Læsetid: 5 min.

Sublimt sort guld - uden prædikener

Den 38-årige Erykah Badu vandt en overbevisende musikalsk sejr en varm aften i Store Vega med sin unikke fusionsmusik, sin store stemme, sit alsidige materiale, et superstramt band og en vindende personlighed
Den 38-årige Erykah Badu vandt en overbevisende musikalsk sejr en varm aften i Store Vega med sin unikke fusionsmusik, sin store stemme, sit alsidige materiale, et superstramt band og en vindende personlighed
15. juli 2009

Når folk rask væk afskriver den moderne r&b sker det givetvis ud fra måden, genren selviscenesætter sig på inden for musikvideomediet; bling bling, dyre biler og masser af hardbodies , der tilsyneladende uafbrudt er i brunst. Men sådan er det altså overhovedet ikke med Erykah Badu, som over en seks-syv albums siden det bragende gennembrud i 1997 med debuten Baduizm konsekvent er gået sine egne snørklede veje gennem musikken og i processen i stigende grad fremstår som en af tidens mest spændende kunstnere, uanset genre.

Hendes udtryk trækker på allehånde påvirkninger fra den afroamerikanske tradition, men det mest markante element er og bliver soul- og funkmusikken, som den lød i sådan noget som årene 1969-1976; dvs. efter den 'klassiske' soulmusik (tænk The Commitments, hvis blege kopi af samme udgør manges mest intime kendskab til foreteelsen) var klinget af og før discoens uendelige parade af one hit wonders kørte mangen en substantiel karriere i grøften.

En af de store

En periode, hvor giganter som Curtis Mayfield, Marvin Gaye, Funkadelic/Parliament, Stevie Wonder, Isaac Hayes, The Isley Brothers, War, James Brown og mange, mange andre drev den sorte populærmusik mod nye højder - ofte med en eksplicit politisk dagsorden, hvis udgangspunkt var fænomenet 'black pride', en naturlig efterfølger til 1960'ernes samfundsomvæltende borgerrettighedsbevægelser.

Dette parrer Badu med elementer af den alternative form for hiphop, der nægter at underkaste sig genrens stereotyper og 'gangsta'-dyrkelse - især den, der udgik fra den såkaldte Native Tongues Posse, hvis jazzpåvirkede, positive og afrocentriske rap havde sin storhedstid i årene op til og lige efter 1990. Navne som De La Soul, A Tribe Called Quest, Gangstarr og mange andre konstituerede denne gyldne hiphop-fase, der brutalt fejedes af banen af den primitive og tegneserieagtige gangster-rap. Alt dette ajourfører Badu og sætter i processen et så personligt aftryk på materialet, at hun - trods hang til en noget unuanceret trang til politisk præk - er og bliver en af vor tids helt store sorte musikalske personligheder. På såvel plade som på scene - og på sidstnævnte kan hun så prale af et af de mest tight , swingende og interessante orkestre p.t.

En sommerfugl i flugt

Efter effektiv opvarmning ved en skrap DJ materialiserede Badu sig omkring kl. 20.30, iført de vildeste solbriller, sort tophat, ditto frakke og latexbukser - garanteret imiteret, eftersom hun også er militant veganer - samt ikke mindst et halssmykke, der havde gjort sig godt om halsen på en afrikansk dronning. Hvad Badu sikkert ind i mellem også føler sig som, thi hun er sgu smuk som en Lauryn Hill, aparte som en Grace Jones, kompromisløs som en Björk, vred som en Nina Simone, udfarende som en Angela Davis og poetisk som en sommerfugl i flugt. Om end hun altså i sidste ende er et hundrede procent sig selv; at hun så af diverse anmeldere igen og igen sammenlignes med Billie Holiday er og bliver så en gåde for denne kritiker, for hun er nærmest dennes diametrale modsætning, hvad angår både personlighed og udtryk; Badu er udpræget ekspressionist, hvor Holidays våben er det impressionistisk nærværende. Men lad nu det være, thi hvis vi taler status, skal hun såmænd nok opnå samme mytiske plads i musikhistorien som Lady Day, hvis mandagens koncert på noget niveau kan bruges som pejlemærke, da det i perioder var så sublimt, at man måtte sig forbarme.

At det så ind i mellem skejede ud, tilgiver man hende gerne, thi det ligger i metoden: Aldrig gengive numrene, som de lyder på pladen, give såvel musikere som solist mulighed for improvisation - ja, det oplever man sgu sjældent nu om stunder - og i det hele taget give det spontane vide rammer. At hun undlod at give sig hen til sine herostratisk berømte politiske 'taler' mellem numrene, skal hun bestemt ikke skoses for.

En baggrund som danser fornægter sig ikke, når hun en sjælden gang forlader sin plads midt i mellem sine sådan cirka elleve excellente musikere, for hun har et kropssprog som en gepard, men det er nu engang som sanger (og sangskriver!), at hendes gennemtrængende særpræg fort alvor folder sig ud. Hvad enten det er det politisk ladede materiale fra sidste års hovedværk, New Amerykah, Pt. 1: 4th World War - en saga, der fortsættes her til august med New Amerykah, Pt. 2: Return of Ankh - eller de løse, jambaserede skæringer fra 2003's oversete Worldwide Undergrund (faktisk min personlige favorit i bilen på en varm sommerdag) eller de mere stramt velstrukturerede sange fra hendes tre første skiver, bevægede det sig alt sammen og uafbrudt i uventede retninger på scenen mandag aften.

Kærlighed til folket

At Vega ikke var propfuld, betød man kunne komme tæt på scenen og bevidne såvel de suveræne musikere som den uforlignelige solist i arbejde helt tæt på - og sikke et syn, det var! Her var guf til såvel højre som venstre hjernehalvdel - med højdepunkter i numre som »The Cell«, »Back in the Day«, »Bag Lady« og ikke mindst klassikeren »Tyrone«. Hun gik som sædvanlig fra et skærende register, hvor man mistænker hendes stemme for at kunne gennemskære armeret beton til det kattekillingblide, der emmer af såvel det længselsfulde som det ekstraordinært sensuelle.

Næsten to en halv time blev det til, med masser af ekstranumre og kærlighed til folket. Det var satenedeme en optur af dimensioner og hun stod bare der og skinnede, sort som guld.

Alt gik op i en højere enhed, efterhånden som hun skrællede kostumet af og i takt dermed blev mere og mere sanselig, nærværende og - jo! - sjov! Hun havde for en stunds deponeret sin sikkert oprigtige harme over måden, det sorte mindretal i USA behandles på og hengav sig i stedet fuldstændig til musikken og det ellevilde publikum, som fik både fingerkys, brede smil og masser af vand lige i hovedet.

Lys og lyd komplementerede showet til fulde og der blev såmænd også tid til en hyldest til afdøde Michael Jackson i form af en funky udgave af »Off the Wall« - og i det hele taget skal der graves dybt i brokkekassen, hvis noget skulle udsættes på showet her.

En stor aften i en stor kunstners selskab. Vi takker og bøjer os i støvet for denne uforlignelige kvindelige kunstner.

Erykah Badu m/ orkester, mandag, Store Vega, Kbh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu