Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Danske jazzmusikere og deres mentorer

Tre nye cd’er med danske jazzmusikere i duo med amerikanske (sådan da) partnere
Kultur
12. august 2009

Interaktionen mellem amerikansk og europæisk jazz har i de årtier, den har bestået, stort set kun gået én vej: Amerikanske musikere besøger Europa, spiller (gerne sammen med lokale musikere), indkasserer et højerehonorar, end de kan få derhjemme, og tager så hjem og venter på den næste invitation. Det amerikanske musikerforbunds jerngreb om arbejds- og dermed også opholdstilladelser og det amerikanske publikums ligegyldighed over for al ikke-amerikansk jazz og dets ringe mulighed for at erhverve europæiske indspilninger har forhindret en lignende, modsat trafik. Det er en væsentlig årsag til, at amerikanske jazzmusikere fortsat
– trods det skyhøje kunstneriske og udtryksmæssige niveau i Europa – ofte opfattes som værende i en mentorrolle, når de spiller sammen med europæere.

Her er tre nye duo-udgivelser, som alle – ikke uden besvær, men alligevel – kan opfattes som hørende til i kategorien ’yngre dansk musiker møder amerikansk mentor’.

I den første, indrømmet, halter kategoriseringen stærkt, for Torben Ulrich har – selv om han som bosat i USA i mange årtier kunne have skiftet til amerikansk statsborgerskab – stadig dansk pas og er dansk i vores bevidsthed, hvilket han da også cementerer for os ved at tale uforfalsket hellerupsk, når han er ’hjemme’.

Afprøvningen er værket

Hans sprog, eller rettere: sprogtone, spiller en vis rolle her, for på Suddenly, Sound: 21 Songs for Piano, Drainpipe etc., hvor han er sammen med den unge danske pianist Søren Kjærgaard, anvender Ulrich sin stemme til, på engelsk og ret monotont og accentløst, at fremsige de 21 egne tekster, der sammen med Kjærgaards ledsagelse på klaver og en halv snes andre lydkilder udgør cd’en. Ordene ’fremsige’ og ’ledsagelse’ er her valgt med omhu, for dels er Ulrichs recitation forbløffende lidt musikalsk og desuden rytmisk ret uinspireret, dels forekommer cd’en ikke at være resultatet af et fælles projekt.

Men måske man ikke bør være så forbløffet. Et af Ulrichs livsprojekter synes at være at føre tilsyneladende modsætninger sammen, uden at vide om de vil fungere sammen, og måske det er som resultat af denne arbejdsform (’afprøvningen er selve værket’), at han lader Kjærgaards musikalitet og mange krydrende indfald samt hans egen fokusering på teksten i de ikke voldsomt graciøse prosadigte afvikle simultant. Hverken han eller Kjærgaard ved, hvor det ender.

Jeg synes, det ender i en blindgyde. På den ene side har vi fine musikalske indfald fra Kjærgaard, som med sine mange lydkilder – jeg skal afstå fra en opremsning af disse – indbyder til ligefrem musikantisk dialog. På den anden side Ulrich, som ikke responderer og kun synes optaget af det erkendelsesteoretiske i sine tekster, der kredser om elementernes (kunstarternes? sportsgrenenes?) forskellighed, men dog samlede styrke og ikke skjuler ophavsmandens udgangspunkt i det buddhistiske, det panteistiske.

Thoreaus titler

En anden panteist, den amerikanske filosof, forfatter, miljøaktivist, særling og civile lydighedsnægter, Henry David Thoreau (1817-1862), spiller – uden dog at levere nogen anden tekst end titlerne på de ni stykker musik
– en stor rolle på altsaxofonisten Benjamin Koppels duo-cd med den amerikanske pianist Kenny Werner, Walden.

Walden er det skovområde i Massachusetts, hvor Thoreau på et tidspunkt levede en eneboertilværelse og samlede stof til sine tanker og værker, men hvilke af Thoreaus mange roller, Koppel & Werner i øvrigt hylder her, giver musikken ikke umiddelbart svar på. Faktisk findes der ud over titlerne intet på cd-coveret, der sætter musikken i forbindelse med Thoreau. Regner selskabet Cowbell, og dermed Koppel selv, med, at alle cd’ens købere vil fare hen til pc’en og google titlerne, så snart de fornemmer, der kan være noget konceptuelt på færde her?
Ikke desto mindre: Det er, trods hang til sødladenhed, flotte temaer, Koppel har skrevet, og Werners frodigt fantasifulde spil får det bedste frem i danskeren, som her spiller mere frigjort end længe – i hvert fald i jazzsammenhæng. En del af musikken er modal og får lov at udvikle sig meget umiddelbart og organisk, og trods udbredt anvendelse af rubato forekommer den aldrig at være uden puls. Det spirituelle element i projektet passer Werner fint, og han forstår bedre end sin danske makker at undgå new age-musikkens klicheer, som er meget lette at plukke ned til disse mestendels lyriske
temaer.

Avanceret musik

Der er også meget rubato på guitaristen Mark Solborg og hans amerikanske duo-
partner, trompetisten Herb Robertsons [NOD], men der er ikke så stor risiko for, at new age-folket vil kaste sig over musikken. Dertil er dens melodiske sprog alt for avanceret.

Robertson er en af de få musikere i den nye improvisationsmusik, som har en lang karriere i konventionel musik bag sig. I 70’erne var denne Berklee-uddannede amerikaner ensemblemusiker i hel- eller halvstore jazz- og rockorkestre, og Robertson var en efterspurgt lead-trompetist, da han i 1980 mødte altsaxofonisten Tim Berne, der ledte ham ind på den avancerede musiks smalle sti af brede muligheder. Baggrunden i den konventionelle musik har imidlertid sikret Robertson en strålende teknik og et helt eventyrligt udtryksregister på sit instrument, og det demonstrerer han også på denne cd med sin danske makker.
Den lethed, hvormed Robertson skifter udtryk, gør ham til tider helt kamæleonagtig, men det er ikke desto mindre hele tiden musikken og ikke teknikken, der styrer ham. Han og Solborg lader disse ni fælles skrevne temaer udvikle sig intuitivt, men alligevel kontrolleret. Ikke mindst mestrer de begge at spille meget intenst med meget få og meget afdæmpede virkemidler. [NOD] præsenteres som et fælles projekt, men hvis vi regner i musikalske spaltemillimeter, fylder Robertson en del mere end Solborg på pladen, hvilket man dog ikke skal lade sig narre af. Med sine enkle midler understøtter og supplerer Solborg forbilledligt sin amerikanske partner, og et par præcist placerede enkelttoner af Solborg kan have samme motoriske eller æstetiserende kraft for musikken som Robertsons growl-eskapader. Der er voldsomme abstraktioner i den måde, musikken udvikler sig på, men vi efterlades aldrig uden et helle af frapperende indfald, som kun kan spilles af musikere, der kan deres kram og er helt bevidste om, hvor musikken bevæger sig hen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter H. Larsens anmeldelse af ’Walden’, Kenny Werner & Benjamin Koppels, i øvrigt anmelderroste duo-album, tyder enten på jantelov eller fejllæst pressemateriale.

At Peter H. Larsen kalder amerikanske Kenny Werner en (sådan da) partner til danske Benjamin Koppel, at mene at den amerikanske musiker har fået et skyhøjt honorar for at indspille med danskeren, og desuden påstå at interaktionen mellem amerikanske og europæiske jazzmusikere kun går én vej, nemlig at amerikanske musikere besøger Europa, er decideret forkert. Desuden mener han i anmeldelsen at der ingen sammenhæng er mellem Cd’en Walden og bogen af samme navn, som har været inspirationskilde for musikken.

For at tage det fra begyndelsen: ’Walden’ blev til på Kenny Werners initiativ. Kenny Werner inviterede Benjamin Koppel med i studiet, og sagde ”Let’s make a duo recording”, og han har nu hyret Benjamin Koppel til sin kvartet, The Kenny Werner Quartet med koncerter i efteråret i Portugal og Spanien. Så interaktionen mellem danskeren og amerikaneren går heldigvis den rigtige (anden) vej, end Peter H. Larsen spår.

I anmeldelsen skriver han også, at den amerikansk forfatter Henry David Thoreau, hvis litterære hovedværk ’Walden’ er hele inspirationsgrundlaget for Cd’en af samme navn, ikke spiller nogen stor rolle på Cd’en, og at Thoreau ikke leverer nogen anden tekst end titlerne på de ni stykker musik. Desuden at det ikke fremgår tydeligt hvilke af Thoreaus mange roller, Koppel & Werner hylder med Cd’en. Og at der ud over titlerne intet findes på Cd-coveret, der sætter musikken i forbindelse med Thoreau. Som det fremgår af pressematerialet, er det sort/hvide billeder både indeni og udenpå coveret taget i 1906 af fotografen Herbert W. Gleason i området omkring Walden Pond, og er stillet til rådighed af The Thoreau Institut, som har været med fra Cd’ens spæde begyndelse. Instituttet er meget begejstret over udgivelsen (de kan faktisk se sammenhængen), og Cd’en vil blive solgt i Walden Pond Shop, samtidig med at de anbefaler den som en del af en udstilling om Thoreau på et lokalt museum.
Og eftersom Cd’en hedder det samme som bogen nemlig Walden, og dens kapitaler, som nærmest fremstår som stilleben, ligesom Cd’ens ni titler er en slags stilleben eller tableauer, er det i og for tydeligt nok at Koppel & Werner hylder bogen. Hvilket i øvrigt fremgår af pressematerialet. Ligesom de hylder Thoreau som tænker og forfatter, i og med at de hylder hans hovedværk som foreskriver en ny, økologisk livsstil i pagt med naturen.

Tilhørsforholdet mellem et abstrakt kunstværk og den filosofi, tanke eller idésæt som kunstneren har forholdt sig til under skabelsen af værket, er ofte intellektuel og kun i få tilfælde konkret. Derfor hører man kommentarer som ”Det kunne min 5-årige søn have lavet” med en vis træthed. For hvor klar affinitet skal et værk have, før påstanden går hjem? Med Walden står sammenhængen imidlertid klokkeklart, inden for det abstrakte værks mulighed – musikken er skabt inspireret af bogen og forfatteren bag (det må man jo så vælge at tro på eller lade være, eller lytte efter selv!), det institut der har gjort det til sin hovedopgave at forske i og formidle forfatteren og hans værker er mere end overbeviste, og de fleste andre fra den danske anmelderstand har lænet sig tilbage, lukket øjnene, og set Walden Pond for sig.

For at vende tilbage til begyndelsen, er Peter H. Larsens journalistiske præmis jo tydeligt at danske jazzmusikere bliver nødt til at købe amerikanske stjerner til koncerter og indspilninger. Hvilket ikke er helt løgn. Men når det modsatte tydeligt fremgår af pressematerialet, ville det være mere reelt ikke at skære materialet så det passer til præmissen, i stedet tage udgangspunkt i fakta og ikke med vold og magt tilpasse materialet til den journalistiske vinkel. Det sker hver dag i danske presse, men det bliver det ikke mere sobert af.

I stedet kommer der en lidt jantelovdansk tone ind, der påpeger at en amerikaner da umuligt kunne vælge at samarbejde med en dansker – af egen fri vilje (og ikke for pengenes skyld) og på eget initiativ. Det fremstår patroniserende idet kritikken dermed ikke tager udgangspunkt i det faktum, at to kunstnere har valgt at spille sammen, på lige fod. Og der er jo ingen grund til at undervurdere hjemlige kunstnere, bare fordi de nu engang kommer fra Danmark.

A propos Peter H. Larsens påstand om at forbindelsen mellem Benjamin Koppels musik og forfatteren Thoreau er rent konceptuel, fortæller Jeffrey S. Cramer, som har redigeret bogværket "Walden: A Fully Annotated Edition" nedenstående hvordan Benjamin Koppels musik bærer Thoreau's ånd:

Over the years Henry David Thoreau has inspired musicians, from folk artists to pop performers to classical composers, but in these jazz reflections by Benjamin Koppel and Kenny Werner we find music that carries the spirit of Thoreau’s words: thoughtful, soulful, transcendental. In the freedom of jazz interpretation we find the essence of music about which Thoreau wrote: “Unpremeditated music is the true gauge which measures the current of our thoughts.”
Jeffrey S. Cramer, editor of Walden: A Fully Annotated Edition (Yale University Press, 2004).