Læsetid: 4 min.

Sangleg med Chick Corea

Svensk big band sloges med Domkirkeklokken, publikum med et forarmet DR og en Chick Corea, der ikke ville spille jazz. Ikke ret meget, i hvert fald
Chick Corea spillede mageløs jazz under koncerten i Det Kgl. Teater lørdag - men desværre alt for lidt af det. Istedet bestod koncerten hovedsageligt af partitur-musik af andre komponister og af multitalentet selv.

Chick Corea spillede mageløs jazz under koncerten i Det Kgl. Teater lørdag - men desværre alt for lidt af det. Istedet bestod koncerten hovedsageligt af partitur-musik af andre komponister og af multitalentet selv.

7. juli 2009

Havde det været ved enhver anden lejlighed, havde det været en skandale, men nu var det festivaltid, og så var det bare bad luck . Ikke desto mindre: der må sidde nogen i jazzfestivalens departement for logistik og have røde ører over, at den både langvarige og gentagne indringning til den sene søndagsgudstjenste i Domkirken maltrakterede Bohuslän Big Band og gæsten Steve Swallows koncert ude på Frue Plads. Så sjusket kan man ikke være, at man ikke orienterer sig om, hvad der foregår inde i kirken, og hvordan alverden forkyndes denne aktivitet. Ét er gøende hunde og grædende børn, men noget andet er saftsusemig Domkirkens klokke som konkurrent i en ballade!

De svenske gæster og deres amerikanske dirigent tog det pænt og afsluttede passende med et nyere stykke af Swallow, »Bells«. Forinden havde gæsterne nået at demonstrere, at de trods en saxgruppe der havde svært ved at spille pladsen op, udgør et stort orkester i europæisk sværvægtsklasse, selvom der blev spillet med flere ferieafløsere. Og dirigenten havde vist os, at når han skriver til store besætninger, ser han tilbage i tiden og baserer meget på pasticher fra swingtiden, så musikken kan få et let parodisk skær, noget, der - når man tænker på, Carla Bley og Swallow har dannet privat og musikalsk par i mange årtier - øjensynligt ligger til familien. Uanset kampen mod domkirkeklokken endte denne koncert nok mest som en skuffelse, fordi Swallow selv spillede så tilpas lidt selv på sin basguitar (orkestrets faste bassist, japaneren Yasuhito Mori, var med hele vejen), og fordi det flotte orkesterspil ikke kunne skjule, at der savnes et par vægtige solister i Göteborg-orkestret. Den, på papiret, mest erfarne i den henseende, tenoren Ove Ingemarsson, fik meget lidt plads, men en positiv overraskelse var dog trompetisten Samuel Olsson.

'Endnu mere jazz' i DR

Forinden var gået en debat i Pressen på Rådhuspladsen om jazzens sådan generelt umulige placering som underdog og overset i det danske musikbillede. Suzanne Brøgger, Susi Hyldgaard, Fabian Holt, Kresten Osgood og DR's musikansvarlige, Ole Mølgaard, skulle krydse klinger, men debatemnet var for bredt formuleret til, at der kom håndgribelige forslag om bedring på bordet. Det eneste, deltagerne kunne blive helt enige om, var at skyde på DR for manglende interesse for musikken. Mølgaard forsvarede sig bl.a. med et barokt argument om, at DR i festivaltiden spiller mere jazz, end institutionen må for public service-nævnet! Et tydeligere symptom på dårligdommen i DR er dog kommet frem andetsteds, idet marketingafdelingen forleden rundsendte en opfordring til dem, der modtager DR Big Bands pressemeddelelser, om at melde sig til en ny fokusgruppe, der skal fortælle, hvad DR skal gøre, når der fra 2010 skal spilles »endnu mere jazz« i æteren. Afmagt eller populisme? Formentlig begge dele, men dyppet i demokratisk fernis.

>Under debatten havde Kresten Osgood held med et fyndigt bon mot om, at han ikke kan klare kassedamer, der ikke kan improvisere. Hvis Chick Corea havde hørt det, kan det godt være, at søndag aftens udsolgte solokoncert på Det kgl.s gamle scene have udviklet sig anderledes. Corea brugte nemlig det meste af andet sæt på at spille partiturmusik. Først en Scarlatti-sonate, så et præludium af Skrjabin, en bagatel af Dutilleux og derpå de fleste af Coreas egne 20 småstykker for børn, der har Bartoks tydelige ånde henover nodepapiret. Godt nok spiller Corea partiturmusik, som han spiller jazz, dvs. med den samme pulsfornemmelse og det samme anslag - hvilket absolut gør tolkningerne valide - men det forhindrede ikke, at vi fik mindre af det, vi kom for: Jazz.

For lidt jazz

Den fik vi i første afdeling, hvor Corea efter en åbning bestående af Debussy'sk noodling , der gik over i »Armando's Rhumba«, ofrede tid på tre andre store pianister, der også er store komponister: Bill Evans, Monk og Bud Powell. Den uforfalskede romantisme i Evans' musik har aldrig været Coreas gebet, så at spille Evans' »Waltz for Debby« forekom mest som et alibi for at ville spille musik af 'de tre store'. Men med Bud Powell- og Monk-tolkningerne, bl.a. en forrygende »Trinkle Tinkle« og en rent ud sagt drømmende »Round Midnight« var vi derovre, hvor Coreas multitalent og -begavelse gav jazzfestivalpublikummet noget for pengene. Hvilken mageløs bevægelighed, hvilket anslag, hvilken dyb indsigt i de to universer, hvilken personlig farvning uden at være illoyal overfor komponisternes egen genialskhed.

Er man lallende idiot, hvis man deltog aktivt i Coreas langstrakte og afsluttende sangleg med publikum, eller er man tåbeligt blasert, hvis man så forlegent og tavst ned på sine egne skosnuder. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg skal have pudset sko en af dagene. >

Bohuslän Big Band & Steve Swallow på Frue Plads, jazz-debat i Pressen, Chick Corea på Det Kgl. Teater

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu