Læsetid: 5 min.

Sidste messe på støvsteppen

Der var slagsider i årets musikprogram, og der var hvid maskulin guitar-baseret dominans på hovedscenen. Kunne man bede om et lidt mere nuanceret musik-program næste år? Livet og de glade dage for-svinder jo ikke af den grund.
Uanset hvad man  ellers måtte mene om Coldplays plader, så leverede de varen live som lukkekoncert på Orange Scene søndag.

Uanset hvad man ellers måtte mene om Coldplays plader, så leverede de varen live som lukkekoncert på Orange Scene søndag.

Ditte Valente

7. juli 2009

Når man sitrer som en bævrende budding af følelser klokken tre om eftermiddagen. Når man kan mærke de sidste centimeter af rygraden forvandle sig til vingummi. Når solen går ned over Orange Scene og - sammen med musikken - >falder i en eller anden form for synkron vals med ens længsel efter en mening med livet. Så ved man, at man har fået for meget af en masse og for lidt af søvnen, og man ved at det er søndag på støvsteppen også kendt som Dyrskue-pladsen.

Det er Roskilde Festivalens yderste og hårdeste og smukkeste dag, hvor man indoptager musik mere hudløst end på noget andet tidspunkt i løbet af året. Afciviliseret. Dagen, hvor man har bevist for sig selv at man kunne udholde de tre foregående dages prøvelser.

Derfor er Coldplay også et såre velvalgt navn som dette års afslutter på Orange Scene, hvor folket vanen tro samles til den sidste messe. Afslutteren skal kunne samle folket og gerne give en larger-than-life- oplevelse. Og nu kan man mene om Coldplays britisk konservative kingsize indierock eller om forsanger Chris Martins emotionelle register på plade, hvad man vil. Men indspillet musik er noget andet end fremført musik. Og denne anmelder er heller ikke udelt begejstret for Coldplays tydelige arv efter U2, deres demonstrativt storladne kompositioner. På plade.

Men live er det en anden snak, i hvert fald denne søndag aften, hvor Coldplay leverer et smukt og massivt klingende fælles fikspunkt for forløsning. Ikke lammende smukt og historisk som Björk i 2003. Ikke både nostalgisk og nutidigt dundrende som Roger Waters' fremførelse af Dark Side of The Moon i 2006. Slet ikke. Men inkluderende og i de bedste passager saliggørende. Her på den yderste dag.

Svært år

Det har været et svært år for Roskilde Festivalen. Billetsalget rettede først op i de sidste uger inden festivalen, hvor man nåede at føle sig nødsaget til at sælge enkeltdags-billetter alle dage, ikke kun som vanligt søndag. Et stort hiphop-navn som Lil Wayne aflyste under selve festivalen. Og økonomien har været i fokus under påvirkning af finanskrise og svensk krone-kurs. Hvilket har affødt spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet er penge nok til at sammensætte et ordentligt musikprogram. Men selvfølgelig er der det. Det er et spørgsmål om navigering og viden og research.

Spørgsmålet er bare hvordan. Hovednavnene på Orange Scene var i år meget tilbageskuende og præget af hvide herrer med elguitarer over de 40, hvis ikke 50 år. Faith No More var gendannet, og det var Madness også. Nick Cave & The Bad Seeds var aldrig holdt op. Og så var der Ulf Lundell (som da vist kun kan være blevet booket til søndagen for at lokke det grå guld til), Nine Inch Nails, Oasis. Og der var Slipknot, Volbeat, Håkan Hellström, Gogol Bordello (som afløste Lil Wayne) og nå, ja, Coldplay.

Nu er der ikke noget galt med hvide mere eller mindre aldrende mænd med strengeinstrumenter, men som en mur af konservative bookninger er de en lidet fremsynet investering. Og det kan et dj-show fra Trentemøller og en ego-udkrængning fra Kanye West ikke kompensere for.

Blev der så kompenseret på de mindre scener, med de alternative navne? Mjah. Der var fremragende afrikanske showstoppere som Rokia Traoré og Amadou & Mariam, som viste ethvert vestligt band hvordan en koncert kan blive til en fest for krop, sjæl og livsglæde. Helt banalt og så musikalsk sofistikeret. Der var gnistrende udladninger fra metal- og punk-scenen, interessante blandinger af tredje verden og Europa og USA. Der var smukke asiatiske udladninger.

Men det var til gengæld haltende på hiphop-siden, og der var koldt på den elektroniske front. Jeg savnede repræsentanter for elektronisk halsbrækkende danse- og lyttegenrer som wonky og funky (ja, det hedder de). De kan ikke være dyre i drift. Mens at den canadiske stjerne Deadmau5 satte en ny lavere standard for hvad man sådan rent musikalsk kan lukke Cosmopol-scenen med lørdag nat. Også selvom folk dansede igennem. Men ville de ikke have gjort det alligevel?

Der var med andre ord slagsider i programmet. Og det indtryk rettede søndagen ikke op på. Jo, hollandske 2562 giver en fin og overraskende dansevenlig koncert. Han afslører ikke nye dybder i sin technoide dubstep, men til gengæld en mere udadvendt og offensivt rytmisk charme. Og jo, de amerikanske alt.rockere uden for kategori, Deerhoof, går til makronerne med et nærmest atletisk kunstnerisk udtryk. Matematisk og ekstatisk på samme tid, og eksplosivt på en måde, som deres albums kun svagt har ladet ane.

Deerhoof spillede på den mindste scene, Pavilion, som er en af de scener, der har den stærkeste identitet med sit alternative og tit brølende energiske program (Cancer Bats! Cola Freaks!) samt en velfungerende arkitektur. Til denne kategori hører også krydsfeltet mellem klub-beats og etnisk kultur på Cosmopol og Astoria, mens Odeon er mere usikker i sin statur og med sit lettere karisma-løse telt.

Og Arena og Orange ikke har nogen musikalske identitet, men først og fremmest fungerer som fora for de store navne i arbejdet med at finde den rette størrelse scene til det rette estimerede fremmøde.

Det har der, ikke mindst sidste år, været problemer med at estimere. Og det trak det også op til under en massivt overbesøgt Malk de Koijn-koncert på Arena-scenen, som ligger klemt inde i et hjørne af festivalområdet. Masserne fossede ind, og det kan undre, at Roskilde Festivalen finder sig i et bands afvisning af at spille på Orange Scene, når det nu så tydeligt er dér, de hører til. Og når så store folkemasser er i spil.

Flere farver på Orange

Men det gik godt. Og det gjorde - sådan rent musikalsk - også koncerter med heavy-nytænkere som Isis, serafiske vokal-traditionalister som Fleet Foxes, det moderne indiske raga-ensemble Shastriya Syndicate med sitar-virtuosen Purbayan Chatterjee i centrum og impro-støjtronica-stammerockbandet Black Dice - der fik følgende beskrivelse af en fotograf: »En tavle med kridt på, bare gange tusind. Jeg vil ikke være her«).

Mens jeg var mindre end lykkelig over Little Boots' mangel på scene-personlighed og musikalsk kraft, unge britiske Micachus alt for spinkle live-niveau, Faith No Mores sært tighte og alligevel usammenhængende koncert (måske mest på det inter-relationelle plan i bandet?) og den katastrofale mangel på vokal hos synth-goth-pop-mesteren Fever Ray. Hvor er teknikeren henne i en sådan situation?

Men sådan går det jo. Skuffelser fletter fingre med overraskelser. Bands fejler, folk ryger i hegnet, masserne bølger. Og Roskilde sejrer og lider nederlag i forskellige doseringer fra år til år.

I år savnede jeg en mere flerfarvet Orange Scene. Smid dog Malk de Koijn derop. Eller de mageløse malinesere Amadou & Marim. Blot det at programlægge et navn til Orange Scene forstørrer interessen. Det kan have karakter af selvopfyldende profeti. Så gør det. Hvis showmanship og musikalsk kvalitet er i sync, så skal publikum nok følge med. Og ledes og overrumples, det skal de jo engang imellem.

2562, Cosmopol. Deerhoof, Pavilion. Coldplay, Orange. Søndag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu