Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

De små glæder

’Sommerfrokost i Rom’ kan den svære kunst at holde os fængslet, uden at der sker noget særligt
Kultur
3. juli 2009

Filmen kan den svære kunst at holde os fængslet, uden at der sker noget særligt. Hver minimal hverdagsdetalje er milimeterpræcist sat på plads, og alle roller i Sommerfrokost i Rom spilles til perfektion. Og det skaber en lun og charmerende 'lille' film, der bestemt ikke får én til at savne 'storfilmene'.

Den midaldrende og evigt hvidvinsdrikkende Gianni passer sin sin gamle mor i det stilfærdige Trastevere-kvarter i Rom. Hun er 93, men stadig karakterstærk, han den svagere, opvartende døgenigt.

Som bekendt spiller mødre ofte en betydelig større rolle i italienske mænds liv end de gør i for eksempel Danmark. Vi er i august, og flere af de gamle damer vil eller kan ikke tage med den øvrige familie på ferie. I stedet samles de for gode ord og især betaling i Giannis og hans mors nydelige lejlighed, hvor tiden er gået stå i sirlig, men forarmet borgerlighed.

Den ydre handling består blot af tre gamle damers indlogering og overnatning med efterfølgende veltillavet frokost. Men spilletiden er også klogt holdt nede på 75 minutter.

Gianni kommer i menneskehænder, for selvfølgelig har de gamle liv hver deres særheder. Men samtidig tager ungkarlens statiske liv en konstruktiv drejning. For nu gør han endelig for alvor nytte, og kvinderne stimuleres af samværet - og vil have mere!

Andet er det ikke, og det ryster ikke ens verdensbillede. Alligevel har filmen sin egen tone og slentrende indfaldsvinkel. Man imponeres af, hvor forfriskende lidt den prøver på at gøre indtryk. Den er dejlig blottet for nemme pointer og udvendige forsøg på at gøre sig morsom.

Uden store fagter rammer den en sørgmunter menneskelig sandhed om den stille eksistens' små glæder - og om fryden ved at opleve lidet lovende hverdagstildragelser vende sig til noget livsaligt, for nu at bruge et ord i de gamle damers ånd.

Hovedrollen spilles af instruktøren selv, Ginanni di Gregorio, der var med til at skrive mafia-filmen Gomorra i en helt anden stil. De gamle damer fremstilles af amatører og virker da også påfaldende ægte. Som alt andet i denne spinkle, men absolut seværdige film.

Sommerfrokost i Rom. Instruktion og manuskript: Gianni di Gregorio. Italiensk (Grand i København, Øst for Paradis i Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her