Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

En masse ord om ytringsfriheden

PEN's antologi om ytringsfrihed og blasfemi behandler dilemmaet mellem ytringsfrihed og religiøs følsomhed, men spilder megen plads på at lade, som om presset mod ytringsfriheden kommer fra alle mulige andre kilder end islamismen
PEN's antologi om ytringsfrihed og blasfemi behandler dilemmaet mellem ytringsfrihed og religiøs følsomhed, men spilder megen plads på at lade, som om presset mod ytringsfriheden kommer fra alle mulige andre kilder end islamismen
Kultur
21. juli 2009

Der er i realiteten tale om en art politisk kompromis fra redaktørernes side med PEN's antologi om ytringsfrihed og blasfemi. På den ene side skal antologien selvfølgelig handle om emnet, men på den anden side skal man også lade, som om man ikke lader den handle om det, det egentlig drejer sig om, nemlig det islamistiske pres mod ytringsfriheden.

Det kan være en svær balancegang, hvis man skal holde læserens opmærksomhed fanget. Bedst lykkes det naturligvis der, hvor artiklerne rent faktisk adresserer den konflikt, som er den aktuelle inden for temaet. Dvs. hvor det i et eller andet omfang drejer sig om, at usamtidige dogmer støder sammen med moderniteten.

Den britiske forfatter Howard Jacobson skriver alment om den epokalt borgerlige roman med et anti-dogmatisk tyngdefelt. At dens karakter er et element i moderniteten, hvor den afsøger og undersøger grænser og udfordrer dogmer. Howard adresserer naturligvis fatwaen mod Rushdies roman og leverer dermed et bud på, hvorfor denne ikke blot er urimelig, men også håbløs som forsøg på et opgør med en uadskillelig del af hele den vestlige kultur.

Fint nok. Men så genforsikrer Howard Jacobson sig også til slut: Denne frihed til at afsøge grænser for andres dogmer gælder kun for romanen. Ikke for karikaturtegnere: »De må ikke blot søge krænkelsen for dens egen bøvede morskab«. Så slutter teksten desværre med dette fimsede argument.

En ligeledes præcis artikel leverer juristen Sten Schaumberg-Müller fra Aarhus Universitet. Han adresserer emnet lige på ved at behandle blasfemiparagraffen og FN's lingo mod forhånelse af religioner - samt artikel 266B i den danske straffelov, der som bekendt omhandler individet - og påpeger, at en blasfemiparagraf og FN's menneskerettighedsråds kampagne mod forhånelse af religioner egentlig er en usamtidig overlevering i et liberalt samfund. Dogmer kan ikke beskyttes, da de af natur er i indbyrdes konkurrence. Men mennesker kan beskyttes mod forhånelse.

Andrew Antony fra The Observer bidrager med en rasende interessant artikel om historikken bag Irans kampagne mod Rushdies bog. For ét forhold er naturligvis, hvordan man opfatter begivenheder lokalt i Vesten, noget andet er, hvordan disse fobi-kampagner er instrumentaliseret på et højere niveau; mellem stater. Det der kan ligne kulturkampe og lokale mobiliseringer, kan i realiteten vise sig blot at være effekter af staters realpolitiske kampe. Her hos Antony drejer det sig om Irans svækkede situation efter krigen mod Irak, striden mellem shia- og sunniislam, og hvordan man greb chancen for at mobilisere 'plukkemodne islamister' i Vesten i kappestrid med Saudi-Arabien.

Vellykket kampagne

Flere publicister blev myrdet, en norsk forlægger skudt ned. Rushdie overlevede, men resultatet er ikke desto mindre, ifølge Antony, at kampagnen var vellykket. Ingen vovede mere at krænke de hellige dogmer. Respekt blev det nye væsel-ord. Frygtens kultur korrumperede kulturens administratorer og mange kunstnere.

Og så kom de bøvede tegninger, og PEN's kamp for ytringsfrihed gik død i identitetspolitik. Fobien mod oplysningen instrumentaliserede den kulturelle venstrefløj til at adoptere påstanden om, at dogmekritik af dele af islam var lig med racisme.

Samme tema behandler indisk-britiske Kenan Malik, der iagttager sin egen oplysningskritik af islams anti- liberale dogmer i modsætning til hhv. den nationalistiske højrekulturalisme og den formummede venstrekulturalisme. Ganske vist plæderer venstrekulturalisterne for kritisk dialog, men når det kommer til stykket, må kritikken af islams anti-liberale dogmer undertrykkes i »tolerancens og respektens navn«. Det er sådan, »at mange venstreorienterede er kommet til at opfatte en vis censur som progressivt.«

Perspektivet for vores samfund er, hvad vi kunne kalde apartheid med et menneskeligt ansigt: ikke multikulturalisme forstået som berigende diversitet, men et splittet samfund af monokulturalismer. Alternativet er oplysningssynspunktet, hvor ytringsfriheden sætter alle anti-demokratiske dogmer og normer under debat, et fælles kulturelt minimum.

Det er sigende, at redaktørerne af PEN's antologi har måttet bringe tre briter og en enkelt jurist med for at konfrontere de reelle problemer i diskussionen om ytringsfrihed og blasfemi. Resten er bidrag fra danske skribenter på nær et, og de er for en stor dels vedkommende spild af plads. De illustrerer kun problemet med at håndtere det forhold, at man nu ser sig nødsaget til at bære den byrde at være imod ytringsfriheden som selvpålagt norm. Og resultatet bliver en art politisk bugtaleri.

Alibi-artikler

Andre indlæg spilder plads på at lade, som om presset mod ytringsfriheden kommer fra alle mulige kilder, bl.a. den katolske kirke. Det er naturligvis ikke absolut forkert, men bare ikke særligt relevant eller presserende. Artiklerne er selvfølgelig kun med for at dække en flanke af mod beskyldninger om islamofobi fra medlemmer i foreningen, når antologien handler om ytringsfrihed.

En af undtagelserne i forbeholdet over for retten til ytringsfrihed er Sune Skadegaard Thorsen. Her er ikke noget bugtaleri. Han synes derimod at være på linje med OIC-landene i påstanden om, at kritik af islamiske dogmer er udtryk for racisme. Ytringsfriheden har i Vesten fået kultstatus, og princippet om, at den ikke står til debat, er udtryk for en latterlig patetisk holdning. Og accepterer man ikke denne visdom, åbner man ifølge Thorsen døren til Det Tredje Rige og borgerkrige som i det tidligere Jugoslavien. Det forekommer som et karikeret synspunkt - men det skriver han altså. Desuden er synspunktet stærkt problematisk i en PEN-sammenhæng. For hvordan vil en forening med dette synspunkt, der skulle forestille af have ytringsfriheden som sin vigtigste sag, kæmpe for de forfattere i muslimske lande, der er fængslet eller på anden vis har fået frataget deres rettigheder? Skulle man følge Sune Skadegaard Thorsens forsimplede tankegang, kunne det tænkes, at disse forfattere var dømt med rette for blasfemi. Og hvad skal PEN så stille op?

Det oplyses, at Sune Skadegaard Thorsen er bestyrelsesformand for Institut for Menneskerettigheder. Det lyder stærkt foruroligende. Tegner han også denne organisation med disse synspunkter, som er direkte kalkeret fra OIC?

Tøger Seidenfaden leverer en artikel, som konkret peger fremad i diskussionen om ytringsfrihed og blasfemi. Men først er der desværre et par forkerte antagelser. Han skriver, at ingen i den danske debat har krævet ændringer af straffeloven eller nye normer for kritiske ytringer om religion. Men det eneste, som hele Durban ll processen handlede om, var at vedtage udtalelser, som kriminaliserede religionskritik, og som forpligtede de deltagende lande til efterfølgende at vedtage adækvate lovgivninger på dette område. Det blev siden forsøgt i Storbritannien og Norge, men forslagene faldt heldigvis.

Adskillelsen politikTeologiprofessor Niels Henrik Gregersen fra Københavns Universitet krævede sidste år lovgivning mod forhånelse af religioner. Og mht. ændrede normer for kritik af religion, så er denne mere uhåndgribelige måde at promovere selvcensur på, som er kendetegnende for venstrekulturalismen, også repræsenteret i antologien her. Og med hensyn til reel indførelse af ændrede normer, så behøver Seidenfaden ikke engang gå uden for Politikens hus. Hans egne tegnere, Wulff og Morgenthaler, nægtede at give undertegnede og Frederik Stjernfelt tilladelse til at optrykke en af deres gamle Politiken tegninger til vores bog af frygt for repressalier.

Desuden synes han at mene, at legitimiteten af dogmekritik er afhængig af, hvor mange eller få der støtter sådanne dogmer i et samfund, og at man må tage hensyn dertil. Er det et mindretal, skulle man måske vare sig med kritik?

Insinuerer han så ikke selv, at ændrede normer for ytringsfrihed er på sin plads? Men uanset om det er Dansk Folkeparti, Jehovas Vidner, Islamisk Trossamfund, Scientology eller andre sekter, så kan deres eventuelle anti-liberale dogmer da ikke være fredet, blot fordi deres angivelige talsmænd udgør et mindretal.

Tilbage til tegningen

Seidenfaden har også en positiv og konstruktiv pointe. For hvad var det egentlig der foregik med stuntet, hvad blev der rent faktisk udtrykt, når vi for en stund glemmer alt det, der er blevet sagt om stuntet?

Kurt Westergaard udlagde sin tegning sådan - helt fair, skriver Seidenfaden - at han ville vise, hvordan nogle terrorister, der misbruger profetens navn, udnytter religionen som legitimation for deres voldshandlinger. Andre, bl.a. de muslimske organisationer, der anlagde sag, havde en anden opfattelse af billedet. De mente som bekendt, der var tale om en forhånelse af en gruppe pga. dens religion, altså en overtrædelse af straffelovens paragraf 266B. Denne lovbestemmelse beskytter mennesker, ikke dogmer eller oversanselige væsener. Om hvor vidt den ene eller den anden part har ret, er det legitime forhold, der bør diskuteres, idet alle må kunne forstå rimeligheden af denne straffelovsbestemmelse. Så lad os med andre ord vende tilbage til tegningen. Den konkrete billedanalyse. Alt andet er kortslutninger (og spin).

Magasin om litteratur og ytringsfrihed, tema: Religionskritik og blasfemi. Dansk PEN (red. Jens Lohmann & Mille Rode). Distribution: pen@pen.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten Agger

Her i Danmark er ytringsfriheden ikke under pres fra islamismen - man bemærker i hvert fald, at folk aldeles ikke holder sig tilbage for at kritisere muslimer, islam, islamisme og hvad ved jeg.

Til gengæld er den under pres fra Dansk Folkeparti, der med vaskeægte bøllemanerer svinger med pisken hver eneste gang, nogen siger noget, de ikke kan lide.

Tørklæder i hjemmeværnet? Pist væk. Rapundervisning i Århus Syd, med indlagte frustrationer over Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt? Pist væk.

En gæst i et DR-program vover at antyde, at Pia Kjærsgaard engang har sagt, at fremmede avler som rotter, når hun faktisk kun har sagt, de avler som kaniner?

Generaldirektør Kenneth Fjummer undskylder, bukker og skraber, og selvcensuren kryber ind i alle DR-redaktioner i form af skræk for selv at komme i Dansk Folkepartis søgelys.

Men se! - en muslim! Jens Martin Eriksen har vist og ærlig talt de forkerte skyklapper på.

"PEN's antologi om ytringsfrihed og blasfemi behandler dilemmaet mellem ytringsfrihed og religiøs følsomhed, men spilder megen plads på at lade, som om presset mod ytringsfriheden kommer fra alle mulige andre kilder end islamismen"

Ytringsfrihed er ifølge Jens-Martin Eriksen, Jyllands Posten og dansk Folkeparti majoritetens ubegrænsede ret til at udsætte sårbare minoriteter for hån, spot og latterliggørelse.

Den slags ytringsfrihed som Jens-Martin Eriksen kæmper for, er imidlertid ikke en ytringsfrihed der gælder alle borger i samfundet.

De der mener noget andet end værdikæmperne skal bare klappe i og holde bøtte. Det så vi senest da Morten Messerschmidt gjorde sig de allerstørste anstrengelser på at lukke munden på 11 årige drenge der skriver sangtekster.

Hykleriet er monumentalt!

jan henrik wegener

Spørgsmålet er dog om DF på alle punkter er værre end dets modstandere - eller omvendt?
Tankegangen om at vi skal tækkes de ekstreme religiøse kan med rette kritiseres, men den kritik vil de selv vel blot tankeløst affeje som "hetz"!
Men i øvrigt finder jeg også en overdreven medgørlighed i forhold til mage andre "fremmede" styreformer og bevægelser for stærkt kritisabel, det være sig røverregimer i Rusland og Kina (har begejstringen over at de ikke længere er "fjenden" ikke snart fået en ende?) og andre stæder.

Peter Jensen

I Danmark omfatter ytringsfriheden ikke retten
til at kalde heileri og afsyngelse af 1. vers af Lied der Deutschen for hvad det er : En Hitler-hyldest .
I Tyskland omfatter ytringsfriheden ikke retten til at
foretage nævnte hilsen eller afsynge nævnte vers ..
På den anden side omfatter ytringsfriheden i Tyskland heller ikke retten til betvivle at 4 millioner Jøder blev myrdet i Auschwitz , uagtet at mindestenen blev ændret til tallet 1.5 millioner da det tidligere USSR frigav døds-listerne, dog uden at det samlede antal myrdede Jøder blev nedskrevet tilsvarende ..

Ytringsfrihed ? Det er bare et ord der bruges af politikere og smagsdommere, lidt lige som ordet "demokrati" ..
Må man f.eks kalde Bent Jensen for "spion" ??

Hykleriet er monumentalt!

Helt klart.

Den største trussel kommer fra de par hundrede forvirrede stakler, der engang om året samles omkring en halvfed tømrersvend fra Greve.

Virkeligt truende.

Den største trussel kommer naturligvis når staten og myndighederne via stråmænd forsøger at dominere debatterne i avisernes debatfora. Det er i den grad med til at forøge det demokratiske underskud i vores samfund...

Inger Sundsvald

Næh nej, Kim Vibe. Truslen kommer fra en muslimsk kvinde i Hjemmeværnet med tørklæde. Virkelig truende.

Må jeg foreslå et nyt ord: Hykleriet er ”monu-mentant”.

3-400.000 vil jo altid objektivt set være 1500 til 2000 gange så truende som 200.

Forsvaret har udstyret Kim Vibe med en licens til at bruge regnemaskine. Det er faneme uhyggeligt!

Ytringsfrihed er ikke en fribillet til at begå vold, heller ikke verval vold.
Er det undertrykkelse af Brians ytringsfrihed at han ikke må mobbe i skolen? Nej, mobning er vold.
Er det undertrykkelse af en 11 års dreng at han ikke må lave satire af en politikker? Ja, også selv om han gør det i rap-universets hårde sprogbrug.
At det foregår i en kommunal sammenhæng er ingen undskyldning, tværimod. Århus kommune er på kant af grundloven.
Er ordet patron en mordtrusssel? Er det en bombetrussel når man sprænger rammerne?

JP, og DF opfordrede til vold med deres Muhammed kampange, og undertrykker ytringsfriheden når de bliver kritiseret.

@Mikkel
Du må jo mene hvad du vil, men du beskylder mig jo for overtrædelse af straffeloven ... tsk tsk!

Opfordring til vold har altid været forbudt.

Niels G Madsen

"Opfordring til vold har altid været forbudt."

-Nå ja... Med mindre man er en del af krigsindustien.

Stig Larsen:

"JP, og DF opfordrede til vold med deres Muhammed kampange, og undertrykker ytringsfriheden når de bliver kritiseret."

Ja, de åndelige brandstiftere går som regel altid fri. Vi har inden for det seneste år haft tre mord med racistiske overtoner i Danmark, men det har naturligvis ikke nogen forbindelse til alle dem der prædiker had og fordomme i denne tråd og andre steder.

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

Mikkel Kaels: "Kobler du hjernen fra eller hvad?" etc.

Hvorvidt noget sådant måtte være tilfældet eller ej er der dog stadig ingen grund til grovheder.

Når det er sagt kunne det bemærkes at Per Thomsen rigtig nok synes at udgå fra en George Bush-lignende logik der siger:

a) jeg er imod DF
b) DF er imod islam/muslimer
c) jeg holder med islam/muslimer

Hertil kan man føje som en yderligere uundgåelig slutning:

d) antyder nogen denne logik, så er de medlem af DF, om de vil det eller ej

Ole Falstoft

Det er da mulig at nogle kan påvise at de racistiske overgreb fra nydanskeres side er mere udbredt end etniske danskeres overgreb på nydanskere (jeg har dog mine tvivl)- men det er da ikke et argument i mod at racismen blandt etniske danskere er i fremmarch - eller mener Kyhn at overgreb på nydanskere er undskyldeligt så længe der er nydanskere der foretager racistiske overgreb på etniske danskere? Det er da en syg logik!

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

"eller mener Kyhn at overgreb på nydanskere er undskyldeligt så længe der er nydanskere der foretager racistiske overgreb på etniske danskere?"

Det har jeg overhovedet ikke givet udtryk for nogen som helst holdning til. Er min mening særlig relevant hvad det angår?

Lars Peter Simonsen

Aber Mikkel doch!

Ole Falstoft

Kyhn: Undskyld jeg mente naturligvis Kaels

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

Alt i orden.