Læsetid: 5 min.

Anmeldelse: Er Tarantinos Inglourious Basterds mere end bare en leg?

Visuelt veloplagt og følelsesmæssigt distanceret omskriver Quentin Tarantino i 'Inglourious Basterds' verdenshistorien i et ironisk hævndrama med filmreferencer, genreleg, vittig dialog og blodig ballade
Dobbelttydig. Eli Roth og  Brad Pitt i Quentin Tarantino's dobbelttydige drama fra Anden Verdenskrig.

Dobbelttydig. Eli Roth og Brad Pitt i Quentin Tarantino's dobbelttydige drama fra Anden Verdenskrig.

Francois Duhamel

28. august 2009

Med en episk ensemblefilm, der udspiller sig under Anden Verdenskrig, er Quentin Tarantino på banen igen i fuldblods - eller snarere fuldblodig - Tarantino-stil: Ironi, pulp, filmreferencer, genreleg, splat, karikerede figurer og vittig dialog. Han lader historiske personer møde fiktive karakterer og omskriver glad og fro verdenshistorien på en måde, der giver film en ny, markant rolle i det 20. århundredes politiske udvikling.

Inglourious Basterds, der er delt op i fem kapitler med hver sin overskift, indledes med teksten »Once upon a time in Nazi-occupied France.« Så er fiktionen etableret med den sproglige eventyrreference, hvorefter første scene slås an i spagettiwestern stil for fuld skrue.

Filmens hovedskurk SS-officer Hans Landa (Christoph Waltz) - også kendt som 'The Jew Hunter' - ankommer til en fransk bondefamilie, der er under mistanke for at skjule jøder. Med sadistisk elegance forhører han bonden, og snart møder den jødiske familie, som gemmer sig under gulvbrædderne, sit endeligt.

Operation Kino

Kun pigen Shosanna (stærkt spillet af Mélanie Laurent) overlever. Hun stikker af, og nogle år senere møder vi hende igen, nu som ung, smuk biografejer i Paris. Her begår den tyske krigshelt Frederick Zoller (Daniel Brühl) den fejl at forelske sig i hende. Han har netop spillet hovedrollen i Joseph Goebbels propagandafilm Nation's Pride, der er bygget over Zollers egenhændige nedskydning af 300 allierede fjender.

Nu får Zoller arrangeret, at det store premierearrangement skal foregå i Shosannas biograf. Hun har ingen anden mulighed end at føje besættelsesmagten - men nu lægger hun en diabolsk plan, der inkluderer de stærkt brandfarlige filmruller i biografens lager.

Imidlertid har de allierede også hørt om filmpremieren, hvor alle de nazistiske spidser, inkl. Hitler, vil være til stede. Og her er det, at Tarantinos stjernenavn Brad Pitt kommer på banen - som løjtnant Aldo Raine med underbid og drævende Tennessee-dialekt. Han leder en gruppe jødiske soldater, 'The Basterds', som er sendt ind bag fjendens linjer for at sprede skræk og rædsel.

Kærlighed til film

Raine, der har apache-blod i årene, ynder at skalpere de døde tyske soldater og skære et svastika i panden på de overlevende. Når der rigtig skal være fest, bliver baseballbattet fundet frem. Behøver jeg nævne, at disse scener ikke er for svage sjæle?

Nu bliver The Basterds sat i gang med Operation Kino og får hjælp af blandt andet dobbeltagenten Bridget von Hammersmark (Diane Kruger), en tysk stjerneskuespillerinde - og så skal der ikke afsløres mere af handlingen her. Som referatet antyder, er der rigelige muligheder for Tarantinos cineastiske tendenser, og vi får et væld af filmreferencer - fra diskussioner om filminstruktørerne Pabst og Riefenstahl til musikstykkerne på lydsiden, der er genbrug fra en række kendte krigs- og horrorfilm.

Filmens titel er inspireret af Enzo Castellaris italienske krigsfilm Inglorious Bastards (1978). Men bortset fra, at Castellaris film også foregår under Anden Verdenskrig, minder handlingen i de to film ikke meget om hinanden, og der er ikke umiddelbart nogen forklaring på, at Tarantino genbruger titlen i en bevidst fejlstavet version.

Men med sin kærlighed til filmisk intertekstualitet har Tarantino naturligvis givet et par biroller til skuespillere, der også var med i Castellaris film.

Tarantino lader kompromisløst sin film foregå på både fransk, tysk, italiensk og engelsk (i henholdsvis redneck-amerikansk og ærkebritisk udgave). Og kompromisløs er han også, hvad angår længde - både af de enkelte scener og filmen som helhed.

Oser af penge og talent

Visse steder undervejs slæber filmen lidt med bugen, og enkelte opstramninger i manuskriptet ville have være et plus. Men generelt er scenerne underholdende og atmosfæren intens. Det sidste skyldes i høj grad filmens visuelle udtryk. Tarantino, hans fotograf Robert Richardson og det store hold af scenografer m.v. skaber billeder med fast hånd, og visuelt oser filmen af penge og talent, så det er en fornøjelse.

Der er fuld tryk på paletten og ikke langt til tegneseriens univers - som i en scene, hvor Shosanna i lang, rød kjole står ved et stort vindue og ligner en kvinde, Will Eisner har tegnet, mens vi hører Bowies Putting out fire med tung bas på lydsiden.

Ingen kameravinkler eller perspektiver er forbudte, f.eks. brydes filmillusionen flere gange, når karaktererne kigger direkte i kameralinsen, eller kameraet bevæger sig hen over kulissevægge og filmer personerne i fugleperspektiv.

Inglourious Basterds er en film lavet med et stort visuelt overskud, og det er herligt at betragte. For mit vedkommende stopper følelsen af herlighed dog ved de eksplicitte voldsscener. Skalpering og sønderskudte og -knuste hoveder - trods Tarantinos tykke lag af ironi er det mig umuligt at se hverken humor eller spændende frækhed ved det. Jeg synes blot, det virker ækelt og plat.

Dobbelttydige Tarantino

Og måske er det meningen; her er Tarantino atter dobbelttydig. Han lader sine lede nazister sidde og juble over en propagandafilm, som viser drab efter drab på utallige allierede. Samtidig planlægger og udfører 'vores' helte (hovedpersonerne i Inglourious Basterds) drab efter drab på nazister, som biografpublikummet kan vælge at le og juble over. Grænsen mellem helte og skurke, underholdning, pulp og propaganda er flydende og afhængig af synsvinkel.

Tarantino er ironiens mester, med øre for den rappe dialog og de sort humoristiske one liners, som ofte prikker hul på ballonen midt i en dramatisk situation. Inglourious Basterds er stilistisk nærmere beslægtet med Pulp Fiction (1994) end med Tarantinos senere film. Selvbevidst leger han med genrer, med fiktionen som gestalt, han leger med kulturelle myter og nationale fordomme og klicheer.

Hvad er hans ærinde? Er det udelukkende en leg for legens skyld? Eller har han mere på hjerte end som så? Han omskriver dele af verdenshistorien og lader filmens jødiske karakterer få blodig hævn. Men igen foregår det med konstante ironiske referencer. Vi får ikke lov at kigge ind under facaden hos Tarantino. Han forbliver glat som en ål, og man leder forgæves efter følelsesmæssig inderlighed eller klare budskaber.

Bag humor, farverige karakterer og blodig ballade er Tarantino en kølig, reserveret og tvetydig filmskaber. Og han har igen lavet en film, der smutter mellem fingrene som et stykke våd sæbe.

Trods et plot med mange følelsesmæssige dramaer er Inglourious Basterds ikke en film, der bevæger hjertet - dens kvaliteter ligger i at være visuelt veloplagt, provokerende og underholdende.

 

Inglourious Basterds. Instruktion og manuskript: Quentin Tarantino. Amerikansk (38 biografer landet over).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu