forum og gruppens anden af fem udsolgte koncerter i København, må de fire gamle drenge godt tage den med ro. Bare en smule mere end på åbningsaftenen mandag, da det hele forjagede sig hen og blev en kende manisk foran de omtrent 10.000 edderspændte fans, som hver især havde været så heldige at indløse billet formedelst 650 danske dask.

Det føltes, som om især trommeslager Lars Ulrich havde noget at skulle bevise i sin fødeby, og den knap to timer lange koncert var hist og her et kraftværk, der spruttede mere end det spyede.

Og selv om kvartetten stædigt insisterer på at lægge hovedvægten af sin opmærksomhed på sit nyere albummateriale, var det nærmest udelukkende de fængende og melodisk stærkere klassikere fra perioden 1986 til 1991, som truede med at lette låget på den helt og aldeles ucharmerende Forum-sal, som lukrerede på den intime cirkelscenes placering midt i det hele.

Med lidt god vilje var man således ikke længere end 10 meter fra de internationale metalmastodonter, der har solgt over 80 millioner plader siden debuten i 1983, og det var i hvert fald en del af pengene værd.

Ikke mindst fordi forsanger James Hetfield altså har en temmelig karismatisk udstråling, der stinker af indestængte frustrationer, ondskab og Jack Daniels. Tørlagt eller ej.

Lige i tristessen

Kill 'Em AllI maj 1993 spillede Metallica på Gentofte Stadion. Indtil i forgårs var det første og eneste gang, jeg havde oplevet bandet live. Jeg var 15 år, havde bonghår, togskinner på tænderne, -

T-shirt på fuglebrystet og nyskudt hul i øret. Det venstre! Det havde mine fem klassekammerater også netop fået, så vi var formentlig en køn forsamling, der tidligt på eftermiddagen dukkede op med plasticposerne klirrende af billigbajere.

Dengang var man enten til Guns'n'Roses eller Metallica.

Der var ikke noget både og. Vi var klart til Metallica, og derfor stod det slet ikke til diskussion, at vi skulle til den koncert. Heller ikke selv om vores klasselærer havde mere end almindelig svært ved at acceptere, at en fjerdedel af hans elever skulkede tre timers undervisning - tilmed på en sangskole - for at tage til sådan en gang guitarstøj i den anden ende af byen.

Vi forgudede i den periode bandet fra Los Angeles og København, som ikke mindst i balladerne ramte vores hang til eksistentiel teenagetristesse temmelig meget på kornet. Vi nævner i flæng »One«, »Welcome Home (Sanitarium)«, »Fade To Black«, »Nothing Else Matters« og »Unforgiven«, ikke mindst.

down memory laneSnart efter blev bandets tunge rockformel dog for ensformig for mig, og jeg rykkede videre til grunge, britpop og hiphop, og derfor var det også lidt af et trip at genopdage Metallica mandag aften.

På nogle måder var det et glædeligt gensyn, på andre en bekræftelse af, at Metallica for længst har toppet og kompenserer for den falmede inspiration med nogle muskler, som bandmedlemmerne gennem 26 år på farten har slidt så gevaldigt på, at de midaldrende mænd af og til misser de skarpe temposkift, som ellers altid har været en af gruppens lydsignaturer.

En overivrig Ulrich

På Vesterbrogade nær Rådhuspladsen hænger i disse dage et banner, hvor Lars Ulrich underskriver sig 'One happy drummer' og takker København for de rekordmange udsolgte koncerter.

Death MagneticDer hersker ingen tvivl om, at han har glædet sig til at komme hjem til en femdobbelt triumf og blive fejret som en konge, og den nerve fornemmede man også straks fra start i Forum, hvor publikumsmodtagelsen var massiv. Måske var han simpelthen overivrig. Metallica lagde ud med »That Was Just Your Life« fra 2008's , og her blev det hurtigt tydeligt, at især trommerne gjaldede for voldsomt i det samlede billede, som dog er hørt langt værre i Forum, hvor man minsandten havde styr på ølleverancerne for en enkelt gangs skyld. Hvad gik det lige ud på?

Den nye bassist, Robert Trujillo, som i øvrigt også var på Gentofte Stadion i 1993 som en del af Suicidal Tendencies, fik i det hele taget ikke megen plads af danskeren til at begynde med.

Men i den 18 numre lange sætlistes tredje indslag, »Harvester of Sorrow« fra 1988, fandt de hinanden og buldrede dernæst derudad for straks efter at dvæle tillidsfuldt, mens James Hetfields vokale udkrængninger gik rent igennem.

Formentlig fordi han aldrig selv har været renere.

Aftenens andet store højdepunkt indtraf i den alenlange »Master of Puppets«. Her stak dynamikken og de forvrængede guitarsalver af sted ud over den ekstatiske horde af disciple, som utvivlsomt fik, hvad den kom efter.

Som pensioneret fan var det dog svært ikke at undre sig over, at Metallica spillede så meget og så manisk med musklerne. Hvorfor ikke lige geare ned for at geare op igen?

RUSK@INFORMATION.DK

Metallica, mandag aften, Forum på Frederiksberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu