Anmeldelse
Læsetid: 11 min.

Skabelsen er en voldshandling

Årets Venedig Biennale har som sit erklærede mål at skabe eller lave verdener. Så er man sikker på ikke at få revolutioner, skriver den udsendte medarbejder fra Beckværket, der her rapporterer fra den internationale kunstudstilling
Årets Venedig Biennale har som sit erklærede mål at skabe eller lave verdener. Så er man sikker på ikke at få revolutioner, skriver den udsendte medarbejder fra Beckværket, der her rapporterer fra den internationale kunstudstilling
Kultur
3. juli 2009

Skabelsen er en voldshandling. Den, der skaber noget - en ting, et værk, en verden, en ny eller anden orden - må nødvendigvis ofre noget, rydde noget af vejen for at få plads til det nye. Han eller hun er ansvarlig for, at noget andet går til eller i hvert fald forsvinder ud af synsfeltet, at én sandhed ofres for en anden, at én historie fortælles frem for alle mulige og umulige andre. Bortset fra universet, som Gud eller Det Store Knald skabte ex nihilo, ud af intet, så har det at lave eller skabe noget altid samtidig været en ofring eller i hvert fald en transformation af noget allerede eksisterende. For i vores lokale og for længst skabte verden er der ingen tomme rum eller ledige pladser, hvor noget nyt kan skabes, uden at noget andet samtidig må gå til.

Når kurator Daniel Birnbaum har givet Venedig Biennalen 2009 overskriften eller mottoet 'Making worlds', så gør han den ikke bare til et sign of the times og lader den flyde med mainstreamen af forsøg på at genåbne Historien for utopier, visioner for andre mulige verdener. Overskriften kaster også en skygge, og det er spørgsmålet om, hvad vi - som individer, kunstnere, (verdens)samfund - er villige til at ofre i forsøget på at skabe nye verdener?

Når Birnbaum i sin lille programtekst slet ikke nævner dette voldelige aspekt ved den skabende handling, så er det selvfølgelig fordi, enhver handling, der udføres i, eller hvis resultat indsættes i kunstens eksklusive parallelverden, berøves sin skyggeside. Med tilbagevirkende kraft bliver handlingen kunst, den bliver uskyldig, men samtidig også stortset harmløs og uden skabende eller ødelæggende effekt uden for kunstens verden.

Ingen revolutioner

Så selv om biennalen i år har som sit erklærede mål at skabe eller lave verdener, så får man ingen revolutioner at se. Det kan nødvendigvis ikke blive til andet og mere end illusionskunst og lokale undtagelsestilstande. Og da selv det mest radikale kunstværk i det 20. århundrede, som eksploderede af og i utopier og billeder af andre verdener, ikke fik nogen verdenshistorisk effekt, så har det heller ikke været muligt for biennalens kurator at opstille et kriterium, som ville kunne kvalificere nogle former for kunstnerisk skabelse eller handling frem for andre. Resultatet er, at han allerede i sit programskrift må erklære, at hverken størrelsen eller formen eller noget andet er afgørende for, om kunstnerisk handling kan skabe verden. Selv den mindste prik på et stykke papir kan være en verden. Derfor er der blandt de tusinder af værker, der er samlet i biennalens to hovedområder Arsenale og Giardini og spredt ud over resten af Venedig intet 'shock of the new' , men til gengæld lidt af hvert og repræsentanter for stort set alle tidens trends på kunstscenen: Der er prikker og streger på papir og lærred, en smule dokumentarisme og billeder af skabelsens skyggesider uden for kunstens verden.

Der er mange former for video, men mærkeligt nok ikke ret mange forsøg på at bruge den nyeste teknologi til at skabe verdener med. Der er en del objekter, men oftest som del af installationer - og selvfølgelig en del spor efter kunstnere, der som inderen Nikhil Chopra og islændingen Ragnar Kjartansson i et par døgn har nydt livet - malet, ædt, drukket og sovet rusen ud i deres lille hjørne af udstillingsverdenen. Og da kuratoren udelukkende har vægtet de positive sider af den kunstneriske verdensskabelse, så er der selvfølgelig også en del vidunderligt mislykkede forsøg på at skabe en bedre verden.

Men heldigvis har det altomfattende motto givet kuratoren mulighed for at udvælge en masse værker simpelthen fordi, de er gode. Og en del af disse kan oven i købet siges, om ikke at skabe verdener, så i hvert fald at undersøge, hvad der skal til, for at en verden kan finde sted.

Det, der skal komme.

Venedig er en levende død, et museum for nænsomt vedligeholdt dekadence, og selv om det ene af Biennalens to store udstillingsområder, Arsenalet, ret beset bare er en endeløs række af tømte, forfaldende lagerhaller, så huser de som alle andre bygninger i Venedig en skøn tristesse, en atmosfære af forgangen storhed og adel. I den anden sal har Michelangelo Pistoletto ophængt 22 kolossale spejle, hver i sin forgyldte, rigt ornamenterede ramme, 11 på den ene side og 11 på den anden side af passagen igennem salen. Derefter har han i et kortvarigt historisk nu, med en serie præcist tilfældige slag knust spejlene og dermed den gamle verdensorden, de repræsenterede. Det verdensrum, vi passerer igennem er post-historisk. Vi er kommet for sent. Begivenheden har fundet sted. Som et brat vindstød er revolutionen eller folket fejet igennem, den gamle verdensorden er væk, og tilbage står en endeløshed af knuste, hinanden spejlende rum, et kaos af hvilket en ny verden måske kan opstå. Men ikke nu. Ikke ved vores hjælp. Vi er ikke historiens subjekter. Vi er bare passerende, der hverken lægger fra eller til, tilskuere, der til nøds standser op, løfter kameraet, tager et billede af det knuste portræt af os selv, der tager et billede, der tager et billede ... så fortsætter vi.

Fra historiens lys ind i den næste sals mytiske mørke. I tomrummet mellem salens fire søjler har Lygia Pape her fem år efter sin død trukket et netværk af spinkle tråde, der svagt belyst danner en arkitektur, som, idet man bevæger sig forbi, tager form eller synker ind i mørket; som en spøgelsesbygning, en verden, der i virkeligheden aldrig har været og endnu ikke er kommet, har her fundet sted.

Arbeit macht Welt!

Efter de to første sales sublime øjeblikke hinsides historien bliver det hele pludselig meget reelt, et slags kunstens IKEA, hvor de forskelligste former for verdensdesign er udstillet mellem hinanden uden nogen synlig forbindelse andet en trængselens. Der er gammeldaws malerier, mere tidstypiske serietegninger af verdens uretfærdigheder eller autentiske urfolksutopier, tv-kasser med elitær slap-stick og, hvorfor ikke, i tomrummet under taget balancerer et hulter til bulter af Yona Friedmans papkasseutopier. Spørgsmålet melder sig: Hvad skal der til i vores velfærdige stopfodrede verden, for at noget nyt eller bare andet kan gøres? Svaret kommer med Pascale Marthine Tayous Human being Vold! Det gælder om at tage plads og så bare hæmningsløst hamrende, snakkende, skramlende brede sin verden ud, så at alt andet, værker og varer, ja, selv fornemmelsen af at befinde sig i en artig kunstbiennale til sidst forsvinder. Tayous verden er den udgrænsede materies, affaldet og det kasserede menneskemateriales verden. Ikke som kirkegård, tværtimod, det er affaldets genopstandelse som nyt utopisk og vildt levende liv.

Human being @ work er på én gang Afrika, et helt kontinent og samtidig en verden i sig selv. Eklektisk, af nødvendighed, ikke som postmodernisme. Afrika er det sted, alle andre kontinenter og samfund smider deres brugte tøj, elektronik, kemikalier, materialer og slidte kunstgreb ud. Tayous på én gang lokale og globale landsby er ikke bare vandfald af gammelt papir, strømper udstoppet til totemer med kasseret plastiklegetøj og dippedutter, stilladser af affaldstræ behængt med svedige lagener og proppet med gamle monitorer og levende billeder og lyden af livet på et marked, hvor alt det, der har været og ikke mere dur til noget, vi i Vesten og Østen og Norden gider, bliver svejset og hamret og loddet og syet sammen til nyt LIV, det er også en gesamt-verden af præcis de genreblandinger og medier, vi i biennalernes verden efterhånden troede, vi havde fået nok af. Men tro om! Revolutionen og skabelsen af det ny kommer ikke med ét slag. Verden er noget, vi sammen skal ARBEJDE os frem til. Det er arbejdet som livsform, der skal give alt lortet form igen. Arbeit macht frei!

Den sande verden

Overskriften 'Making worlds' er et problem, og de væsentligste bidrag til biennalen udfolder tilsammen dette problem i alle dets aspekter: Hvad er det vigtigste, hvis vi anno 2009 vil skabe en verden af eller i eller ved siden af den eksisterende verden? Er det visionen? Den vilde fantasi? Det præcise koncept? Teorien? Praksis? Kritikken af den bestående orden eller udkastet til den ny?

Derfor er det ikke en anakronisme, men absolut up to date , når Birnbaum har placeret den for længst afdøde svenske Øyvind Fahlströms heroisk mislykkede forsøg på at give menneskene en sand model af verden centralt i Udstillingspaladset. Fahlströms værker fra sluttresserne og starten af 70'erne i det forrige århundrede er en slags Das Kapital som tegneserie, den kritik af verden, der er nødvendig for at kunne finde frem til, 'hvad der bør gøres!'.

Både som kunst og som pædagogisk verdensbillede er Fahlströms værk mislykket, men heroisk. Hver model er et kaos af vulgærmarxistiske sandheder, der forbinder sig konspiratorisk i et spind, i hvilket kunstneren selv sidder indskrevet, fanget i sit eget billede som et insekt, en udbyttet producent af naragtige, men farvestrålende modeller og visioner til kunstmarkedet.

Kunsten som asyl

Hvor den enevældigt kuraterede del af biennalen samlet er et hyperrealistisk billede af kunstens globaliserede verdenssamfund, hvor alle kæmper mod alle andre om Lebensraum og opmærksomhed, så har kunstnerne i biennalens anden del, de nationale pavilloner, det lettere. Det gælder ikke mindst i de 29 pavilloner, der som ruiner af et forældet årtusinde står spredt i udstillingsparken, der slet og ret hedder Giardini, Haven, en fra sin fødsel forældet utopi om en verden, hvor nationalstaterne kunne leve i fredelig sameksistens i en Edens Have, hvor hvert enkelt folk, hver enkel nation suverænt, autonomt og altså uden fremmede magters indblanding kunne udfolde hver deres mere eller mindre perverse verden i verden.

Indholdet af disse kunstens ambassader er temmelig verdensfjernt. I de fleste tilfælde, fordi de ophængte eller installerede verdener er kunst- eller storpolitisk korrekte i en grad, som ikke har sin lige i verden uden for. Det er forbløffende, så mange af de flygtninge og immigranter de enkelte nationer i virkeligheden har afvist, underbetalt eller voldtaget, som her har fået et virtuelt værested. Vægge, lærreder og installationer i de hollandske, polske, mexicanske, rumænske, brasilianske, new zealandske og mange andre pavilloner myldrer af skygger, stemmer, blod og andre former for repræsentationer eller rester af disse levende eller døde ikke-verdensborgere. Ikke at det hjælper dem. Tværtimod. De er her jo ikke. Idet vi konfronteres med skyggerne af deres skæbne, lægger vi bare endnu en afstand til dem.

Det er absolut kontrarevolutionært, men i mange tilfælde uhyggeligt præcist. I den hollandske pavillon har Fiona Tan klonet Marco Polos levende beretning om den nye verden med videooptagelser fra hendes egen luksus-zap-rejse anno 2009 i sin europæiske forfaders spor og, på den modstående væg, en panorering gennem den samling af cultures mortes , han bragte med hjem til Europa. En sublim kloning af kynisme og sentimentalitet. Hvad vi hører, er en romantisk klassificering af folkeslag, og hvad vi ser, er et kaos af forskelle, krig, børnearbejdere, sweatshop-boys i kemikalier, kort sagt den voldelige konsekvens af Marco Polos skabende fortælling og det europæiske blik.

Biennalens forenede nationer er ligesom verden udenfor delt i en gammel verden og en ny. De gamle har deres pavilloner i Haven, mens de, der først sent har fundet plads på kunstens verdenskort, hvert andet år må søge sig et nyt midlertidigt værested ude i byen. Mange lejer sig ind i et gammelt palazzo med den konsekvens, at man som besøgende ofte glemmer kunsten og fortaber sig i konteksten, de skønt forfaldende sale. Men i Mexicos tilfælde er fortabelsen en pointe, en forførers kunstgreb. Henført vandrer man gennem Palazzo Rota-Ivancichs tømte sale, nyder de mørkerødt falmende silketapeter, de kølige stengulves mosaikker. En passant bemærker man den enlige gulvspand med snavsevand, der i hver sal står tilfældigt glemt med moppen lænet mod væggen. Først sent, måske netop for sent! bemærker man det lille skilt på væggen, der fortæller, at vandets farve ikke skyldes historiens tilfældige snavs, men er blod, som Teresa Margolles i en seriel mani har tørret op efter hundredvis af de mere end fem tusinde dødsofre for organiseret kriminalitet i Mexico i det sidste år. (En gang om dagen vaskes gulvet, der bærer os, i dette blodvand.) Man løfter blikket og forstår, at tapetets mørkerøde farve i det inderste kammer ikke bare ligner, det er blod.

Som koncept er det melodrama, hysterisk: Skønjomfru Teresa løfter et skrig på vegne af skabelsens ofre, et skrig der i melodramaet skulle nå himlen, men da himlen, også over Mexico, er temmelig gudsforladt, så retter hun det i stedet mod Hans stedfortrædere på jorden: kunstæderne. Og det virker, det gør det fanneme. Men so what? Hvad vil skønjomfruen opnå andet end dette medlidenhedens knald? En stor følelse, et snapshot, und das war's .

Skabelse som udslettelse

Når alt kommer til næsten intet, er Venedig Biennalen 2009 en udstilling af kunsten og kunstverdenens evigt uforløste forhold til al anden verden. Hvad kan den gøre? Er det overhovedet muligt at gøre noget, at gøre (os håb om) en anden verden, andre verdener, hinsides den eller dem, der allerede er? Skal kunsten og kunstnerne holde op med at lade, som om de kan gøre noget, skabe en aktiv forbindelse mellem den kunstneriske gøren og verden, og i stedet være realister og vende tilbage til forestillingen om kunsten som en slags helvedes paradis, noget sublimt, der er alt andet end alt andet?

Når det kommer til dét stykke, er Tjekkiets bidrag til 'Making Worlds' det meste konsekvente og radikale: Fra Haven træder man gennem den dørløse åbning ind i pavillonen og fortsætter ad stien gennem haven og ud ad åbningen i pavillonens modsatte side. Oplevelsen, begivenheden, tager 20 sekunder. Og? Der var intet at se. Haven inde i pavillonen var akkurat som haven udenfor. Med et simpelt, men revolutionerende, ja, voldeligt greb, er kunsten, Historien og hele den menneskeskabte verden af verdener udslettet, annulleret, ført tilbage til naturen.

Venedig Biennalen 2009: Fare Mondi / Making Worlds. Kurator: Daniel Birnbarum. Den Internationale kunstudstilling løber indtil 22. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her