Territoriet pisses af med en virtuos og uklippet sekvens, hvori Jean-Claude ’The Muscles from Brussels’ Van Damme én for én eliminerer en mindre hær af modstandere. Men pludselig lader instruktør El Mechri ret bogstaveligt illusionen kollapse som et korthus – det er en film i filmen, vi lige har set.
JCVD er nemlig en overrumplende metafilm om actionfilmstjernen og kampsportsekspertens image, selvbillede, kaotiske privatliv, med mere. Med ’overrumplende’ menes blandt andet, at muskelmanden til tider lyder som Mahatma Gandhi. Hør blot her: »Det er så dumt at slå mennesker ihjel. Mennesker er så smukke.«
Men måske bør man ikke være så overrasket; som helt ung studerede Van Damme trods alt ballet i fem år, og ifølge online-filmdatabasen IMDb er han vild med Ludwig van Beethoven. Hvem ved, måske hans lillefinger stritter, når han løfter tekoppen.
Slået af Seagal
Det giver udmærket mening, at Van Damme leverer karrierens – uden sidestykke – bedste præstation, når han sættes til at spille en mand, hvis liv til forveksling minder om hans eget.
Van Dammes figur i filmen er en actionfilmstjerne og kampsportsekspert, der kalder sig J.C.V.D.. Han nærmer sig hastigt sit halve århundrede, og samarbejdet med en anset instruktør som John Woo er en saga blot. Nu om stunder bliver J.C.V.D. kun tilbudt skodprojekter, og den ultimative professionelle ydmygelse indtræffer, da det buttede stenansigt Steven Seagal snupper en rolle for næsen af ham.
Ej heller privatlivet er på skinner. J.C.V.D. er involveret i en retssag om forældremyndigheden over hans datter, som i en retssal i Los Angeles lader forstå, at hun helst vil bo hos sin mor, fordi hendes venner gør grin med hende, når de ser hendes afdankede kendis-far i talkshows. For at sætte trumf på opremser ekskonens advokat de mange måder, folk kommer af dage på i J.C.V.D.’s voldsfilm. Budskabet er klart: Den mand ikke er for børn.
Fjendtlig hjemmebane
Endelig har advokatsalærerne omtrent blanket det belgiske muskelbundt af, så da han vender hjem til Bruxelles, må han som det første et smut forbi posthuset for at få fat i nogle penge (i filmens sjoveste scene ser vi, hvordan hans slubbert af en agent på opfindsom vis forsøger at sno sig udenom at låne ham).
Inden J.C.V.D. når så langt, bliver han dog skældt hæder og ære fra af en kvindelig taxichauffør, der genkender ham, skønt han ligner en hængt kat. På et spinkelt grundlag afskriver hun ham som en storsnudet berømthed, der giver pokker i sin hjemstavns almindelige indbyggere. Skurkerollen synes med andre ord at klæbe til ham – og det skal blive værre endnu.
På posthuset er en gidselsituation nemlig i fuld sving, og snart befinder J.C.V.D. sig i en for ham temmelig uvant rolle som afmægtigt offer. Ikke desto mindre lader myndighederne til at tro, at det er den trængte stjerne, der står bag forbrydelsen.
Drabelig filmspole
JCVD har en mindre spidsfindig forløber i John McTiernans Den sidste actionhelt fra 1993, som spandt postmoderne jokes over Arnold Schwarzeneggers image og actionfilmens konventioner. El Mechri har imidlertid flere andre – og mere interessante – inspirationskilder, såsom Jean-Luc Godard, Quentin Tarantino, Spike Jonzes Being John Malkovich og Sidney Lumets En skæv eftermiddag (ikke mindst fordi gidseltagernes skræmmende og frisuremæssigt udfordrede leder har en slående lighed med John Cazales figur i Lumets film).
Måske for at lægge størst mulig afstand til Bloodsport, Universal Soldier, Street Fighter og alle de andre på hovedpersonens cv er JCVD også nærmest demonstrativt kunstnerisk, komplet med kapitalinddelinger, sprængt kronologi, selvbevidst æstetik i form af lækre lys/skygge-effekter og andre distanceskabende greb. Ved J.C.V.D.’s hjemkomst til Bruxelles fylder El Mechri lydsiden med flot bigband-musik, der giver indtryk af den triumferende tilbagevenden, som der jo netop ikke er tale om.
Han veksler mellem dynamiske kamerakørsler og ubønhørligt lange, statiske indstillinger, som Van Damme som skuespiller slipper forbløffende godt fra. I en af dem ser vi et nærbillede af J.C.V.D.’s hoved med en filmspole forrest i billedet. Langsomt begynder konturerne af en optisk illusion at tegne sig, nemlig, at filmspolen vokser ud af hans kranium – eller måske snarere er blevet hugget ned i det, som var den en cirkulær savklinge.
Seriøs sladder
Også fortælletonen er præget af ekstremer. Der skiftes bemærkelsesværdigt lydefrit mellem komedie og dyb alvor. I filmens mest mindeværdige scene taler J.C.V.D. ud om det stofmisbrug, der opstod, da filmkarrieren tog fart, og han begyndte at opfatte sig selv som ’the prima donna of the penthouse.’
For virkelighedens Van Damme, som har været gift fem gange, må især indspilningen af retssalsscenen have været en følelsesmæssigt barsk ombæring, da han selv har oplevet at tabe forældremyndigheden over sønnen Nicolas.
Man kan derfor også vælge at se filmen som Van Dammes forsøg på et opgør med sladderpressen (i sandhed en mægtig modstander); hans lejlighed til at præsentere de slibrige detaljer ikke som sensationelle fragmenter, men som del af en større sammenhæng.
I helt bogstavelig forstand er JCVD da heller ikke nogen kulørt film. Faktisk er den nærmest fuldkommen farvedrænet, hvilket giver billederne af den furede Van Damme næsten busteagtig tyngde, en visuel understregning af, at han rummer mere, end de fleste hidtil har antaget.
Hvis det er nogen trøst, tvivler denne pen på, at Steven Seagal ville kunne bære en film af denne art.
