Læsetid: 1 min.

Den transcendentale skønhed

30. juli 2009

Skønhed er en tricky størrelse, der ofte har en foruroligende effekt på mig, for når noget bliver for smukt, får jeg en 'prøver I/du at tage røven på mig!?'-fornemmelse. Musik som ren strømmende vellyd, fuld af brusende harmonier og helt fri for modhager er ikke vejen til hverken mit hjerte eller underliv. Og alligevel elsker jeg både The Carpenters, Stan Getz og Mozart, så-eh det …

Og nu også Geoffrey Gurrumul Yunupingu, en blind australsk aboriginer, hvis debutalbum - Gurrumul kaldet - var den helt store sensation i Australien sidste år.

Næppe fordi sangene synges på lokal dialekt eller på grund af det sobre sort- hvide cover, men fordi han synger sine lavmælt vakre sange med en fortættet følelsesladet stemme, der svæver og kredser hen over lytteren, mens den bittersødt kærtegner hende og i processen formidler en subtil melankoli af - nå ja - stor, stor skønhed. Damn, hvor er det dog smukt!

Uden at forstå et ord af, hvad der synges, forstår man alligevel det hele med sit store fede hjerte, der som bekendt er plugged lige ind i hørelsen. Her giver skønhed virkelig mening. Og lidt til.

Geoffrey Gurrumul Yunupingu: Gurrumul (Skinnyfish/Bonnier-Amigo)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu