Læsetid: 3 min.

Solgt til Sønck

'Tiden er fyldt med kriser, stress og ynk. Men vi har Grethe Sønck!' Sådan åbner den nyetablerede Rødvig Revy stolt sin retro-revy med Grethe Sønck som dårende diva på 80
Næ, Grethe Sønck ser ikke ud af noget særligt, når hun gemmer sig under tørklæde og indkøbsliste sammen med John Martinus i Rødvig Revyen. Men så åbner Sønck munden, og så bliver tilskuerne blæst i havnen.

Næ, Grethe Sønck ser ikke ud af noget særligt, når hun gemmer sig under tørklæde og indkøbsliste sammen med John Martinus i Rødvig Revyen. Men så åbner Sønck munden, og så bliver tilskuerne blæst i havnen.

Hans Andersen

11. juli 2009

Grethe Søncks stemme er barsk. Den er dyb, den er klar, og den ryster ikke en mikrometer. Til gengæld er den fuld af humør og ironi og af den timing, som stammer fra jazzens æggende og spontane verden.

Stemmen er Grethe Søncks fabelagtige særkende som revyskuespiller. I Rødvig Revyen stråler hun som den Klintedronning, hun vitterlig er i dansk revy. Hun kan servere en historie uden at blinke - og dog kan hun få tilskuerne til at hikse af grin eller stirre stumme af betagelse. Fordi hun bare står dér i sin erfarne krop og langer gode historier ud til de sultne.

Matrone eller nymfe, diva eller hverdagshustru, hun kan tilsyneladende skildre det hele. Det fantastiske lige nu er, at hun på torsdag fylder 80 år. Og at hendes optræden i den nyetablerede Rødvig Revy faktisk er hendes revy nr. 50.

Det er instruktøren John Martinus, der har lokket Grethe Sønck med på revyløjerne - i en kavalkade af Revyperler på stribe , som revyen er kommet til at hedde. De heldige premieretilskuere stod da også i pausen og mindede hinanden om Marguerite Viby og Preben Kaas i de samme numre for nogle årtier siden, og inde i kulturhuset Harmonien har Revymuseet sørget for rammer med wondershots af Kjeld og Dirch, så nostalgien har fine vilkår på Stevns.

Så si'r jeg PYT!

Det skønne er, at der overhovedet ikke er nogen nostalgi på scenen. Her findes bare det skuespiller-NU, som gør revyen så farlig og så forrygende. For tænk nu, hvis skuespilleren kan trække scenen lige et øjeblik mere - og lige en applaus længere...

Grethe Søncks youngster -kollega er den 55-årige Max Hansen, som netop har afsluttet Kerteminderevyen. Herfra har han et par stærke numre, ikke mindst Jacob Morilds »Frokost på nettet«, der er blevet en endnu mere ekvilibristisk og nærværende fuldemandsperformance. Desuden giver Max Hansen den i Jørgen Rygs gamle pragtnummer 'Pyt!', med sine nedslagne øjne og bevidst forsinkede drejninger af hovedet. Det er komik på højeste niveau.

Rødvigs anden Grethe er den 72-årige Grethe Mogensen, som imponerer med fed selvironi og en kådhed, som er aldeles smittende. Hendes musikalitet er af en helt anden slags end Grethe Søncks. Hun er den kvidrende og den trallende - ikke mindst når hun muntert gør nar ad sig selv som nattergal. Samtidig er hun den, som uden blusel stiller op i klovnekostume og lader sin krop forvandle sig til toneinstrument i Ida og Bent Froms »Melodien«. Pænheden er lykkeligt gået af Grethe. Og hun får oven i købet saftigt kvindebid i revyens skænderisketch med John Martinus.

For Rødvig Revyens instruktør står også selv på scenen med sit flegmatiske ansigt - og af og til et klædeligt overskæg - og serverer satire for sejlerne. Det virker, som om den 69-årige Martinus med vilje stiller sig lidt i baggrunden for sine stjerner. Alligevel er han med til at score aftenens inderligste bifald, da han sammen med Grethe Sønck laver Ida og Bent Froms nummer om »Livets Gang« om to gamle, der hver dag går i Brugsen. Her er underdrivelserne og de fint varierede gentagelser helt i top, og Sønck og Martinus går i rørende samspil som de to gamle, der mirakuløst ikke dør af kedsomhed i hverdagens rutine.

Tordenrøst

Jan Overgaards trio spiller friske toner op mod de garvede revyspillere, uden at det dog lykkes musikerne at virke som andet end assistenter til skuespillerne. Sådan må det da også gerne være. Om så Martinus & Co. vælger at udluge et par af de mindre vellykkede numre som f.eks. den forfejlede fremmedforskrækkelse »Et mærkligt land«, det vil vel allerede vise sig i aften i den kitchede solskinsscenografi. For det er de gamle numre, som står bedst i denne retro-revy. Med Grethe Sønck som stjernen. Eller som Grethe Mogensen synger i Martinus' eget åbningsnummer: Tiden er fyldt med kriser, stress og ynk / Men vi har Grethe Sønck!

Da Grethe Sønck træder frem i Leif Maibom og Henrik Krogsgaards »Tag mig som jeg er« iført glittet idoldragt og frække dingleøreringe, bliver publikum nærmest blæst i havnen. 'Lidt for kvajet, lidt for meget / Lidt for ærlig og besværlig,' synger hun med elverpigeøjne og tordenrøst om sig selv.

Og så er alle solgt til Sønck.

AMC@INFORMATION.DK

Rødvig Revyen: Revyperler på stribe. Instruktion: John Martinus. Scenografi: John Martinus og Hans Andersen. Kostumer: Amor og Tina Grunwald. Kulturhuset Harmonien. To-lø til 30. aug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu