Det faderløse samfund - nu med mormor

Han har været der før, den polemiske historiker og debattør Henrik Jensen, med sin nådesløse bestemmelse af vores kultur på sin dødsrute. I store bøger som Ofrets århundrede og Det faderløse samfund har det handlet om den udbredte følelse af opløsning, værditab og mangel på sammenhængskraft i vores samfund. Det gør det stadig i hans nye bog, Det ordentlige menneske. Vores kultur er karakteriseret ved en grasserende kulturrelativisme, hvor man ikke ved, hvad der er oppe og nede, og ved at have skabt et »kaotisk normrum« for opvoksende generationer.

Vi lever ikke længere i »den pligtkultur, som forældremyndigheden tidligere manifesterede sig i, hvor man måtte yde, før man kunne nyde. Den traditionelle eller gamle verden var en verden med en stærk vertikal af normer - en hierarkisk verden, hvor den enkelte havde en udpeget plads, og hvor forholdet til de andre og til helheden var bestemt af pligter. Pligten var autoritetens muskel, og den blev rørt dagligt«, skriver Henrik Jensen.

Vi har derimod fået en rettighedskultur, »hvor der ikke er noget, der er vigtigere end noget andet, og slet intet, der er vigtigere end mig«.

For Henrik Jensen handler det først og fremmest om tabet af autoriteten og den miserable kulturelle tilstand, det bringer med sig. Det omsiggribende tab af autoritet gør mennesket til orienteringsløse jægere på den umiddelbare lykke og selvtilfredsstillelse. Den gør os kulturløse og først og fremmest nydelsessyge konsumenter fremfor ansvarsfulde samfundsborgere. Fællesskabet og respekten for den anden - for ikke at tale om ydmyghed og tilbageholdenhed - er noget, man må kigge forgæves i vejviseren efter.

Hen over godt 250 sider og med mange små kapitler, der for en stor dels vedkommende kunne stå som debatindlæg i de fleste aviser, spidder Henrik Jensen med klart og ukærligt blik velfærdsstatens forkælede og infantile forekomster. Med en blanding af anekdoter fra forfatterens eget liv og læsninger af andre kulturanalytiske værker sammenstykker han det mest pessimistiske blik på nutidens kultur, jeg længe har set.

I en slags forsøg på at undgå som tidligere at blive beskyldt for at være en sortseer uden humor har Henrik Jensen denne gang allieret sig med katten Freja som løbende samtalepartner. Katten er den mere pragmatiske, der forsøger at få forfatteren til at slappe lidt af. Ideen er helt sikkert at tage luften ud af det alt for pessimistiske, men virker mere irriterende og fjollet end sjovt.

Mormor som rollemodel

Det ordentlige menneske kan ses som et forsvarsskrift for det at blive voksen. Henrik Jensen hader det infantile samfund som pesten, »umodenhedskulturen«, som han kalder den.

Han får øje på den overalt lige fra hængerøvsbukser til forbrugerismen over tv-serier som Venner til hadeobjekt nummer ét: den overalt tilstedeværende terapeutkultur, der sætter jeg'et i centrum og gør mennesket til et selvrealiseringsprojekt, der ikke gider tage ansvar for at blive voksen og se, at der er noget, der også rækker ud over en selv. Individualiseringen ser Henrik Jensen stadig som det store onde og ikke som den modsætningsfyldte udfordring, vi står midt i.

I sin forrige bog, Det faderløse samfund, handlede det især om feminiseringen af kulturen. Fremfor pligt, autoritet, arbejdsomhed og behovsudsættelse som traditionelt 'faderlige værdier' er det i stedet for meget kommet til at handle om 'moderlige værdier' som rettigheder, omsorg, nærhed, behovstilfredsstillelse, forståelse og terapi. Den modstilling har Henrik Jensen til dels lagt på hylden i sin nye bog og har installeret en slags matriarkat, nemlig mormor.

Forfatterens mormor Gerda gøres til heltinde og rollemodel for en genkomst af det ordentlige menneske, som hele den nye bog handler om. Mormor Gerda var ikke noget storslået og spektakulært menneske. Nej, hun var simpelthen et ordentligt menneske. Uden at gøre noget særlig væsen af sig selv var hun alligevel en central figur i manges liv. Deraf kommer hele bogens titel.

»Hun steg ikke på forbrugerræset og tog aldrig på charterrejser. Hun er langt fra vore dages forestillinger om 'det grå guld' og efterløn og golf. Set fra vor tid kan det ligne et liv, som aldrig foldede sig ud, men sådan tror jeg ikke, hun selv så det«.

Henrik Jensen installerer med mormor Gerda et blik på vores egen nuværende kultur som en kultur ramt af almindelig tivolisering og helt uden forpligtelse på det der rækker ud over jeg'et og på fællesskabet.

Samfundet mangler ordentlige mennesker, og ordentlige mennesker er kittet i samfundet. Ligesom mormor.

Irrationel autoritet

Bedst som man er klar til at gå med på Henrik Jensens sortsyn og godtage, at autoriteten er gået endegyldigt tabt, ændrer bogen karakter.

Autoriteten er nemlig ikke gået tabt, den er blot fortrængt. Her er det, Henrik Jensens særlige projekt viser sig, et projekt, som også peger ud over den mugne kulturpessimisme. Den traditionelle kultur er ikke ovre, den er sej som læder. Ja faktisk er autoriteten »lige så irriterende uudryddelig og vulkansk virksom som fortrængt seksualitet i en victoriansk verden«.

Der er også grund til (ganske vist meget betinget) håb for fremtiden. Henrik Jensen ser også ansatser til et nyt ungdomsoprør, der forlanger faste rammer og en forpligtethed, som hovedfjenden, kulturradikalismen, har brugt årtier på at nedbryde. Henrik Jensens begreb om autoritet er særligt. Det betyder ikke 'autoriteter', altså ikke stærke mænd, stærke forældre eller stærke lærere. Autoritet er noget langt mere vagt og ubestemmeligt. Hør her, hvordan han selv formulerer det:

»Autoriteten er en autoritativ, moralsk vertikalitet, med en dunkel kerne af en hellig orden, der illuminerer og definerer kulturen som helhed. Den hellige kerne åbenbares aldrig direkte, men anes via de refleksioner og tolkninger, som gøres i samfundsliv, kunst og tænkning.«

Det er i sådanne formuleringer, at Henrik Jensen på den ene side får lagt tydelig afstand til de kulturradikale, som han siger har en neurotisk angst for enhver manifestation af autoriteten og deraf følgende fornægtelse af dens betydning i kulturen. På den anden side bevæger forfatteren sig her så tæt på, hvordan eksempelvis en Søren Krarup tænker kultur og danskhed i irrationelle termer, der undviger præcise begreber, fordi det netop er forankret i noget der til forveksling ligner en guddommelig orden og helhed.

Jeg kan i det hele taget ikke komme i tanke om nogen aktuel debatbog, der kommer så tæt på Dansk Folkepartis mest intime tankesæt som Det ordentlige menneske. Der er så meget til fælles mellem Henrik Jensen og Dansk Folkeparti: Den irrationelle definition af en dansk hovedkultur, kritik af globaliseringen, skepsis over for indvandring og integration. Henrik Jensen har for alvor meldt sig ind i kulturkampen, men dog uden den hadske retorik, som DF excellerer i.

Overdrivelser

Bogen må roses for sin konsekvente forfølgelse af fællesskabsperspektivet.

Henrik Jensen har et skarpt blik for alle de mange svagheder ved vores 'moderlige kultur'. Bogens største svaghed ligger i overdrivelsen af sine virkemidler og den fuldtonede pessimisme.

Det værste er, at Henrik Jensen falder for egne overdrivelser. Når det eksempelvis på side 181-82 hedder:

»Men samfundet er ikke længere homogent, og 40 pct. af velfærdsstatens ydelser går nu til landets 5 pct. muslimer, som samtidig ikke let lader sig integrere«, så hopper kæden for alvor af.

Hvor har Henrik Jensen her haft sit hoved? Og hvor er den forlagsredaktør, som ikke har fanget den helt horrible påstand?

Sagen er, at Henrik Jensen bruger tallene til at hævde, at det må give legitimeringsproblemer for samfundet. Ja det tror pokker, hvis det altså bare var rigtigt. I virkeligheden udstiller det forfatterens egne legitimeringsproblemer og det scenario, han tegner af et samfund er så fuld af angst og frygt for at blive løbet over ende af alt det nye og udefrakommende. Angst for at det multikulturelle mareridt kører hen over 'vores kultur': »Dette er vores kultur! Vi giver ikke afkald på den, og den skal ikke multikultiveres«, som forfatteren udtrykker det til sidst i bogen.

En smule mere skepsis i forhold til egne skrækscenarier for det individualiserede og multikulturelle samfund ville have klædt bogen. Nu bliver Henrik Jensen mere en undergangsprædikant, der elsker at høre sig selv tale. Uden humor og med al for meget gammelmandsnag. Og hvad skal vi lige stille op med det - andet end at blive i dårligt humør?

Henrik Jensen. 'Det ordentlige menneske'. Kristeligt Dagblads Forlag, 254 sider, 249 kr. Udkommer i dag