Læsetid: 7 min.

Mikkelborg fra indigo til elektrisk rød

Fejringen af Palle Mikkelborgs første 50 år i musikken afsluttede en jazzfestival, der især vil huskes for, at her blev Copenhagen Jazzhouse reddet fra lukning
Palle Mikkelborg modtog stående bifald af et begejstret publikum i Det kgl. Teater lørdag aften.

Palle Mikkelborg modtog stående bifald af et begejstret publikum i Det kgl. Teater lørdag aften.

Martin Stampe

13. juli 2009

Han er allerede kanoniseret af Brian Mikkelsen, og med to væsentlige koncertbegivenheder her i hans 50. år som musiker, hvoraf den ene fandt sted under jazzfestivalen på Det kgl. Teaters gamle scene lørdag aften, er han det nu også af publikum. Først - d.v.s. under overrækkelsen af jazzens DMA-priser i maj i DR byen - samlede Palle Mikkelborg sin 70'er-gruppe, Entrance, for et tilbageblik, og med den meget spektakulære koncert i lørdags - han tænker også visuelt og endda koreografisk - nåede Mikkelborg-fejringen op i den klasse, hvor den som dansk jazzbegivenhed kun kan modsvares af Per Kirkebys retrospektive udstilling på Tate Modern eller af en eventuel udsendelse af Villy Sørensens samlede værker.

Når sammeligningen alligevel halter lidt, er det ikke så meget fordi, der kan rejses tvivl om Mikkelborgs position som 'vores største' jazzmusiker (Tchicais og Asmussens tilhængere vil blive lyttet på og derefter beklagende afvist) - det er mere fordi Mikkelborg - som mange andre jazzmusikere heller ikke ville være det - simpelthen ikke er i stand til at se så langt tilbage, at vi med rette kan bruge ordet retrospektiv her.

At Mikkelborg i dag skulle være i stand til udtrykke sig i musik, hvor slaget ikke er rock-inspireret, eller arrangementet ikke er hans eget, forekommer næsten at være en fysisk umulighed. Alt det, vi fik lørdag aften, var fra perioden efter Entrance-tiden, og også i dét tidsrum er der meget af musikken, der af forskellige grunde ikke lod sig berøre eller genskabe til denne lejlighed - samarbejdet med Terje Rypdal, trioen med Kenneth Knudsen og NHØP, tilknytningen til Gil Evans-orkestret, suiten til Louisiana-museets pris. Hvad vi fik, var en virtuost sammensat kavalkade af temaer og grooves, som Mikkelborg har dyrket de senere år - stort alle hans egne - samt uddrag fra Aura-suiten, som han i 1984 skrev til Miles Davis, da denne fik Leonie Sonnings Musikpris i København, og som altså fylder 25, samtidig med Mikkelborgs musikerkarriere fylder 50.

På Det kgl. indsatte Mikkelborg sig selv som solist i stedet for Davis, men gjorde det særdeles afmålt og dermed i respekt for, at det i denne sammenhæng var Mikkelborg, der skrev - og beskrev - men Davis der var solisten.

Ikke fuldgyldigt indtryk

Til at spille rollen som dét DR Big Band, der dengang med forskellige tilføjelser og udeladelser i besætnigen var med til uropførelsen af Aura, havde Mikkelborg fået det unge århusianske ensemble, Blood Sweat Drum'n'Bass, der i al sin vælde - 25 musikere mod de sædvanlige 16-18 stykker - og med Christian 'Chappe' Jensen som dirigent i sin daglige aktivitet foretager alle de genreoverskridelser, Mikkelborg også praktiserer i sin egen musik. DR Big Band var ikke til rådighed, for det var på turné som backing for Bamse og Cirkeline i et DR børneshow. Dét er der blevet grinet meget ad - eller sukket opgivende over - ved denne Copenhagen Jazz Festival.

Om Mikkelborg har grund til at beklage det - eller om han overhovedet har spurgt DR om muligheden - er nu mere end tvivlsomt. De unge århusianere, primært elever fra Det Jyske Musikkonservatorium, gjorde udmærket fyldest, selv om Mikkelborg ikke helt udnyttede orkestrets enorme rytmegruppe, og selv om de akustiske forhold ikke tillod alle detaljer i orkesterspillet at komme uforstyrrede ud til os. Vi fik kun Aura-suiten i uddrag med vægt på satserne »Electric Red«, »Yellow«, »Green« og »indigo« (kunne man ikke følge med, kunne man se farverne på scenens bagvæg) og en sammenskrivning af andre og fik derfor ikke et fuldgyldigt indtryk af dette værk, som Mikkelborg 'udtænkte' ved først at lade en enkelt tone erstatte de otte forskellige bogstaver i Miles Davis' navn, danne en skala og en akkord af disse og derefter, med akkorden som udgangspunkt, skrive en række temaer/udgangspunkter, som så fik navn efter den farve, Mikkelborg mente var udgangspunkttonens naturlige - idet vi dog fik to satser, der begge var røde.

Thomas Clausen og Marilyn Mazur medvirkede begge dengang som nu, og Clausen spillede en blændende solo i »Indigo«, mens Chris Minh Doky spillede nu afdøde Niels-Henning Ørsted Pedersens solo i »Green«, og Mazurs farvelægninger af det hele blev ved med at fascinere.

Ud at flyve

I den øvrige del af den godt halvanden time lange, ubrudte koncert omgav Mikkelborg sig i forskellige kombinationer med de musikere, der også er hans foretrukne i dag: Harpenisten Helen Davies, guitaristen Mikkel Nordsø, bassisten Moussa Diallo, trommeslageren Klaus Menzer og percussionisten m.m.m. Gert Sørensen. Af dem fik Nordsø mest plads til sit meget eventyrlige solospil, der hele tiden bevæger sig op mod det kosmos, som det lader til Mikkelborg efterhånden også har integreret i sin private virkelighedsopfattelse. Selvom han sine steder rytmisk benytter sig af ren garagerock, så er det det spirituelle, det uhåndgribelige - og dermed også ubeskrivelige - der er krumtappen i Mikkelborgs musikalske verden. 'Melodier' interesserer ham ikke så meget mere. Vi skal ud at flyve, og de bedste vinger kommer af relativt få harmoniskift eller rene lydflader.

Her, nede på jorden, har han formuleret en mere begribelig læresætning: Jeg vil aldrig se tilbage uden samtidig også at se frem, og dét løfte holdt han i lørdags til salens udelte fornøjelse og jubel. Det eneste, der kunne forstyrre nogen under det minutlange stående bifald, var den tomme kongeloge.

Ikke et højdepunkt

Forinden var der i festivalens afsluttende weekend gået to andre bemærkelsesværdige koncerter - begge med en trommeslager i centrum. I Tivolis glassal havde Kresten Osgood samlet den kvartet, der opstod ud af det blå, da han, den legendariske 88-årige saxofonist og oboist, Yusef Lateef, slagtøjspilleren Adam Rudolph og kornettisten Kasper Tranberg i fjor mødtes på Jazz Danmarks årlige musikerstævne på Vallekilde Højskole. I denne næsten helt intuitive musik, der pendlede mellem nordafrikanske elegier og bluesbaserede indfald, sad Lateef som Vismand uden evne til at give musikken ret meget andet end sit åndelige nærvær, mens Osgood og Rudolph udviklede de varierende grooves. En høflig hyldest til Lateef men næppe et musikalsk højdepunkt, man vil huske.

Anderledes vil jeg huske mødet lørdag med Dave Liebman, Steve Swallow og Adam Nussbaum i Haveselskabets Have, hvor Nussbaum - trods de vanskelige vilkår: kammermusik på en stor udendørs scene - viste, at hvis Elvin Jones har en arvtager blandt dagens trommslagere, så er det ham. Nussbaums evne til at spille rundt om en ostinat med - på én gang - tyngde, styrke, yndefuldhed, intelligens og dansende lethed er simpelthen mageløs.

Godt, dét blev en af mine afsluttende oplevelser ved en festival, der næppe vil gå over i historien som en af de store. Når vi nu har haft 31 af dem, kan vi godt vurdere dem enkeltvis ved at anvende den brede pensel. Finanskrisen satte sine spor i det begræsede udbud af egentlige jazzstjerner. Festivalledelsen havde simpelthen ikke tiltro til, at der ville kunne samles publikum i de større sale til større stjerner, hvis billetprisen løb op på mellem 500 og 1.000 kr.

Jazzhouse reddet

Debatten om, hvad der er jazz og ikke jazz, svulmede igen i år, og denne signatur pustede gladeligt til ilden i op til flere medier. Problemet er uløst: Jazzfolket vil gerne slippe for tangoen, klezmeren og varierende grader af rock. Festivalledelsen mener ikke, man kan tiltrække sponsorer til ti dage med næsten 1.000 koncerter, hvis ikke hen imod en kvart million mennesker kommer i berøring med festivalen, og dét gør en kvart million mennesker ikke, hvis der ikke også spilles musik, der ligger endog meget langt fra jazzen.

Derfor var den væsentligste begivenhed, at festivalens hovedsponsor, Nordea Fonden, netop i festivalugen måtte redde Københavns spillesteds-flagskib, Copenhagen Jazzhouse, fra lukning ved at poste 2,5 mio. kr. i det - oven i en to mio. kr. stor 'stimuluspakke', som allerede var leveret af Kunstrådet og Københavns Kommune. I al stilfærdighed overtog den tidligere musikrådsfomand, advokaten Lennart Ricard, formandsposten i den erhvervsdrivende fond, der er Jazzhouses egentige ledelse, og festival- og musikerforbundsformand Anders Laursen satte sig i bestyrelsen og annoncerer nu tættere kontakt mellem Jazzhouse og festivalen. Her ofres noget pluralitet i danske jazz-beslutninger til fordel for kolde kontanter, vil nogen sige. Tjah, muligvis, men uden Nordea-hjælpen ville Jazzhouse formentlig allerede denne mandag have været historie, og det er Laursen, der har skaffet pengene. Så hvorfor ikke? Både han og Ricard signalerer fuld tiltro til den profilændring, Lennart Ginmann har gang i i Niels Hemmingsensgade. Så der bliver festival igen næste år, og da med Jazzhouse som en væsentlig scene, hvilket den bestemt ikke har været i år.

Yusef Lateef/Universal Quartet, Glassalen, fredag We Three, Haveselskabets Have, lørdag Palle Mikkelborg: In the Spirit of ... Det kgl. Teater, Gamle Scene, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu