Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Dukkefilm

Stephen Sommers’ ’G.I. Joe’ er ikke spor original, men indimellem er den underholdende på en fuldstændig overdreven, skamløse facon
Kultur
14. august 2009

G.I. Joe begyndte som en række actiondukker – Actionman på dansk – blev siden en tegneserie, en animeret tv-serie og flere dukker. Nu er det så også blevet til en spillefilm, Stephen Sommers’ G.I. Joe, der handler om, hvordan den hemmelige militærtjeneste, G.I. Joe, der består af elitesoldater fra hele verden, tager kampen op mod den onde organisation Cobra. Cobra er ude efter at erobre verdensherredømmet ved hjælp af nogle insektlignende nanorobotter, som kan fortære ethvert metalobjekt på få sekunder, og som organisationen vil gøre alt for at få fat. Nej, det er ikke spor originalt, men indimellem er det underholdende på den der fuldstændigt overdrevne, skamløse facon, der er blevet Stephen Sommers’ varemærke. Sommers er ikke bange for at gå linen ud i underholdningens navn og samtidig kræve, at publikum glemmer alt om realisme og mådehold.

Lad det være sagt med det samme: G.I. Joe er alt, alt for lang, og historien er noget vrøvl. Men især i den første time betyder det ikke så meget. Man følger soldaterne Duke (Channing Tatum) og Ripcord (Marlon Wayans) – filmens egentlige hovedpersoner – der skal eskortere våbenfabrikant McCullens (Christopher Eccleston) nanovåben fra Østeuropa til USA. De bliver angrebet af Cobra, men får hjælp fra G.I. Joe og ender med at blive medlemmer af elitestyrken.

En sidehistorie om, at den smukke og farlige Ana, der arbejder for Cobra, er Dukes eks­­­­kæreste, er et forsøg på at give filmen en menneskelig og følelsesmæssig klang. Derimod er Wayans’ Ripcord sjov at høre på, mens han forsøger at lægge an på sin nye kollega, Scarlett (Rachel Nichols), der tror på alt, der kan måles og vejes, ikke på følelser.

Den sidste time af G.I. Joe lider af samme sygdom som de fleste andre af sommerens eventfilm: Den smule plot og karaktertegning, der er i filmen, afløses af hårdtpumpede, ligegyldige actionsekvenser, der bare bliver ved og ved, mens man bliver mere og mere træt i hovedet og ønsker sig tilbage til en tid, hvor stort og larmende ikke var eneste kvalitetskriterium, når Hollywood skulle lave en underholdningsfilm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her