Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Rock i ren aftapning

Den evige Jack White - fra White Stripes - har lanceret endnu et sideprojekt i form af det primitivt hæsblæsende The Dead Weather, mens de eksperimenterende americana-mestre Wilco forfiner udtrykket yderligere på album nr. syv
Jack White (nr. to fra venstre) sidder bag trommerne i The Dead Weather og har overladt mikrofonen til Alison Mosshart (tv.).

Jack White (nr. to fra venstre) sidder bag trommerne i The Dead Weather og har overladt mikrofonen til Alison Mosshart (tv.).

Robyn Beck

Kultur
30. juli 2009

For nogle år siden lånte en ven mig det legendariske bokssæt Anthology of American Folk Music, der består af 84 sange indspillet i årene 1927-1932. Musikken blev samlet i 1940'erne af den excentriske filmmager Harry Smith, der havde en enorm samling af 78'ere fra folkemusikboomet i nævnte periode. Han formåede i 1952 at overtale Folkways Records til at udgive 84 sange fra sin samling på seks lp-plader, der tematisk inddeltes i tre kategorier, fordelt over hver to lp'er under overskrifterne Ballads, Social Music og Songs. Da hverken han eller Folkways kerede sig stort om rettigheder, kaldes pladerne ofte for den første piratudgivelse, men chancen de tog gav uventet kunstnerisk pote, idet disse plader blev om- drejningspunktet for den revival, folkemusikken oplevede i 50'erne og 60'erne. Som igen gav os navne som Joan Baez, Phil Ochs, Bob Dylan og mange flere og vel dermed også indirekte gav næring til sangersangskriver-genren.

Med alle rettigheder clearet blev dette musikalske monument så genudgivet på cd i 1997 af The Smithsonian Folkways Records, og det var den version, min ven lånte mig. At lytte til mange af sangene på den var vitterligt som at tage en natlig svømmetur i en mose, fuld af dynd, planterester og bizarre kolde skabninger, der strøg forbi én i den taktile vådhed; jeg sprang hurtigt ombord i især balladerne og sangene (der gik lovlig meget kædedans og/eller Gud i den såkaldte Social Music); de førstnævnte omhandler specifikke begivenheder fra Kong Volmers tid og frem til 1920'erne, de sidstnævnte omhandler, som kritikeren Greil Marcus skriver i et medfølgende essay, især »marriage, labor, dissipation, prison, and death«. Læste andetsteds, at det især var den mentale arv fra Victoria-tiden, der slog igennem, hvor det erotiske (næsten) altid går hånd i hånd med det fatale, og datidens høje barnedødelighed endvidere udgør et gennemgående tema.

Et fundament af bly

De mange timer spenderet i selskab med Harry Smiths legendariske antologi rinder mig i hu, når jeg lytter til debutalbummet fra The Dead Weather, (endnu) et sideprojekt fra den manisk energiske Jack White, der til daglig slår sine folder i den herlige duo The White Stripes, hvis bestræbelser stort set alle rækker bagud. Var det ikke så fucking fedt, ville det på mange måder sikkert være hamrende ligegyldigt, men jeg er hverken fortidsknepper eller fremtidsfetichist, så jeg vælger at nyde dette unikke ensembles hæsblæsende racertur gennem en tætbevokset underskov af amerikanske urgenrer. I det hele taget er jeg hverken puritaner eller kostforagter, bare det, jeg hører, på en eller anden led rykker, og det synes jeg virkelig, at Horehound, skiven fra The Dead Weather, gør.

White er ikke i front her - han har indtaget trommestolen, og han trakterer dette instrument på samme lidet subtile facon som sin makker Meg White (bare på steroider!); dvs. ikke så meget spiller som slår på trommer - det er til gengæld Alison Mosshart, sangerinden fra en anden primal duo, The Kills. Og hun er både sexet og wicked as can be. En rigtig rocksangerinde. Dertil kommer guitaristen Dean Fertita fra Queens of the Stone Age og The Greenhornes-bassisten Jack Lawrence. Sammen laver de et opsigtsvækkende spektakel, rock i ren aftapning trods alle bastardelementerne, der selvfølgelig kun gør cocktailen så meget desto mere potent (og interessant!); det er farligt, det er beskidt, det er ondt som den skinbarlige satan selv.

For lige meget hvem der ellers er med i et givet projekt, gennemsyres det af Whites oldgamle og vildt kontrære vision, og under kampråbet »sæt ild til alle computere« laver han musik, der er lige så gammeldags som en 1954 Corvette Roadster - eller gaslys og damptog, for den sags skyld. Det er blues (om end ikke blues i traditionel forstand; men båret igennem af samme intensitet som en Howlin' Wolf) og det er rock, så tung som et fundament af bly, så beskidt som en havneluder efter en hård nats lagengymnastik og så stoflig som en våd skovbund. Det er musik, man både kan smage og lugte og det bedste fra den kant siden Whites Stripes' elefantastiske Elephant (2003). Jeg deler bestemt ikke Jack Whites had til den moderne computerteknologi (hver ting til sin tid), men jeg elsker den musik, der kommer ud af hans utallige idiosynkrasier, thi det minder om noget af det allermest simple og hårdtslående folkemusik, som det (takket være elektricitet og optagelsesteknologi!) kan opleves på Harry Smiths famøse antologi. Så go Jack go!

Lige op i mesterklassen

Efter den omgang lyder sekstetten Wilcos syvende skive - lidt kryptisk betitlet Wilco (the album) - jo nærmest som en ren skønhedsåbenbaring. Her er ingen frygt for hverken pladestudiet, computere eller overproduktion at spore - faktisk er det min største (og den er nu ikke så forfærdelig stor) anke, at det hele lyder så skrigende rent. På den anden side er her klart taget en beslutning om at inddrage studiet som medspiller, og giv den en tur i den dertil indrettede med hørebøfferne på, og et hav af både spændende og signifikante detaljer åbenbarer sig. Og så har frontmand Jeff Tweedy leveret 11 sange af så høj klasse, at man skal være tonedøv for ikke at forstå, at vi her altså træder lige op i mesterklassen, thi hu hej, hvor er det dog storartet smukt at lytte til. Og inspirerende - der er nu noget ved stræbere, når deres endemål er både elegance, storhed og klarhed; det hele forløses til sidst og går som en god roman op i en højere enhed, således at man hæmningsløst kan hengive sig såvel detaljerne som det større billede. Også selv om det er sket på bekostning af det skæve og det sære - for det er det altså; her er langt til kompromisløsheden på Yankee Hotel Foxtrot. Det er der. Det var dengang. Nu er nu.

Og for hardcore Wilco-fans vil pladen næppe betegne det store spring fremad - der er faktisk mange referencer til gruppens foregående seks albums på spil her, og den lægger sig helt naturligt i forlængelse af forgængeren Sky Blue Sky - og selvom fremdrift og forandring ikke er at foragte, skal der nu heller ikke kimses af forfinelse og fornemhed. For et band med en så turbulent historie - ikke mindst Jay Bennetts tragiske død i maj, thi han var om nogen Tweedys nemesis og for nogle det næstbetydeligste Wilco-medlem, selv om han altså blev fyret på gråt papir helt tilbage i 2001 - er der et fortryllende overblik på spil her, som kun kommer lytteren til gode. Ja, hun er i den grad inviteret indenfor, så hvorfor ikke tage imod den fremstrakte hånd og sætte sig godt til rette og tage for sig af retterne?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her